Dagens overblik: Europa er ramt af hedebølge

16x9
Der er så varmt i Europa, at flere zoologiske haver giver dyrene frossen frugt for at nedkøle dem. Her er det gorillaungen Pepe fra en zoo i Valencia. Foto: Kai Foersterling / Ritzau Scanpix

Stædig plante plager kommuner og haveejere, de tunge kandidater tørnede sammen i USA, og en bro er fjernet efter tragisk kollaps.

Her varmer vi op til weekenden med ugens sidste nyhedsoverblik. Og vi går lige til sagen:

Europa sveder

Hedebølge  Europa.
Hedebølge Europa. Foto: Massimo Percossi / Ritzau Scanpix

Europa er ramt af en sjældent voldsom hedebølge, som i dag fik temperaturen i Frankrig op på svedfremkaldende 45 grader og dermed satte rekord for den højeste temperatur målt i landet nogensinde.

Flere andre europæiske lande har sat junirekord med temperaturer omkring 37-38 grader, og i weekenden kan den absolutte varmerekord stå for fald i Tyskland, når der kan blive over 40,3 grader.

Helt så varmt har vi det ikke i Danmark, selvom vi på søndag kan ramme 32 grader. Men der er stadig så varmt og tørt, at tørkeindekset flere steder har ramt toppen af skalaen. Det betyder med andre ord, at jorden mangler mere end 100 millimeter regn.

Udfordringer for ferietrafikken

Hvis du rejser med bil, skal du ifølge Vejdirektoratet forvente trængsel på særligt lørdage hele sommeren.
Hvis du rejser med bil, skal du ifølge Vejdirektoratet forvente trængsel på særligt lørdage hele sommeren. Foto: Scanpix

Hedebølgen er vigtig at have med i sine overvejelser, hvis man er blandt de mange danskere, der fylder bilen op og kører familien sydpå i sommeferien.

Men det er ikke kun varmen, man skal forberede sig på, for Vejdirektoratet forventer ekstra trafik på både de danske og tyske motorveje, nu hvor skoleferien er begyndt.

I Tyskland er der både ferietrafik og ekstra meget vejarbejde til at skabe trafikkaos. Ifølge FDM er der allerede nu gang i 540 vejarbejder rundt om i landet. Det er 150 flere end på samme tidspunkt sidste år.

Her er overblikket over trafiksituationen - både for bilister og andre rejsende - og en samling gode råd.

Hotte kandidater i ophedet debat

I Miami fik tidligere vicepræsident Joe Biden varmen at føle, da ti demokratiske præsidentkandidater mødtes i en tv-transmitteret debat.

Det samlede kandidatfelt på 20 var fordelt over to debatter, nattens debat var den anden i rækken. Her kom de mere hotte kandidater som Joe Biden, Bernie Sanders, Pete Buttigieg og Kamala Harris for første gang i spil, og det blev en mere ophedet debat end den første.

Kamala Harris gik hårdt til Joe Biden i nattens debat mellem de demokratiske præsidentkandidater. Video: Albert Schmidt Møller

Især Kamala Harris forsøgte at gøre livet hedt for Joe Biden i et ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster veltilrettelagt angreb, der tvang Joe Biden ud i et forsvar, der lød: ”Det er en miskreditering af min karakter. Jeg hylder ikke racister.”

Hvis du er mere interesseret i, hvordan de mest markante kandidater klarede sig, kan jeg varmt anbefale at læse Mirco Reimer-Elsters blog.

Stædig plante trænger gennem huse og veje

Japansk pileurt kan stort set vokse igennem alt. Også igennem huset. Det skete for Tina Friede Rasmussen, der hvert år forsøger at komme planten til livs.
Japansk pileurt kan stort set vokse igennem alt. Også igennem huset. Det skete for Tina Friede Rasmussen, der hvert år forsøger at komme planten til livs. Foto: Privatfoto

En genstridig staude med tykke, hule stængler og grønne hjerteformede blade breder sig hastigt og giver hovedbrud hos kommuner og haveejere.

Japansk pileurt hedder stauden, og det er en invasiv art, der kan skyde igennem både gulve og asfalt.

Den hurtigvoksende plante kan blive to til fem meter høj, men under jorden kan dens rodnet blive op til 15 meter langt, og så er der ikke meget andet, der kan gro. Man kan endda ”provokere” den til at sprede sig endnu mere, hvis man bekæmper den forkert.

Men bekæmpes det skal den, og flere kommuner efterlyser derfor lovgivning lignende den, der gælder for kæmpebjørneklo.

Bro fjernet med 2700 kilo dynamit

Dynamitten var fordelt i 4000 ladninger.
Dynamitten var fordelt i 4000 ladninger. Foto: Massimo Pinca / Ritzau Scanpix

For knap et år siden mistede 43 mennesker livet, da motorvejsbroen Morandi i den norditalienske by Genova pludselig styrtede sammen, og en næsten 200 meter lang sektion af broen faldt 50 meter.

I dag blev resterne af broen sprængt bort med 2700 kilo dynamit. Broen var nemlig en vigtig forbindelsesvej mellem Italien og Frankrig, så den italienske regering har lovet en hurtig genopbygning.

Både indenrigsminister Matteo Salvini og vicepremierminister Luigi Di Maio var da også blandt tilskuerne, da i alt 4500 tons brodele blev bortsprængt. Det krævede, at hele området blev spærret af med en 12 meter høj betonmur, og 3400 beboere blev evakueret.

***

Det var alt for nu.

God weekend!