Nyheder

LA-gruppe peger på ny politisk leder

LA har stået uden leder, siden Anders Samuelsen trådte tilbage efter det katastrofale folketingsvalg, hvor partiet gik fra tretten til fire mandater.

Det nyudnævnte folketingsmedlem Alex Vanopslagh ligner efterhånden en ny politisk leder i Liberal Alliance.

Partiets tre øvrige folketingsmedlemmer Henrik Dahl, Ole Birk Olesen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille har alle udtalt, at de vil støtte den 27-årige vestjyde, der onsdag blev valgt ind i Folketinget for første gang.

Det er de siddende medlemmer af Folketinget, der beslutter, hvem der er partiets politiske leder, og de virker altså til at være ret enige.

- Alex har ført en formidabel valgkamp i Vestjylland, han er en ægte liberal, og han kan engagere både medlemmer og vælgere. Hjertet på rette sted, evne til at formidle et budskab og i stand til at få folk omkring sig til at bakke op - det er opskriften på en rigtig LA-leder, skriver Ole Birk Olesen lørdag på Facebook.

Og han bakkes op af både Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Henrik Dahl, der begge har givet udtryk for, at de vil bakke op om det nyvalgte medlem.

Altså virker det til, at det er op til den unge vestjyde selv at beslutte, om han vil være politisk leder i partiet.

Joachim B. Olsen afviser at være i kulissen

Tidligere fredag lød det, at kræfter i partiet ville køre Joachim B. Olsen i stilling som politisk leder i Liberal Alliance – det var til trods for, at han altså ikke opnåede genvalg ved folketingsvalget i onsdags.

Alex har talentet og evnerne. Han har min fulde opbakning

Joachim B. Olsen

Men det har ifølge ham selv ingen gang på jorden, og i et opslag på Facebook skriver han fredag:

- Jeg havde egentlig håbet, at jeg ikke skulle kommentere på den proces, som foregår i LA nu. Derfor sagde jeg ingen kommentarer, da jeg blev ringet op. Men det tolkes der også på, skriver han og fortsætter:

- Så lad mig slå fast: Jeg mener, at Alex Vanopslagh skal være politisk leder af Liberal Alliance. Alex har talentet og evnerne. Han har min fulde opbakning.

Ungdomsorganisationens mand

Det er ikke kun Joachim B. Olsen, der har det nyvalgte folketingsmedlem som favorit. Fredag var også partiprofil Henrik Dahl ude og støtte ham, ikke mindst, fordi han selv følte sig for gammel.

Derudover er den tidligere landsformand i Liberal Alliance Ungdom Alex Vanopslagh, der har siddet i Københavns Borgerrepræsentation siden 2017, den oplagte mand til at samle partiet og landet, hvis man spørger den nuværende landsformand, Signe Bøgevald Hansen.

- Han vil være god, da han ikke er fedtet ind i alt det her regeringssamarbejde og de mange ultimative krav, der har gjort, at vælgerne har mistet tiltroen til Liberal Alliance. Han har fået et godt valg i Vestjylland og er valgt ind i borgerrepræsentationen i København. Og samtidig formår han at sætte nogle af de værdidagsordener, der tidligere har gjort Liberal Alliance meget populær blandt de unge, siger hun.