EP-valg 2019

Stemmer i øst og vest: Sådan ser danmarkskortet ud nu

Fordelingen af stemmer har ændret sig markant siden 2014. TV 2/Scanpix

Danskerne gik til stemmeurnerne, og dagen derpå tegner sig et helt nyt billede af landets vælgere.

Meget kan ændre sig på fem år. I 2014 var Donald Trump realitystjerne, Joffrey var stadig konge i Westeros, og ingen havde hørt om fidget spinners.

Og med undtagelse af et par provinsbyer samt Aarhus, København og Bornholm, så skød Dansk Folkeparti til tops i samtlige kommuner til europaparlamentsvalget. Og det har virkelig ændret sig.

Dengang hed spidskandidaten Morten Messerschmidt, og han slog rekord med over 460.000 personlige stemmer.

Ved søndagens valg mistede partiet tre af sine fire mandater og fik færre stemmer i alt, end Messerschmidt fik alene i 2014.

Partiet blev mere end halveret i samtlige af landets kommuner foruden en enklave i Sønderjylland og på Bornholm. Sådan ser kortet ud over kommuner, hvor DF mistede mindst halvdelen af sine stemmer:

EP_DF_halveret_KORT

Venstre dominerer Nordvestjylland

Når nogen får et dårligt valg, betyder det gerne, at andre får et godt et, og den helt store gavn af DF's nedtur gik til Venstre. Partiet fordoblede sine to mandater, og særligt i det vestlige og nordvestlige Jylland gik det rigtig godt for Danmarks liberale parti.

Partiets største stemmesluger, Søren Gade, har selv hjemme i Holstebro, og her satte Venstre sig på hele 47 procent af stemmerne. Kortet her viser de bedste ti kommuner for Venstre, som alle befinder sig i regionen:

EP_Venstre_top_10

V tog flest kommuner

Alle er enige om, at et europaparlamentsvalg og et folketingsvalg er ganske forskellige. Især de partier, der ikke havde en god aften søndag, var meget ivrige til at påpege, at resultatet faktisk ikke har nogen som helst betydning for landspolitikken.

Det er dog alligevel meget nærliggende at tage resultatet fra europaparlamentsvalget og se på, hvad det betyder for kampen om magten 5. juni.

Her har mange analytikere peget på, at Venstre har fået et fænomenalt udgangspunkt for valgkampens sidste ni dage, mens socialdemokraternes Mette Frederiksen har brugt det lidt skuffende resultat til at råbe vagt i gevær over for sine vælgere og understrege, at "hvis vi skal vinde 5. juni, så skal flere socialdemokrater stemme".

Kortet her viser, om Lars Løkkes eller Mette Frederiksens parti blev størst i en given kommune:

EP_DK-KORT_Roed_Blaa