Valg 2019

Mette Frederiksen har fundet flertal for en socialdemokratisk mindretalsregering

Hvad sker der? Livebloggen lukker ned for i dag. Vi vender tilbage i morgen tidlig med nyheder om regeringsdannelsen.

Hvad skete? Der er flertal for en socialdemokratisk mindretalsregering med Mette Frederiksen som statsminister. Der kommer ikke noget regeringsgrundlag. Men der er lavet en politisk aftale om en ny retning mellem R, SF, Ø og S. 

Støttepartier kræver højere u-landsbistand under ny regering

Den nye S-regering bør hæve udviklingshjælpen. Det mener regeringens tre støttepartier, skriver Kristeligt Dagblad. 

 

- Det er trist, at en ny S-regering ikke har et klokkeklart mål om at hæve udviklingsbistanden over det lave niveau, som 0,7 procent af bni er, siger Martin Lidegaard, tidligere udenrigsminister og udviklingsordfører i Radikale Venstre.

 

I forhandlingerne om regeringsmagten har støttepartierne ikke kunnet få indført i forståelsespapiret bag regeringens politik, at udviklingsbistanden skal stige fra det nuværende niveau på cirka 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, bni. Det svarer til 16 milliarder kroner om året.

 

- Socialdemokratiet kan ikke give udviklingshjælpen et løft uden at tilføre flere penge. Hvis man vil prioritere klimabistand, hjælpe flere i nærområderne og satse på at løfte Afrika på lang sigt, så koster det penge, siger Eva Flyvholm, udenrigsordfører i Enhedslisten.

Regeringen vil afskaffe nationale tests - forskere fraråder det

I den politiske aftale bag den nye regering skriver Socialdemokratiet og de tre støttepartier, at regeringen vil afskaffe de nationale tests i de mindste klasser, og at de vil "afsøge muligheden for at sætte de nationale tests i bero, indtil de er blevet mere retvisende for elevernes færdigheder."

 

Det kan dog vise sig at være en fejl, mener flere forskere. Det skriver Politiken.

 

- Konsekvensen kan blive, at vi får et hul i vores viden om progressionen i den danske folkeskole, siger Lars Qvortrup, der er professor på DPU, Aarhus Universitet til avisen.

 

Han opfordrer i stedet regeringen til at intensivere arbejdet med at lave bedre nationale tests.

 

Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen er dog langt fra enig med Lars Qvortrup. 

 

- Jeg kender ingen lærere, der er enige med ham, skriver Anders Bondo Christensen på Twitter. 

 

Østergaard: Her har vi gjort op med paradigmeskiftet

I programmet 'Lippert' på TV 2 News siger Morten Østergaard (R), at partierne med den nye aftale har taget hul på at afskaffe det såkaldte paradigmeskifte:

 

- Det er et opgør med paradigmeskiftet i den forstand, at flygtninge, der er i arbejde, kan få lov til at blive. Og det er essensen af det hele: Det skader integrationen, at vi tager flygtninge ud af virksomheder eller plejehjem, hvor de går og passer deres arbejde, fordi de skal sendes hjem, siger han.

 

Dagen igennem har Morten Østergaard ellers undladt at svare på, om den nye regeringsaftale er et opgør med paradigmeskiftet. Østergaard afviste at svare, da han mente, at selve ordet "paradigmeskift" blot var symbolpolitik.

 

I Lippert på TV 2 NEWS forklarede Østergaard videre, at der er flere grunde til, at den nye aftale er et brud med paradigmeskiftet.

 

- Det ene er, at udvisningsøen Lindholm ikke bliver til noget. Det andet er, at man forsøgte at sænke ydelserne for dem, der har allermindst (reduktion af integrationsydelsen, red.). Det bliver heller ikke til noget. Alt det har vi forhindret, og det er jeg utrolig tilfreds med.

Helle Thorning-Schmidt roser Mette Frederiksen

Helle Thorning-Schmidt roser Mette Frederiksen på Twitter.

- En god dag, skriver hun blandt andet. 

