Trods massiv kritik efter EP-valg - Karsten Hønge er inde
SF fik fremgang på Fyn, men må fortsat nøjes med et enkelt mandat. Med 4.146 personlige stemmer sikrer Karsten Hønge sig pladsen i Folketinget
Det affødte en del kritik, da Karsten Hønge valgte at stille op til Europa-Parlamentet, selvom han i forvejen var en af SF's spidskandidater til Folketinget. Man kan nemlig ikke sidde begge steder. Han affærdigede kritikken med, at han jo ikke vidste, om han ville blive valgt nogen af stederne.
Derfor blev kritikken bestemt ikke mindre, da Karsten Hønge med 19.687 personlige stemmer endte med faktisk at blive valgt ind i Europa-Parlamentet, men alligevel takkede nej til pladsen i Bruxelles allerede dagen efter valget. Han ville nemlig foretrække et have sin arbejdsgang på Christiansborg. Derfor gav han pladsen i Europa-Parlamentet videre til kandidaten med tredje flest personlige stemmer, den 21-årige Kira Marie Peter-Hansen.
- Jeg forstår godt, hvis der er nogen, der er utilfredse og knurrer over det her. Jeg har stor forståelse for, hvis der er nogen, der mener, vi ikke ramte bolden helt rent her, sagde han dengang.
SF går frem på Fyn
Farcen har dog tilsyneladende ikke kostet dyrt for hverken partiet eller Karsten Hønge.
Ved onsdagen valg sikrede SF sig 6,7 procent af stemmerne i Fyns Storkreds - en fremgang på 2,3 procentpoint i forhold til valget i 2015. Fremgangen er dog ikke større, end at partiet fortsat kun får et enkelt mandat i storkredsen.
Længe har det store spørgsmål derfor været, om vælgerne ville straffe Karsten Hønge for sit stunt ved EP-valget og i stedet stemme den anden profilerede, fynske SF’er Line Mørk ind i Folketinget.
I løbet af eftermiddagen er de færdigoptalte personlige stemmer for storkredsen kommet ind, og her står det klart, at Karsten Hønge formår at sikre sig det fynske SF-mandat i sikker stil. 4.146 personlige stemmer er det blevet til, mens Line Mørk må nøjes med 2.878 personlige stemmer. Karsten Hønge kan derfor se frem til at repræsentere fynboerne i Folketinget i yderligere fire år.
Ved valget i 2015 tog Karsten Hønge også SF’s ene fynske mandat. Dengang var det lige foran den tidligere partiformand Annette Vilhelmsen. Dengang fik han 2.647 personlige stemmer i Fyns Storkreds.