Mursi er død | Bypark på Vesterbrogade | Protestleder løsladt

16x9
Demonstranter trodsede igen søndag de høje temperaturer på Hongkongs gader. Foto: Sam Yeh / Ritzau Scanpix

I dag fik vi årets femte sommerdag, og der er mere godt vejr på vej.

Kollegerne på TV 2 Vejret lover nemlig rigtig varme temperaturer de næste dage. Hvis det kan få dig til at hoppe i havet, så skulle du måske lige læse denne artikel om de danske badestrande, der er så uhygiejniske, at du skal holde dig på land. Og dermed velkommen til ugens første nyhedsoverblik.

Mohamed Mursi er død

Den tidligere præsident i Egypten Mohamed Mursi døde pludseligt i dag efter et ildebefindende ved et retsmøde. Ifølge egyptisk stats-tv besvimede han og blev efterfølgende erklæret død.

Mursi blev præsident som følge af Det Arabiske Forår i 2012, men efter blot 14 måneder ved magten blev han fjernet af generalen Abdel Fattah el-Sisi. Siden har han været brugt af regimet som et mål for ekstrem kritik, og han har siddet i fængsel i årevis anklaget for blandt andet at beordre drab på modstandere og for at udlevere statshemmeligheder til Qatar.

Mohamed Mursi skulle have været Egyptens redningsmand efter oprøret i 2012, men hans præsidentperiode blev kort.
Mohamed Mursi skulle have været Egyptens redningsmand efter oprøret i 2012, men hans præsidentperiode blev kort. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

Sidstnævnte fik han en livstidsdom for i 2016, og et panel af britiske advokater og parlamentsmedlemmer fastslog i marts sidste år, at Mursi blev holdt under forhold, der kan klassificeres som tortur.

Ifølge Mursis sønner er eks-præsidentens helbred blevet løbende dårligere under indespærringen, men det vides endnu ikke, om forholdene har været en faktor i hans død. Mohamed Mursi blev 67 år.

Demonstrationer fortsætter i Hongkong

De enorme protester i Hongkong fortsatte i weekenden. Søndag anslås det, at omkring to millioner mennesker var på gaden for at protestere mod øget kinesisk indflydelse i byen.

Og det ser ikke ud til, at demonstrationerne er på vej væk. Tværtimod har bevægelsen fået en ny mand at samle sig om. I dag blev protestlederen Joshua Wong løsladt fra fængslet, og han har allerede opfordret til, at demonstrationerne skal fortsætte.

22-årige Joshua Wong har siddet i fængsel af flere omgange, siden han var 17. Han er en kendt modstander af kinesisk indflydelse i Hongkong.
22-årige Joshua Wong har siddet i fængsel af flere omgange, siden han var 17. Han er en kendt modstander af kinesisk indflydelse i Hongkong. Foto: Isaac Lawrence / Ritzau Scanpix

Den konkrete årsag til folkets vrede er et forslag til en udleveringslov, der vil gøre det muligt for Hongkongs indbyggere at blive udleveret til Kina for at blive retsforfulgt. Noget, som indbyggerne ser som et farligt skridt mod mere kinesisk kontrol i byen.

Hongkong var under britisk herredømme indtil 1997, og byen er nu officielt en del af Kina, men med en meget høj grad af selvstyre. Dette selvstyre mener mange i Hongkong imidlertid er under angreb af regeringen i Beijing, og det her er langt fra første gang, borgerne har vist utilfredshed med det, der blev tolket som kinesiske forsøg på at underminere byens status.

Demonstranterne forlanger nu, at Hongkongs øverste politiske leder, Carrie Lam, går af. Hun er udpeget af styret i Beijing.

Britta Nielsen skal for retten til oktober

Britta Nielsen, der her ses i retten i Johannesburg i Sydafrika, skal i Københavns Byret 24. oktober.
Britta Nielsen, der her ses i retten i Johannesburg i Sydafrika, skal i Københavns Byret 24. oktober. Foto: Phill Magakoe / Ritzau Scanpix

En af de mest spektakulære svindelsager i danmarkshistorien er nu blevet berammet ved Københavns Byret. Britta Nielsen, der er anklaget for at have stjålet 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen, skal for retten i otte dage. Første gang 24. oktober.

Hun er tiltalt for groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk i forbindelse med sit arbejde i Socialstyrelsen. Anklageren vil forsøge at bruge en særlig paragraf, der kan udvide strafferammen med 50 procent - dermed kan den 65-årige kvinde få op til 12 år bag tremmer.

Britta Nielsen menes at have brugt sin position i Socialstyrelsen til at overføre det svimlende millionbeløb til sig selv. Anklagerne har fundet hele 298 overførsler, som skulle vise netop dette - at Britta Nielsen har tastet sine egne kontonumre ind i stedet for de rigtige modtageres. Bedrageriet skulle have fundet sted fra 1997 til 2018.

Også Britta Nielsens tre børn er sigtet i sagen, mistænkt for at have brugt løs af de stjålne penge. Der er dog ikke rejst tiltale mod dem endnu, og de nægter sig alle skyldige. Britta Nielsen har endnu ikke meldt ud, hvordan hun forholder sig til tiltalen mod hende.

Læge får syv års fængsel for voldtægt

Vi bliver i retssystemet, for i dag er der faldet dom over den 32-årige læge Jack Hou ved Københavns Byret. Han er dømt skyldig i at have voldtaget to kvinder og blufærdighedskrænket en række andre.

Jack Hou stjal bedøvelsesmidlet halcion fra det hospital i hovedstadsområdet, han arbejdede på, og det brugte han i to tilfælde til at bedøve kvinder, han havde mødt i det københavnske natteliv. Da de ikke længere var i stand til at gøre modstand, voldtog han dem og filmede sine ugerninger.

Jack Hou har desuden filmet flere andre kvinder, mens de frivilligt havde sex med ham. Kvinderne vidste imidlertid ikke, at de blev filmet, og derfor er han også dømt for blufærdighedskrænkelser.

Foruden de syv års fængsel er han dømt til at betale erstatning til ofrene, og han har mistet retten til at virke som læge. Jack Hou ankede dommen til frifindelse på stedet.

Tivoli vil lave Vesterbrogade om til bypark

Tivolis grønne visioner for Vesterbrogade i København.
Tivolis grønne visioner for Vesterbrogade i København. Foto: Tivoli/Gehl

En af de mest trafikerede gader i København skal laves om til en park. Sådan lyder forslaget fra Tivoli, som vil omdanne det stykke af Vesterbrogade, der går forbi forlystelsesparken, til et grønt område.

Projektet er i et meget tidligt stadie, og en stor del af finansieringen skal findes ved fonde, og den del er endnu ikke på plads. Men Københavns Kommune er positiv.

- Jeg siger aldrig nej til nye træer i København. Slet ikke sådan en park. Det kan jo give en helt ny spændende måde at forbinde Rådhuspladsen og Tivoli på, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), til TV 2.

En af de store udfordringer, ud over finansieringen, bliver at finde en ny løsning for trafikken. Det pågældende stykke af Vesterbrogade er nemlig ekstremt trafikeret og ligger lige i hjertet af København mellem Rådhuspladsen og Hovedbanegården.

Der er da heller ikke sat en tidshorisont på projektet endnu. Næste skridt er at videreudvikle planerne med input fra borgere og myndigheder.