Valg 2019

Hvem skal lede landet? Forhandlingerne er i gang

Hvad skete der? I dag indledtes regeringsforhandlingerne, som spås at blive svære. Mette Frederiksen (S) ledte forhandlingerne sammen med Nicolai Wammen (S) og Henrik Sass Larsen (S).

Hvem forhandlede de med? Alle partier samt de færøske folketingsmedlemmer har fået tid ved forhandlingsbordet.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Mette F. efter forhandlinger: Der er en masse, der bliver svært

 

Forhandlingerne på Christiansborg er færdige for i dag, og den kongelige undersøger, Mette Frederiksen, er nu kommet ud af lokalet.

- Det har været en god dag. Jeg holder utroligt meget af valgkamp, men der bliver fronterne også tegnet hårdt op. Så det var dejligt at opleve, at der i dag har været en konstruktiv tone fra alle, siger hun.

Hun beskriver dagen i dag som "den lette, mere formelle" forhandlingsdag, og i morgen vil hun tage fat på forhandlinger om klima, miljø og natur.

- Det er for mig at se et af de vigtigste resultater fra valget, at danskerne ønsker fokus på klimaområdet, så der starter vi, siger Mette Frederiksen.

Selvom både røde, grønne, blå og gule partier har været konstruktive i løbet af dagen, så erkender den kongelige undersøger, at det ikke bliver en hurtig omgang at få stablet en regering på benene.

- Der er en masse, der bliver svært. Jeg kan se konturerne af et Folketing, der kan samarbejde, men der er lang vej igen.

Østergaard: - Hvis det skal foregå i det her tempo, kommer det til at tage noget tid

 

Forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og de radikale er slut for i dag, og ifølge den radikale leder Morten Østergaard, så blev alle knasterne ikke ligefrem løst på den lille time.

- Hvis det skal foregå i det her tempo, så kommer de her forhandlinger til at tage noget tid. Vi fik en kop kaffe og en god snak, men ikke meget mere end det, siger han.

Mette Frederiksen har ryddet sin sommer til forhandlinger, og det er Morten Østergaard også klar på, hvis det bliver nødvendigt.

- En sommerferie med Mette - hvad mere kunne man ønske sig, siger han.

Morten Østergaard bekræfter, at de forhandler videre på Christiansborg i morgen.

- Og så er vi klar til at komme dybere ned i tingene.

Alex Vanopslagh vil ikke kommentere mulig lederrolle

TV 2 har nu været i kontakt med Alex Vanopslagh, der af mange ses som favoritten til rollen som politisk leder i Liberal Alliance efter Anders Samuelsens afgang. Det 27-årige nyvalgte folketingsmedlem ville dog ikke kommentere processen med at finde en ny leder.

 

Partiets folketingsgruppe, der udover Vanopslagh består af Ole Birk Olesen, Henrik Dahl og Simon Emil Ammitzbøll-Bille skal på et endnu ukendt tidspunkt holde et møde, hvor det skal besluttes, hvem der skal være leder.

 

Årsagen til, at Vanopslagh ses som favoritten er, at Ole Birk Olesen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille direkte har afvist at være politisk leder, mens Henrik Dahl har anbefalet Alex Vanopslagh.

De radikale er nu til forhandling

 

Forhandlerne fra Radikale Venstre, Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen, er netop gået ind i forhandlingslokalet for at tage hul på snakken med Mette Frederiksen og hendes udvalgte løjtnanter, Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen.

- Det, der bliver spændende i dag er at høre, hvad vil Mette Frederiksen og Socialdemokratiet med Danmark og med det mandat, danskerne har givet et nyt Folketing. Vi kommer i forventning om, at vi nok skal blive enige, så vi kan få en regering, vi kan holde af, siger Morten Østergaard på vej ind i forhandlingslokalet.

Lyn-analyse

Det bliver interessant, fordi de radikales er åbenlyst nogle af de mandater, Mette Frederiksen har brug for.

Der er modsatrettede krav fra de tre støttepartier, hun har brug for - Enhedslisten, SF og de radikale. De skal have talt sig til rette og have fundet en politisk linje.

De kommer til at mødes masser af gange, og det kan tage både dage, uger og op mod en måned, før vi har en ny regering.

Men alle parterne er håbefulde og tror på, der kan findes en løsning.

 

Søren Pape Poulsen er ude igen - nu venter vi på de radikale

 

Den konservative leder, Søren Pape Poulsen, er nu færdig med det, han selv kaldte for "et høflighedsvisit" hos den kongelige undersøger.

- Det kom der en rigtig god snak ud af. Der er mange områder, vi godt kan lave politik sammen på, siger Pape og fremhæver især rets- og klimapolitik.

Næste og sidste parti hos Socialdemokratiet er de radikale - ifølge planen kommer de klokken 19, men tidsplanen har ikke været helt pålidelig indtil nu, så det kan blive tidligere.

Søren Pape Poulsen: Det er et høflighedsvisit

De konservatives leder, Søren Pape Poulsen, er lige nu i forhandlingslokalet med Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen. Det fortæller TV 2s Hans Redder, der er posteret ved døren.

