Nyheder

Hunde bruger bevidst øjnene til at manipulere mennesker, viser studie

Hunde har over tid udviklet 'hundeøjne' for at give mennesker lyst til at passe på dem og holde af dem, viser studie.

Hunde kan sende bedende blikke, der er fulde af følelser og komplet uimodståelige for mange mennesker. 'Hundeøjne', kalder vi dem.

Og faktisk er der en dybere mening med hundenes blikke. Hunde har nemlig over tid udviklet evnen til at lave udtryksfulde øjne for at kunne manipulere mennesker til at vise omsorg og passe på sig.

Det har forskere fra University of Portsmouth fundet ud af, fremgår det af et studie offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Evolutionær tilpasning

Forskerne har fundet ud af, at hunde har nogle muskler omkring øjenbrynene, som ulve eksempelvis ikke har.

Musklerne gør, at hunden kan løfte det inderste af øjenbrynet. Ifølge forskerne fremkalder brynløftet en trang i mennesker til at passe på hunden, fordi det får dens øjne til at virke større og ligne et spædbarns øjne.

-

Forskerne konkluderer, at musklerne er en evolutionær tilpasning, fordi hunden har behov for menneskets omsorg for at overleve.

- Det giver hunde, der bevæger deres øjenbryn mere, en fordel over andre, og det forstærker hundeøjne-trækket i fremtidige generationer, siger dr. Juliane Kaminski, der er leder af forskningen, ifølge Science Daily.

Hendes tidligere forskning har vist, at hunde bevæger deres øjenbryn signifikant mere, når mennesker kigger på dem, i forhold til når ingen mennesker kigger på dem.

Brugt til jagt og vagt

Men det er ikke udelukkende hundens søde øjne, der oprindeligt har ført dyret og mennesket sammen. Mennesker har haft brug for hundens egenskaber som jagthund, vagthund og trækhund, forklarer Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.

- Selvom vi har selekteret efter dens brugsegenskaber, har vi nok også underbevidst selekteret efter de individer, som har haft det udtryk, som appellerede mest til os, siger hun.

Lise Lotte Christensens golden retriever Cirka på besøg studiet hos i News og Co. på TV 2 News.

Hvis din hund sender dig hundeøjne, kan det ifølge Lise Lotte Christensen være et signal om, at den gerne vil have din opmærksomhed. Du bør derfor lige overveje, om du har gået tur med den, givet den nogle spændende opgaver og nok opmærksomhed.

- I virkeligheden prøver den at tage kampen op mod vores smartphones. Hunden er et flokdyr, og den vil gerne være sammen med dig. Vi bruger nok alt for lidt tid sammen med vores hunde, og den bruger bare den lille fordel, den har, ved at sende os nogle øjne, der siger: "Hey, vil du ikke være sammen med mig?", siger adfærdskonsulenten.