Royal Run

Royal Run vender tilbage i 2020

Kronprins Frederik løber One Mile under Royal Run i Aarhus mandag 10. juni 2019.

Byerne Sønderborg, Aabenraa og Haderslev er i spil til næste års motionsløb.

Motionsløbet Royal Run vender tilbage i 2020, hvor det vil blive afholdt i Sønderjylland.

Det fortalte kronprinsen, da han havde taget imod sine fire børn, da de kom i mål efter at have gennemført familiemilen – 1609 meter – i København.

- Jeg tror bestemt, at der kan blive et Royal Run næste år. Hvis man spørger folk her, tror jeg, at de vil sige: Ja, kom med det, kom med det, sagde kronprins Frederik, der også afslørede, at Sønderjylland er i kikkerten.

Kronprins Frederik sagde, at der kommer et Royal Run næste år, hvor Kronprinsen vil have løbet til Sønderjylland.

Det bekræfter Jakob Larsen, der er direktør i Dansk Atletik Forbund, der er blandt arrangørerne af løbet.

- Det er et spørgsmål om at bringe løbet og den royale kontekst hen til en del af landet, hvor vi ikke har været endnu, og hvor der formentlig vil være meget stor interesse og opbakning, siger han.

Kronprinsparrets børn gennemførte familiemilen - 1609 meter - i København.

I 2020 er der 100 års jubilæum for genforeningen, hvor Sønderjylland blev genforenet med Danmark, og det er netop grunden til, at løbet skal finde sted her.

Ifølge kronprinsen er Aabenraa, Haderslev og Sønderborg i spil, og han regner selv med at deltage.

Begyndte med 50-årsfødselsdag

Royal Run opstod i 2018, fordi kronprinsen havde en drøm om at fejre sin 50-årsfødselsdag på en aktiv måde sammen med danskerne. Han var så tilfreds med resultatet, at succesen blev gentaget i 2019.

I 2018 blev der løbet i landets fem største byer, Aalborg, Aarhus, Odense, Esbjerg og København. I 2019 kunne man løbe en mile (1609 meter), fem kilometer eller ti kilometer i Aarhus, Aalborg, Rønne og København.

Kronprins Frederik har ikke selv løbet i år, fordi han har en diskusprolaps i ryggen. Han gik i stedet one mile i Aarhus og cykler ti kilometer i København.

Royal Run arrangeres af Bevæg dig for livet, og bagved står DIF, DGI og Dansk Atletik Forbund. Royal Run støttes af Nordea-fonden, TrygFonden og Novo Nordisk Fonden. TV 2 er mediepartner.