Thorning-Schmidt var dansk statsminister i årene 2011-2015. Hun var den første kvinde, der blev valgt til at stå i spidsen for Danmark.

 

Regeringen vil arbejde for ret til tidligere pension

Allerede inden den nye regering er trådt til, er Mette Frederiksen blevet udsat for hård kritik. Det skyldes, at den politiske aftale bag regeringen ikke nævner retten til at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. 

At dette ikke figurerer på skrift, betyder dog ikke, at regeringen vil lade nedslidte blive på arbejdsmarkedet. 

- Det er den her regerings fuldstændigt erklærede mål at kæmpe for retten til at gå tidligere på pension. Jeg kommer til at kæmpe for det forslag hver eneste dag som statsminister, siger Mette Frederiksen til TV 2. 

Den kommende statsminister vil indkalde arbejdsmarkedets parter til forhandlinger, hvorefter hun vil præsentere resultaterne for folketinget. Her forventer hun, at en reform vil kunne blive vedtaget. 

Mette Frederiksen: Margrethe Vestager skal fortsætte som EU-kommissær

Margrethe Vestager skal fortsætte som EU-kommisær, siger Mette Frederiksen til TV 2

- Vi vil foreslå, at den kommissær, vi allerede har udpeget fra dansk side, nemlig Margrethe Vestager, får lov til at fortsætte de kommende fem år, siger hun.

Danmark har en fast kommissærpost i EU, og det er den danske regering, der udpeger den danske kommissær, der sidder for fem år ad gangen.

Overfor Ritzau kalder politisk kommentator Hans Engell opbakningen til Vestager for en sukkerknald til De Radikale. 

- Mette Frederiksen vil være hjælpsom overfor De Radikale, som ikke får ministerposter, siger han.

I sin tid som konkurrencekommissær har Margrethe Vestager udskrevet milliardbøder til store selskaber som Google og Apple. Samtidig er Vestager er blevet populær i EU-systemet. og hun vil formentlig være kandidat til en af de tungere poster, når den nye kommission skal sammensættes, hvis hun ikke bliver formand. 

Mette Frederiksen har tidligere været tilbageholdende med at pege på Vestager som kommissionsformand. Det ændrede sig dog for to uger siden, hvor Frederiksen under Folkemødet på Bornholm pegede på Margrethe Vestager som formand.

Støttepartier vil stoppe besparelser i Danmarks Radio

De tre støttepartier vil droppe besparelser på DR.

Støttepartierne bag den nye regering vil droppe den næste runde af besparelser i Danmarks Radio med et nyt medieforlig. Det skriver Politiken

- Det første ønske til en ny kulturminister er, at regeringen i hvert fald annullerer dén besparelse, siger Radikale Venstres medieordfører, Zenia Stampe, Enhedslistens Søren Søndergaard og SF’s Jacob Mark til avisen.

De tre partier vil lade dele af den nuværende aftale blive, men midlerne til public service skal øges:

- Og vi vil rulle den næste besparelsesrunde på DR tilbage, så DR kan få bedre rum til at udvikle sig, siger Jacob Mark.

Socialdemokratiets ordfører, Mogens Jensen, vil ikke udtale sig til avisen.

Udmeldingen fra støttepartierne falder ikke i god jord Danske Medier. Her sagde direktør Morten Langager tidligere i dag til Journalisten.dk:

- Vi synes ikke, der skal føres flere penge tilbage. Vi synes, der skal være fair konkurrence mellem public service-medierne og de private medier.

Pia Olsen Dyhr lover, at SF's valgløfter bliver gennemført

Den politiske aftale lover ingen specifikke ændringer i forbindelse med minimumsnormeringer i Danmarks institutioner.

Ifølge Pia Olsen Dyhr (F) er det dog uden betydning.

- Det er fordi, at de tre partier, som er enige om, at vi skal have minimumsnormeringer, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, har lidt forskellige modeller. Alt sammen vil betyde en markant forøgelse af det pædagogiske personale, siger hun til til TV 2 NEWS.

