Her er rød bloks breve til dronningen

Lars Løkkes Rasmussen har anbefalet dronningen Mette Frederiksen som kongelig undersøger. En anbefaling, hun nu har efterfulgt.

Efter gårsdagens valgnederlag var fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), i formiddag hos dronningen, hvor han indgav regeringens afskedsbegæring.

Herefter følger der ifølge politisk praksis en såkaldt dronningerunde, hvor de nyvalgte partier på skift besøger Amalienborg for at fortælle dronningen, hvem de mener enten skal lede landet, eller hvem de mener skal lede det første forsøg på at danne en ny regering.

Her afleverer partiernes repræsentanter også en seddel, hvorpå der formelt står skrevet, hvad der er deres råd til dronningen.

S ønsker ét-partis regering

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, var den første der, flankeret af partifællen Henrik Dam Kristensen, afgav et bud på, hvem de ønsker som såkaldt ”kongelig undersøger”, der som den første skal have chancen for at lede eller danne en regering.

- Vi har netop været til møde hos hendes majestæt dronningen og hans kongelige højhed kronprinsen. Og vi har der meddelt, at Socialdemokratiet indstiller, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, kan danne en socialdemokratisk mindretalsregering og dermed også i første omgang kan blive kongelig undersøger, sagde Nicolai Wammen, da han kom ud efter mødet.

SF ser ikke S gå enegang

Skal det lykkes Mette Frederiksen at få støtte til en etpartiregering, er hun dog i sidste ende afhængig af støtte fra eksempelvis de andre partier i rød blok. I SF’s brev til dronningen får hun dog ikke opbakning til netop dét.

SF peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger og kan støtte Mette Frederiksen som ny statsminister med den betingelse, at hun danner en regering bestående af flere partier fra rød-grøn blok (S, R, SF, Ø og Å)

Sådan er ordlyden i det brev, som SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og Jacob Mark i eftermiddag afleverede hos dronningen.

Sedlen som Pia Olsen Dyhr i dag afleverede ved dronningerunden.
Sedlen som Pia Olsen Dyhr i dag afleverede ved dronningerunden. Foto: TV 2

Radikale vil have garantier

I det brev, som Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, gav til dronningen, står det klart, at partiet ønsker en forpligtende retning for en ny S-regering.

Radikale Venstre peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger med henblik på at lede forhandlinger om en stabil ny regering, der som forudsætning for sin dannelse har forpligtet sig til at sætte en ny retning for Danmark.

En retning, hvor der skabes et ansvarligt økonomisk grundlag for investeringer i børns opvækst og uddannelse, i en grøn omstilling, der lever op til Paris-målene, og bekæmpelse af fattigdom. Og en retning, som forbedrer integration, værner om alle borgeres rettigheder og styrker Danmarks rolle i Europa og verden.

Sedlen som Radikale Venstres Morten Østergaard i dag afleverede ved dronningerunden.
Sedlen som Radikale Venstres Morten Østergaard i dag afleverede ved dronningerunden. Foto: TV 2

Enhedslisten bakker op

Lidt anderledes var den skriftlige anbefaling, som Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, afleverede. Her får en S-regering støtte opbakning.

Enhedslisten peger på Mette Frederiksen som forhandlingsleder og vil ikke modsætte sig dannelsen af en socialdemokratisk ledet regering, der baserer sig på partierne til venstre i folketingssalen under forudsætning af, at en forhandling om en ny regerings politiske kurs munder ud i et for Enhedslisten acceptabelt resultat.

Sedlen som Pernille Skipper afleverede ved dronningerunden
Sedlen som Pernille Skipper afleverede ved dronningerunden Foto: TV 2

Alternativet stiller sig ikke i vejen

Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, har længe peget på sig selv som statsminister, og det var i dag også fortsat hans anbefaling til dronningen. Han åbner dog på sin vis også døren for en mulig S-regering.

Alternativet peger på Uffe Elbæk som forhandlingsleder. Alternativet anerkender samtidig, at der er et stort flertal i befolkningen, som ønsker Mette Frederiksen som forhandlingsleder. Alternativet vil ikke modsætte sig Mette Frederiksens forsøg på at danne regering under forudsætning af, at denne fører en ansvarlig politik baseret på en grøn, en social og en økonomisk bundlinje.

Sedlen som Alternativets Uffe Elbæk i dag afleverede ved dronningerunden.
Sedlen som Alternativets Uffe Elbæk i dag afleverede ved dronningerunden. Foto: TV 2