 

- Jeg vil lytte til, hvad hun har at sige. Det er rigtig fint, at alle partier bliver inviteret. Men det er jo et høflighedsvisit, vi skal ind på, sagde Pape på vej ind.

Radikale har fået kæmpe fremgang i ghettoer

Den hårde retorik om udlændinge har fået mange flere i landets ghettoområder til stemmeboksen. Og her har de især sat kryds ved Radikale Venstre, viser tal fra en række stemmesteder i ghettoer i både Aarhus, København og Odense.

 

Her kan du se tallene fra Gellerupparken:

 

 

Mange steder er de radikale gået fra en tilslutning på under fem procent til over 30. Og tallene bliver tolket sådan, at det er de meget indvandrerkritiske partier på den yderste højrefløj, der har fået folk til at frygte for dem selv og deres børn.

Konservative skal forhandle 18.20

Lige nu forventer vi, at de færøske partier er inde hos Mette Frederiksen, men ellers er der lidt lavvande i forhandlingerne de næste timer. De konservative skal forhandle klokken 18.20 efterfulgt af de radikale klokken 19. Vi forventer altså ikke de store begivenheder inden da.

Liberal Alliance er ude igen

Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance er færdige med forhandlingerne med den kongelige undersøger. De rejste bekymringen om, at en regering støttet af rød fløj gør det "meget dyrt at være dansker".

Liberal Alliance er inde hos Mette Frederiksen

Midt i den store nyhed fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille om, at han ikke vil være politisk leder for Liberal Alliance, så skylder vi lige at nævne, at han sammen med Ole Birk Olesen nu er inde hos Mette Frederiksen for at forhandle.

 

TV 2s politiske analytiker Hans Redder fastslår imidlertid, at det ikke er vigtige forhandlinger for partiet.

Analytiker: Lidt af et chok - nu er Vanopslagh oplagt

 TV 2s politiske analytiker Hans Redder var til stede på Christiansborg, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille ganske uventet meddelte, at han ikke vil være leder af Liberal Alliance.

 

Lyn-analyse

Det var lidt af et chok. Simon Emil Ammitzbøll-Bille var jo i den grad kronprinsen, og Anders Samuelsen har hele tiden sagt, at han skal tage over. Men det har det her katastrofale valgnederlag ændret på. Ammitzbøll erkender, at han også har et ansvar for det. Det bliver interessant, hvem der bliver leder, og hvordan samarbejdsklimaet bliver i den lille gruppe, hvor de tilsynalende ikke er enige. Det er oplagt at tænke på nyvalgte Alex Vanopslagh. Nu er den helt oplagte konkurrent, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, altså ude.

 

Simon Emil Ammitzbøll-Bille vil ikke være politisk leder

Næstformanden i Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, vil ikke overtage ledelsen fra Anders Samuelsen.

- I kan godt finde den gule bjælke frem, for jeg ønsker ikke at blive politisk leder af Liberal Alliance, siger han.

- Liberal Alliance er i stor krise. Vi har mistet en masse gode kolleger. Nu er vi fire mand tilbage, og vi er nødt til sammen med hovedbestyrelsen nødt til at finde ud af, hvordan vi får den rigtige politiske platform, siger han.

Dermed er der tilsyneladende to tilbage i folketingsgruppen, der kan blive leder. Ligesom Simon Emil Ammitzbøll-Bille har Ole Birk Olesen nemlig sagt, at han ikke vil påtage sig rollen. Det efterlader Henrik Dahl og Alex Vanopslagh. Og Henrik Dahl har tidligere i dag sagt, at han peger på Vanopslagh som leder.

Elbæk: En god samtale

Alternativet havde "en oprigtig god samtale" med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen. Det siger politisk leder Uffe Elbæk, der nu er kommet ud fra mødet. 

Selvom han forventer, at forhandlingsleder Mette Frederiksen nu vil bruge krudtet på de partier, der peger på hende som statsminister, så satser han alligevel på flere samtaler med Socialdemokratiet, "når den tid kommer".

- Jeg tror da helt sikkert, vi bliver inviteret til en kop kaffe længere nede af tidslinjen, siger han.

Analytiker: Elbæk gav svar på det store spørgsmål

TV 2s politiske analytiker Hans Redder hæfter sig ved, at Uffe Elbæk holder fast i, at Alternativet på længere sigt skal have statsministerposten.

Lyn-analyse

Jeg var lidt spændt på, hvad Uffe Elbæk ville sige, fordi han forud for valget har gjort meget ud af, at han hverken vil høre til i rød eller blok, han vil selv være statsminister, ellers ville han trække sine mandater ud af ligningen. Det store spørgsmål var så, om han alligevel ville ændre den strategi efter det valgnederlag, som Alternativet unægteligt har lidt. Men det virker til, at det ikke er det, Uffe Elbæk har tænkt sig.

 

Elbæk afviser at danne parlamentarisk grundlag for Mette F.

Alternativet med politisk leder Uffe Elbæk og politisk ordfører Rasmus Nordqvist er nu ankommet til Christiansborg for at forhandle med Mette Frederiksen.