Samtidig vil partierne ifølge Olsen Dyhr sørge for, at personalet bliver kvalificeret til at klare opgaven. 

På spørgsmålet om, hvad vælgerne kan forvente af minimumsnormeringer, svarer Pia Olsen Dyhr: 

- Forældrene kan forvente, at de ting, som SF er gået til valg på, bliver gennemført. 

Mette Frederiksen: - Ambitionerne er tårnhøje

Mette Frederiksen kalder i et opslag på Facebook ambitionerne for den kommende regering for "tårnhøje". Samtidig takker hun sit parlamentariske grundlag.

 

- Jeg har netop været på Amalienborg og vil nu stille mig i spidsen for en ny regering i Danmark. En ny socialdemokratisk regering. Tak til Enhedslisten, Radikale Venstre og SF for gode forhandlinger. Sammen har vi vist, at håb kan blive til virkelighed, skriver hun. 

I dag er en helt særlig dag. Jeg har netop været på Amalienborg og vil nu stille mig i spidsen for en ny regering i...

Posted by Mette Frederiksen on Wednesday, June 26, 2019

 

Kongehuset: - Der kommer ny regering i morgen

Efter Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) har været på besøg hos dronningen har Kongehuset udsendt en pressemeddelse. Her står det klart, at Mette Frederiksen har fået mandat til at danne en socialdemokratisk regering, der vil blive præsenteret torsdag:

 

- Mette Frederiksen har i dag, onsdag den 26. juni 2019, orienteret Hendes Majestæt Dronningen om, at hun har gennemført forhandlinger med repræsentanter for partier i Folketinget og oplyst, at der under hendes ledelse vil kunne dannes en regering bestående af repræsentanter for Socialdemokratiet, som støttes af et flertal i Folketinget.

 

- Den fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen har under henvisning hertil, tilrådet Hendes Majestæt Dronningen, at det overdrages Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen at danne en regering bestående af repræsentanter for Socialdemokratiet.

 

- Hendes Majestæt Dronningen har herefter opfordret Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til at danne en sådan regering.

- Det forventes, at Hendes Majestæt Dronningen modtager den nye regering i morgen den 27. juni 2019.

Mette Frederiksen har forladt Amalienborg

Så er Mette Frederiksen kommet ud fra Christian IXs palæ. Hun har forladt Amalienborg i den sorte BMW uden at give en kommentar til den fremmødte presse.

Selvom det formodes, at dronningen har givet Mette Frederiksen mandat til at være landets næste statsminiser, er hun først formelt statsminister torsdag. Inden mødet med dronningen fortalte hun TV 2, at hun vil lede landet på sin måde:

Mette Frederiksen tilbage på Amalienborg

Så er Mette Frederiksen (S) tilbage på Amalienborg, hvor det forventes, at dronningen giver hende mandatet til at udnævne ministre og dermed danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

Løkke: - Jeg har rådet dronningen

- Godeftermiddag, siger jeg på denne fantastisk flotte solskinsdag. Hvor jeg netop har rådgivet Hendes Majestæt Dronningen til at kalde Mette Frederiksen til om et øjeblik for at betro hende den opgave at udnævne en socialdemokratisk regering. Det er det råd, som jeg har givet dronningen, og som dronningen selvfølgelig vil følge oven på den aftale, der blev indgået i går aftes, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Der er ikke nogen flottere dag at give dronning det råd på. Solen skinner over Danmark, Danmark har det godt, Danmark er et fantastisk land og i økonomisk topform. Men det er også et lille eksempel på, hvordan vi gør tingene her til lands. 

Lars Løkke Rasmussen ankommet til Amalienborg

Så er fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ankommet til Amalienborg, hvor han som repræsentant for det politiske flertal skal rådgive dronningen til, at hun skal pege på Mette Frederiksen (S) som landets næste statsminister. 

Mette Frederiksen har forladt Amalienborg

Mette Frederiksen har netop forladt Christian IX's palæ. Det er forventet, at fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu skal besøge dronningen for at rådgive hende om at pege på Mette Frederiksen som landets næste statsminister. Når den seance er overstået, forlader Lars Løkke Rasmussen igen Amalienborg, inden Mette Frederiksen returnerer.

