Valg 2019

Mette Frederiksen er positiv efter endnu en dag med regeringsforhandlinger

Hvad skete der? Forhandlingerne mellem de røde partier fortsatte på Christiansborg.

Hvornår? Runden af forhandlinger begyndte klokken 11 og sluttede omkring klokken 14.30.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Mette F. er positiv efter dagens forhandlinger

- Jeg tør ikke sige om, vi er kommet tættere på, men drøftelserne er gode, og jeg synes, det begynder at vise sig tydeligere og tydeligere, hvad det her flertal kan, siger forhandlingsleder Mette Frederiksen efter søndagens regeringsforhandlinger.

S-formanden bekræfter, at der er uenighed om reduktionsmålet for drivhusgasser, hvor Socialdemokratiet har foreslået 60 procent i 2030, mens de tre andre partier kræver 70 procent. Mette Frederiksen er enig i, at vi skal op på 70 procent, men ingen har anvist, hvordan vi opnår det i 2030, siger hun. Overordnet er hun dog meget positiv i forhold til forhandlingerne.

- Vi er gået væk fra det, man kan kalde temadrøftelser, og nu er det den samlede tegning, vi sidder og drøfter. Så det ser godt ud, siger forhandlingslederen.

SF er ude igen: - Det bevæger sig fremad

SF er kommet ud af forhandlingslokalet igen, og dermed er alle partier nu igennem dagens planlagte forhandlinger.

- Det bevæger sig fremad. Jeg synes faktisk, det er meget progressivt, lyder det fra partiformand Pia Olsen Dyhr.

Hun fremhæver især området med minimumsnormeringer i daginstitutionerne som et sted, hvor parterne kommer tættere på hinanden. Det har længe været en mærkesag for SF, mens Socialdemokratiet ikke har minimumsnormeringer med i partiprogrammet.

- Udfodringen er jo, at sidst vi sad i regering sammen, sendte vi faktisk penge ud i kommunerne, men så blev de ikke brugt på flere voksne, men legepladser og andet. Så det skal vi have sørget for denne gang, for det er mere personale, der er brug for, siger Pia Olsen Dyhr.

SF vil hæve arbejdsmarkedsbidraget

SF's forhandlere er nu ankommet til forhandlingslokalet, hvor formand Pia Olsen Dyhr understregede, at SF er klar til at kæmpe for partiets mærkesager - herunder den grønne omstilling, som SF vil finansiere ved at hæve arbejdsmarkedsbidraget.

Konkret skal det hæves med 0,4 procentpoint for de fleste danskere, men med et helt procentpoint for dem, der tjener over en million kroner årligt. Det skal udgøre det, SF kalder for en klimakonto.

- Det bliver dyrt og udfordrende at nå de mål, vi gerne vil sætte, understreger SF-formanden.

Enhedslisten fremsætter nyt integrationsforslag

Enhedslistens forhandlere er nu kommet ud af forhandlingslokalet, og politisk ordfører Pernille Skipper oplyser nu, at partiet havde et nyt forslag med til Mette Frederiksen.

 

Forslaget går ud på, at uddannelse skal tælles med, når udlændinge skal optjene til permanent ophold.

 

- Det er jo uretfærdigt, at man er nødt til at droppe ud af sin uddannelse og tage et ufaglært job for at få permanent ophold. Det skader integrationen og kan jo endda tage jobs fra andre, der har mere brug for dem, siger Pernille Skipper.

 

Hun fortalte, at hun "ikke er helt ødelagt" af Mette Frederiksens reaktion, men at der også er lang vej til enighed.

 

- Det er en vigtig ting i de her forhandlinger for os, at de mennesker der er i Danmark skal have de bedste muligheder for at bidrage til samfundet, fastslår Pernille Skipper.

Østergaard: Ambitioner på alle områder

 

Den radikale gruppe er nu kommet ud af forhandlingslokalet igen, og vanen tro ville politisk leder Morten Østergaard ikke gå i detaljer med forhandlingerne.

- Jeg kan kun sige, at vi har drøftet ambitionsniveauet på det grønne område, hvor vi jo har en velkendt uenighed, siger han med henvisning til, at socialdemokraterne har et lavere mål for CO2-reduktion end de andre røde partier.

De radikale, Enhedslisten og SF vil reducere udledningen med 70 procent i 2030, mens Socialdemokratiet blot vil reducere med 60 procent.

- Vi tror på, at vi kun når 70 procent, hvis vi rækker ud efter det. Vi skal have ambitioner på alle områder, understreger Morten Østergaard.

Skipper: Der er store uenigheder på afgørende punkt

 

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er nu ankommet til forhandlingslokalet, hvor hun skal forhandle med socialdemokraterne som den næste. Skipper fremhæver Danmarks reduktionsmål som et punkt, hvor partiet er meget uenig med den kongelige undersøger.

Enhedslisten kræver nemlig et mål om, at Danmarks CO2-udledning skal være reduceret med 70 procent i 2030, hvilket ville leve op til kravene i Paris-aftalen. Socialdemokratiet har derimod et mål om 60 procents reduktion.

- Det er rigtig afgørende for os, at vi lever op til Paris-aftalen. Og den her forskel er virkelig stor, og det er store uenigheder, vi skal diskutere, siger Pernille Skipper.

Hun betegner reduktionsmålet som det første skridt i diskussionen om klima, og først når det er på plads, giver det mening at lade snakken gå meget videre.

- Og når vi så når det punkt, så har vi selvfølgelig en masse konkrete forslag til, hvordan vi når derhen, lyder det fra Pernille Skipper.

De radikale vil smide afgifter på flyselskaberne

 

De radikale stiller i dag med tre forhandlere, Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard. Partiet er klar til at diskutere især klima, velfærd og uddannelse bag døren til forhandlingslokalet.

- Vi skal have løftet ambitionsniveauet. Det grønne område er meget bredt, og vi skal hele vejen rundt, siger Morten Østergaard og fremhæver især én type afgift som en måde at finansiere den grønne omstilling på:

- Vi vil gerne lægge en afgift på flyenes brændstof, så vi kan belønne dem, der flyver grønt. Det skal være et konkurrenceparameter for flyselskaberne.

Mette F: Vi starter med det mest opmuntrende

 

Mette Frederiksen og Nicolai Wammen er nu i forhandlingslokalet sammen med de radikales forhandlere.

- Vi starter med klima, miljø, natur og drikkevand. Det er faktisk det mest opmuntrende i forhandlingerne, at danskerne har stemt på et flertal, der virkelig kan rykke noget der. Vi kan virkelig gøre Danmark til et af de grønneste lande i verden, siger Mette Frederiksen på vej ind i lokalet.

Ikke mindst opgaven med at finansiere den grønne omstilling skal vendes.

- Det var jo ikke det, vi talte mest om i valgkampen, understreger den kongelige undersøger.

Velkommen til nye forhandlinger

Efter en lang forhandlingsdag på Christiansborg i går, så starter partierne lidt senere i dag. De radikale møder op om lidt for at forhandle fra 11 til 12. Derefter er det Enhedslisten, der skal ind fra 12 til 13, og SF runder af fra 13 til 14.

 

Det vides ikke, om partierne skal forhandle i flere runder ligesom i går, eller om det er begrænset til de tre timer i dag.