Nyheder

Dagens nyheder 16. juni

Vi giver dig dagens nyheder, mens de sker. Du kan tippe TV 2s journalist på livecenter@tv2.dk.

Norsk turistindustri vil begrænse antallet af krydstogtskibe

Den norske landsforening NHO Reiseliv, hvis medlemmer er inden for blandt andet turistindustrien, ønsker, at trafikken med krydstogtskibe til norske byer begrænses for at undgå problemer med masseturisme. Det siger direktør Kristin Krohn Devold til TV 2 Norge

Dansker vinder borgmestervalg i tysk by

Claus Ruhe Madsen med et Rostock-flag.

Danske Claus Ruhe Madsen er søndag blevet valgt til overborgmester i den nordtyske by Rostock. Det skriver NDR. Han bliver den første overborgmester i en tysk by uden tysk statsborgerskab. 

Audi stak af fra politiet mod færdselsretningen på motorvej

Syd- og Sønderjyllands Politi har både lørdag og søndag eftersat den samme Audi A6, som begge gange er undsluppet. Søndag eftermiddag stak føreren af fra politiet og kørte mod færdselsretningen på motorvejen. Det skriver JyskeVestkysten.

Israel har indviet Trumphøjderne

Benjamin Netanyahu indvier Trump-højderne.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har søndag indviet en bosættelse i Golan opkaldt efter Donald Trump. Den har fået navnet Ramat Trump - Trumphøjderne. Det sker, to måneder efter at Trump anerkendte Israels suverænitet over Golanhøjderne.

Hagl så store som bordtennisbolde har ødelagt franske afgrøder

Vinmarker og frugtplantager er ødelagt af kæmpehagl.

Landsmænd i Sydfrankrig har lidt store tab, efter at en haglstorm lørdag eftermiddag ramte med hagl så store som bordtennisbolde. Landbrugsminister Didier Guillaume siger ifølge AFP, at staten vil erklære situationen for en naturkatastrofe, hvilket vil udløse forsikringspenge og anden hjælp til landmændene.

Fuglsang vinder stort etapeløb

Danske Jakob Fuglsang har vundet det franske etapeløb Critérium du Dauphiné efter løbets ottende og sidste etape. I 2017 vandt han samme løb, der er et vigtigt optakstløb til Tour de France.

Regering undskylder efter protester i Hongkong

Også i dag er der demonstrationer i Hongkong.

Regeringen i Hongkong har nu undskyldt for dens håndtering af et lovforslag om udlevering til Kina. Det sker efter flere dages protester, der lørdag førte til, at lovforslaget blev suspenderet, skriver Reuters.

Person fundet død efter brand

Politi og brandvæsen fik anmeldelsen om branden på Slagelse Landevej klokken 09.25.

En person er fundet død i et stuehus, der søndag morgen brød i brand i Vemmelev på Vestsjælland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse. Liget er ikke identificeret.

Forsvundet dreng fundet igen

En lille dreng blev tidligere i dag meldt eftersøgt af Sydsjællands Politi, efter han var forsvundet fra en legeplads. Både han og en eftersøgt mand på omkring 18 år er nu fundet igen i god behold, oplyser politiet på Twitter.

Politiet efterlyser vidner efter eksplosion

Københavns Vestegns Politi søger nu vidner til en eksplosion på et autoværksted på Vejlesvinget 2 i Vallensbæk i nat. Politiet antager nemlig, at der ligger en kriminel handling bag eksplosionen, som forårsagede stor material skade. Ingen personer kom til skade.

Beredskabet søger lille dreng med drone

En dreng på tre-fem år er forsvundet fra en legeplads i Næstved, og nu oplyser Beredskabsstyrelsen, at de deltager i eftersøgningen med to mand og en drone. Drengen er muligvis sammen med en mand på omkring 18 år, der er mentalt tilbagestående og muligvis asiatisk af udseende.

48 millioner mennesker uden strøm

Store dele af Sydamerika er ramt af massive strømnedbrud, der betyder, at mindst 48 millioner mennesker lige nu er uden strøm. Det gælder hele Argentina og Uruguay, mens dele af Brasilien og Paraguay efter sigende også er ramt. Det skriver BBC.

Stig Grenov forlænger orlov

Kristendemokraternes landsformand, Stig Grenov, forlænger sin fire uger lange orlov fra formandsposten indtil partiets landsmøde 12.-13. oktober. På landsmødet skal en ny formand vælges, hvor Stig Grenov tidligere har anbefalet, at man vælger den politiske næstformand Isabella Arendt.

Lille dreng forsvundet fra legeplads

En udenlandsk dreng på 3-5 år er forsvundet fra legepladsen Nøddehegnet i Næstved, og han efterlyses nu sammen med en mand på omkring 18 år, der formentlig er mentalt tilbagestående. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Den 18-årige er muligvis asiatisk af udseende.

Netanyahus kone dømt for misbrug af offentlige midler

Sara Netanyahu i retslokalet søndag morgen.

Sara Netanyuha, der er gift med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er blevet dømt skyldig i misbrug af offentlige midler. Det skriver AFP. Hun har efter sigende sagt ja til et forlig.

Myndigheder kaldt til stor brand - kan være sket noget kriminelt

En landejendom på Slagelse Landevej står søndag i flammer. Redningsfolk og efterforskere er på vej til stedet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Det er usædvanligt, at efterforskere bliver kaldt til en brand så tidligt i forløbet, men politiet er i tvivl om, hvorvidt der er foregået noget kriminelt på stedet. Derfor bliver der startet en efterforskning op med det samme, fortæller vagtchef Kent Edvardsen.

Grænsekøbmand Hans Frede Fleggaard er død

Her ses Hans Frede Fleggaard ved sin tidligere gesjæft, hvor han solgte radio og tv.

Grænsekøbmanden Hans Frede Fleggaard er død. Han blev 85 år gammel. Det skriver Ekstra Bladet. I en skriftlig kommentar til avisen skriver administrerende direktør i Fleggaard, Jens Klavsen, at han døde lørdag efter flere blodpropper i hjernen.

Indien indfører told på amerikanske varer

Indien vil med virkning fra søndag lægge told på 28 amerikanske varer som reaktion på, at USA i begyndelsen af juni fjernede Indien fra en liste over lande, som har særlige gunstige forhold i samhandlen med USA.

Protester begynder igen i Hongkong

Demonstranter har igen samlet sig i byen Hongkong, hvor protester over en udleveringslov med Kina har domineret byen i flere dage. I går blev loven suspenderet, men demonstranterne vil have den helt skrottet, før de stopper deres protester.