Mette F: - Vil lede landet på min måde, men jeg vil ikke ændre mig

Mette Frederiksen (S) er netop ankommet til Christian IX's palæ på Amalienborg, hvor hun skal møde dronningen. Inden afgang fra Christiansborg fortalte hun TV 2, at hun håber, at hun vil forblive den samme person.

- Det er jo ikke en statsminister, der hverken definerer eller forandrer Danmark. Jeg vil jo lede landet på min måde, og den vil selvfølgelig være anderledes end med Lars Løkke. Og det er klart, at det bærende vil være det politiske kompas, som vi er drevet af.

- Vi vil sikre et Danmark, der bliver stadig mere retfærdigt og ordentligt. Og så håber jeg, at jeg kan blive ved med at være, som jeg altid har været. En, der er ligetil, og som man kan komme hen til, uden at der er for mange forhindringer på vejen, sagde Mette Frederiksen til TV 2.

Dronningen landet med helikopter i København

Dronningen ankom tirsdag 25. juni til Aarhus Havn med Kongeskibet Dannebrog i forbindelse med sit sommertogt. Onsdag eftermiddag landede hun så med helikopter på Svanemøllen Kaserne på Østerbro i København og kørte derfra til Amalienborg, hvor hun skal møde Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) klokken 14.30. Følg mødet LIVE øverst i artiklen.

Mette Frederiksen møder dronningen 14.30

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil klokken 14.30 besøge dronningen. Det oplyser kongehuset på deres hjemmeside. Dermed er besøget rykket 30 minutter, i forhold til hvad tidligere var oplyst. Også kronprinsen vil være til stede, oplyses det.

Efter Mette Frederiksens besøg vil fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøge dronningen. Han vil formelt give sin anbefaling til, at Mette Frederiksen bliver statsminister. Derefter vil Mette Frederiksen komme tilbage igen for at modtage dronningens anbefaling.

Landets nye ministre forventes forsat først præsenteret torsdag.

Mette Frederiksen klappet ind til gruppemøde

- Det bliver noget helt særligt, et rørende møde, fyldt med glæde og entusiasme.

Sådan sagde Mette Frederiksen på vej ind til Socialdemokraternes gruppemøde - det første efter en regeringsaftale, der sikrer partiet regeringsmagten. 

I det øjeblik hun åbnede døren, blev den kommende statsminister modtaget af partimedlemmer, der brød ud i en lang stående klapsalve.

 

Skipper: - I dag går jeg lidt med en knude i maven

Cheføkonom Mads Lundby fra den økonomiske tænketank Cepos kalder de fire partiers aftalegrundlag for ”uambitiøst”, men spørger man ét af aftalepartierne, er den et vigtigt skridt. Men der er også plads til forbedring, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper:

- Der er mange ting i denne her aftale, der kan få Danmark i en ny retning. En bindende klimalov, der kan blive historisk, et generelt løft i velfærden og et opgør med de ulighedsskabende reformer. Det er virkelig nogle vigtige brikker i det her.

Pernille Skipper og Enhedslisten gik til valg på at bekæmpe fattigdom. Derfor er de ikke helt glade for, at der ikke er fundet en løsning netop her - endnu:

- I dag går jeg lidt med en knude i maven, når det kommer til kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Der er over 60.000 børn, der lever i fattigdom, og masser uden børn, der lever i fattigdom, hvor de må mangle helt basale ting, som vi andre tager for givet. Det er ikke lykkedes at få afskaffet fattigdomsydelserne fuldstændigt, mens vi venter på en kommission, og det er jeg rigtigt ked af, siger Pernille Skipper.

I aftaleteksten er det nedfældet, at en kommission i løbet af de næste 12 måneder skal give et bud på, hvordan netop integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet kan indrettes. Enhedslisten har dog fået lovning på, at familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet, får en økonomisk kompensation i den mellemliggende periode. Og det glæder Pernille Skipper.