Dagens overblik: Løkke has left the building

16x9
Lars Løkke Rasmussen lagde dette billede på Instagram, efter at han havde forladt Christiansborg. Foto: Lars Løkke Rasmussen/Facebook / Lars Løkke Rasmussen/Facebook

På 24 timer var der 113 potentielt farlige situationer i samme rundkørsel, Tour de France skubbes en uge, og weekenden kan blive svedig.

Her er dagens nyhedsoverblik:

Sig hej til 20 nye ministre

Danmarks nye regering består foruden statsminister Mette Frederiksen af 6 kvinder og 13 mænd. De 20 har en gennemsnitsalder på 41,8 år.
Danmarks nye regering består foruden statsminister Mette Frederiksen af 6 kvinder og 13 mænd. De 20 har en gennemsnitsalder på 41,8 år. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Nu er Danmarks regering socialdemokratisk. Statsministeren hedder Mette Frederiksen, og i dag præsenterede hun 19 nyudnævnte ministre på Amalienborg Slotsplads.

Den største overraskelse var, ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup, at Mette Frederiksen havde hevet Jeppe Kofoed hjem fra Bruxelles for at gøre ham til udenrigsminister, bare en måned efter at han blev valgt til Europa-Parlamentet.

En anden overraskelse var, at Roskilde-borgmester Joy Mogensen blev udpeget som kultur- og kirkeminister. Du får overblikket over alle 20 ministre her.

Under de traditionelle overdragelser af ministerierne var det en rørt Anders Samuelsen, der takkede af som udenrigsminister og sagde helt farvel til Christiansborg. Afgående statsminister Lars Løkke Rasmussen havde taget arbejdstøj med som gave til Mette Frederiksen og sagde: "Jeg tror, du bliver en fremragende statsminister".

Risikabel rundkørsel i Roskilde

Denne femgrenede rundkørsel, der samler de tre veje Møllehusvej, Helligkorsvej og Fælledvej, er Roskildes farligste.
Denne femgrenede rundkørsel, der samler de tre veje Møllehusvej, Helligkorsvej og Fælledvej, er Roskildes farligste. Foto: Rapport, Roskilde Kommune

En rundkørsel burde få trafikken til at glide, men i Roskilde Kommune findes en rundkørsel fuld af trafikale udfordringer og farlige situationer.

Det har kommunen fået dokumenteret i en rapport ved hjælp af fem overvågningskameraer, der i løbet af to dage i februar overvågede trafikken i to gange 12 timer.

Resultatet viste 113 potentielt farlige situationer i løbet af de 24 timer. Det svarer til, at der opstår konflikter hvert 12. minut i døgnet, primært mellem bilister og cyklister.

Rapporten bekræfter ifølge trafikmedarbejder Morten Heegaard Christensen, at kommunen ”står med et trafiksikkerhedsmæssigt problem”. Så nu vil kommunen kigge på en række forslag til forberedninger af sikkerheden. De vurderes samlet at koste op imod 700.000 kroner.

Trumps udfordrer skal findes

Mens vi i Danmark nu har lagt en lang valgkamp og efterfølgende regeringsdannelse bag os, har USA for alvor taget fat på de indledende øvelser frem mod præsidentvalget 3. november 2020.

Det demokratiske parti skal blandt 20 kandidater finde én præsidentkandidat til at udfordre Donald Trump, og i nat mødtes ti af dem for første gang i en tv-debat.

På grund af et rekordstort kandidatfelt har den demokratiske partiorganisation fordelt kandidaterne over to aftener.
På grund af et rekordstort kandidatfelt har den demokratiske partiorganisation fordelt kandidaterne over to aftener. Foto: Joe Raedle / Ritzau Scanpix

Senator Elizabeth Warren fik ikke uventet mest opmærksomhed, men senator Cory Booker formåede at træde mest i karakter, vurderer USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

De to store forhåndsfavoritter til at udfordre præsident Trump var dog ikke med i debatten. Joe Biden og Bernie Sanders mødes først i nat i en debat, hvor blandt andre Pete Buttigieg og Kamala Harris også er med.

Touren skubbes en uge

Nu, hvor vi er i gang med at se frem mod 2020, kan vi lige så godt tage denne med: Næste år rykkes Tour de France en uge.

Det sker for at undgå, at det tre uger lange etapeløb støder sammen med OL i Tokyo, der byder på en hård rute med fem bjergtoppe til cykelrytterne.

Det betyder så også, at to store optaktsløb til Tour de France, Critérium du Dauphiné og Tour de Suisse, ligeledes rykkes en uge, hvilket betyder, at Critérium du Dauphiné kommer til at overlappe årets første treugers etapeløb, nemlig Giro d'Italia.

Nå, men det skal vi heldigvis ikke bekymre os om før næste år. Årets Tour de France begynder helt efter planen 6. juli, og du kan se det på TV 2. Hele sendeplanen med etapeprofiler finder du her.

Varm weekend venter

Efter at temperaturen onsdag nåede sit hidtidige højdepunkt i år med 31,1 grader på Østerbro i København, er temperaturen i dag faldet til et – vil nogle mene – mere tålelig niveau.

Det er dog ikke sikkert, at det vil vare ved længe, for i weekenden kan onsdagens høje temperatur blive overgået.

Varm luft vil strømme op over den østlige del af landet, og ifølge de seneste prognoser kan temperaturerne nå 30 til 32 grader i løbet af eftermiddagen på Lolland-Falster og Sjælland.

Forventede temperaturer søndag eftermiddag 30. juni.
Forventede temperaturer søndag eftermiddag 30. juni. Foto: TV 2 VEJRET

***

Når det er varmt, skal man jo huske at drikke. Og så er det meget godt at vide, at der fra på mandag kan være pant på juice, saft, most og smoothies.

Det var alt for i dag.