Da Uffe Elbæk torsdag var hos dronningen, pegede han ikke på Mette Frederiksen som kongelig undersøger, men derimod sig selv. Han kan heller ikke se for sig, at Alternativet bliver parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering.

- Med den viden, jeg har i dag, er det helt udelukket, siger han.

Han understreger, at Alternativet vil være ”den frie politiske stemme”, der ikke holder hånden under hverken den ene eller den anden.

Pernille Vermund: - Et meget positivt møde

Efter 35 minutter er Pernille Vermund og Nye Borgerlige ude fra forhandlingerne med Mette Frederiksen igen.

Pernille Vermund sagde på vej ind til forhandlingerne, at Mette Frederiksen "har været utrolig sød," og udmeldingen var lige så positiv, da hun kom ud fra forhandlingerne.

- Det var i hvert fald et både positivt og et meget konstruktivt møde. Jeg er fortrøstningfuld i forhold til udlændingepolitikken. Hun var lyttende - det var en god dialog, siger Pernille Vermund.

Hun understreger, at Nye Borgerlige har tre ufravigelige krav i forbindelse med regeringsdannelsen - og ikke regeringsforhandlingerne.

- Det handler primært om at få løst udlændingepolitikken fra bunden - altså at få et andet asylsystem, hvor vi hjælper i nærområderne. At vi sikrer at udlændinge i Danmark forsørger sig selv, og at kriminelle udlændinge bliver udvist. 

4 ud af 11 forhandlingsmøder er gennemført

Den kongelige undersøger Mette Frederiksen (S) er sammen med Henrik Sass Larsen (S) og Nicolai Wammen (S) i gang med deres femte forhandlingssamtale om, hvordan en kommende regering kan komme til at se ud.

 

Mens Nye Borgerlige netop er mødt op til forhandlingerne, har partierne Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten allerede været til forhandling - meldingen inden frokostpausen fra Mette Frederiksen var kort og godt, at "det går godt."

 

Der er afsat 40 minutter til hvert møde - med 35 minutter er Venstre dét parti, der indtil videre har brugt længst tid i forhandlingslokalet. 

Nu er det Pernille Vermund: - Hun har været utrolig sød

Frokostpausen er forbi, og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige er netop mødt op til forhandlinger med den kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S).

- Jeg har haft et rigtig godt indtryk af Mette Frederiksen under valgkampen. Hun har været utrolig sød og imødekommende overfor mig og Nye Borgerlige. Jeg går ind og satser på at få en konstruktiv snak, siger Pernille Vermund.

Adspurgt understreger Pernille Vermund, at hun kun fra én partiformand har oplevet, at der er blevet lagt luft til hendes partis politik - og det er Lars Løkke Rasmussen, siger hun. Hun påpeger desuden, at der er flere områder, hvor de to partiers holdninger ikke er helt forskellige. Det gælder blandt andet udlændingeområdet:

- Mette Frederiksen har i forhold til tidligere socialdemokrati forståelse for problemerne på udlændingepolitikken. Det kunne også være på decentralisering og afbureaukratisering, som hun har brugt meget energi på. 

Pernille Vermund pegede under dronningerunden torsdag på sig selv som kongelig undersøger.

Forsat uro i LA: Beskylder Henrik Dahl for egoistisk valgkamp

Mens Anders Samuelsen har trukket sig som politisk leder, lever kritikken fortsat internt i Liberal Alliance. Blandt andet fra Christian Lund, der er lokalformand i Assens og næstformand i Fyns Storkreds.

 

- Anders Samuelsen klatrede op i det dér berømte træ, hvor han fik øje på en ministerbil, da han sad deroppe, og så klatrede han ind i den. Det var dér, det startede. Og det er så kulmineret med det her valg, siger han til TV 2 Fyn.

 

Men der er også kritik af folketingsmedlem Henrik Dahl, der førte an i kritikken af ledelsen. Han beskyldes af Steen Holm Iversen, der er byrådsmedlem i Varde, for at være underlødig og føre en egoistisk valgkamp, skriver TV Syd. Til det svarer Henrik Dahl:

 

- Jeg er fuldstændig kold i røven, og tilføjer:

 

- Jeg har kørt en professionel valgkamp med et stort budget, mens Steen har haft et katastrofevalg uden for Varde.

Blå partier bliver måske allerede efter i dag skilt fra

Den kongelige undersøger, Mette Frederiksen, holder i den første forhandlingsrunde samtaler med alle Folketingets partier - også de partier, som ikke har peget på hende som statsminister og kongelig undersøger. Men efter dagens forhandlinger slutter i aften, kan flere partier blive slettet fra gæstelisten, vurderer TV 2s politiske analytiker, Hans Redder.

 

Lyn-analyse

Jeg forventer, at det forholdsvis hurtigt – måske allerede efter i dag – står klart, at de partier, det giver mening for Mette Frederiksen at forhandle videre med, er de partier, der støtter hende som statsminister, hvis de får de rette indrømmelser. Og så bliver det interessant, når Alternativet skal møde op senere i dag – om der har været lidt bevægelse i forhold til, om de kunne overveje at bringe deres mandater i spil for at få noget indflydelse på en Mette Frederiksen-regering.