Valg 2019

Anders Samuelsen med våde øjne til pressemøde: Går af som leder af Liberal Alliance

Efter et dårligt valg er kritikken haglet ned over Samuelsen, der nu tager konsekvensen og melder sit "definitive farvel til dansk politik".

Anders Samuelsen går af som leder af Liberal Alliance.

Anders Samuelsen, der er stifter af Liberal Alliance, bekræfter torsdag over for Berlingske, at han er færdig som politisk leder efter at have stået i spidsen for partiet i mere end et årti.

- Det er mit ansvar, at vi er endt der, hvor vi er, og der er brug for, at partiet får en mulighed for en ny start. Nu skal partiet videre, og det skal det uden mig.

- Derfor vælger jeg at trække mig. Det har jeg sådan set gjort op med mig selv inden, for vi havde en fornemmelse af, at det kunne ende sådan her. Jeg ville gerne have forladt politik på en anden måde. Men det er altid svært at forlade politik på det rigtige tidspunkt, siger Anders Samuelsen.

Han siger også, at det er et "definitivt farvel til dansk politik", og at Simon Emil Ammitzbøll-Bille bør tage over som leder af partiet.

På et pressemøde torsdag eftermiddag uddyber han, at han tager det fulde ansvar for Liberal Alliances tilbagegang:

Anders Samuelsen fik tårer i øjnene, da han på et pressemøde trådte tilbage som formand for Liberal Alliance.

- Liberal Alliance har lidt et nederlag, og det er mig, der har stået i spidsen. Det ansvar tager jeg på mig, og derfor trækker jeg mig i dag som leder af Liberal Alliance efter ti helt fantastiske år, sagde en tydeligt bevæget Anders Samuelsen.

- Jeg går nu, og jeg ønsker jer alt det bedste i fremtiden, lød det fra Samuelsen, før han måtte tage en pause for at samle sig.

- Og mit liberale hjerte vil altid kæmpe for og tro på, at Danmark faktisk bliver et bedre sted med en lidt mere liberal retning.

Blev kraftigt opfordret til at gå

Liberal Alliance blev den helt store taber ved valget til Folketinget, hvor en nedgang fra 13 til 4 mandater efterfølgende har fået flere partimedlemmer til at kræve Samuelsens afgang.

Den afgående undervisningsminister Merete Riisager (LA) var tidligere på dagen ude og opfordre Anders Samuelsen til at gå af. Og hun er derfor tilfreds med hans beslutning:

- Alle liberale har meget at takke Anders Samuelsen for. Han har skabt en liberal strømning, som har dannet afsæt for en helt ny debat, der har udfordret socialdemokratismen og skabt en helt masse konkrete resultater. Jeg synes, han træffer det rigtige valg i dag på baggrund af det dårlige valg, som Liberal Alliance har fået, siger hun.

Merete Riisager understreger, at trods fortidens gode resultater er det den helt rigtige beslutning, han træffer i dag:

- Det er det, som ansvarlige ledere gør. De tager ansvar for deres beslutninger. Derfor synes jeg, det er al ære værd, det, han gør i dag.

Også udenrigsordfører Henrik Dahl kritiserede tidligere på dagen Anders Samuelsens retning for partiet de seneste år, hvor en række ufravigelige krav om topskattelettelser blev til en regeringsdannelse, som Liberal Alliance ikke havde glæde af:

- Vi får de her syv ministerier, der ikke interesserer vores vælgere overhovedet. Der er ikke ét af de ministerier, som vores bagland synes er interessant. Folk tager sig til hovedet, da Thyra Frank bliver minister. Vi er til grin. Alle og enhver kan se det, udtalte Henrik Dahl til TV 2.

Tvivl om aftager

Selvom Anders Samuelsen regner med, at Simon Emil Ammitzbøl-Bille skal overtage posten som politisk leder, ser flere i partiet hellere, at det bliver kandidaten Alex Vanopslagh, der overtager rollen.

Han er blandt de første tre kandidater, som indtill videre formodes at have opnået valg for Liberal Alliance.

De to andre er afgående økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille og transportminister Ole Birk Olesen.

Til TV Midtvest udtalte Alex Vanopslagh tidligere på dagen, at han er klar til at lede partiet:

- Jeg har aldrig været bange for at tage lederskab, hvad end det har været i gymnasiet, i kommunalpolitik, landspolitik eller ungdomspolitik. Og det har jeg sådan set heller ikke nu, udtalte han til lokalmediet.

Stiftet i 2007

Liberal Alliance blev stiftet i 2007 af Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg.

Dengang hed partiet Ny Alliance og blev ved valget i november samme år valgt ind i Folketinget med fem mandater.

Da Naser Khader forlod partiet i 2009, overtog Anders Samuelsen formandsposten, og partiet skiftede på dette tidspunkt også navn. Ved folketingsvalgene i 2011 og 2015 fortsatte partiet sin mandatfremgang, og det kulminerede med 13 afgørende mandater, da de i 2015 pegede på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.