Mor til terrordræbte Louisa: - Det er min datter i drabsvideoen
Familien beder folk om ikke at se eller dele videoen. Det gør ondt på os, der sidder med sorgen, siger moren.
17. december 2018 blev Helle Jespersens liv ændret for altid.
Den dag blev hendes datter, 24-årige Louisa Vesterager Jespersen, sammen med sin norske veninde Maren Ueland fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko.
De to kvinder var på en vandretur på Nordafrikas højeste bjerg, Toubkal, og havde slået deres telt op i bjergene nær landsbyen Imlil. Dagen efter, 17. december, fandt to turister kvinderne i deres telt.
Begge kvinder var blevet halshugget.
- Jeg kan kende hende
Kort tid efter drabene kom det frem, at der på nettet florerede en video af en person, som bliver halshugget. Politiets Efterretningstjeneste (PET) meldte efterfølgende ud, at drabsvideoen efter alt at dømme var ægte.
Det har ikke tidligere været fremme, hvem af de to ofre der bliver vist i videoen.
Men Louisa Vesterager Jespersens mor, Helle Jespersen, er helt sikker på, at det er hendes datter, som bliver dræbt.
- Det er Louisa, man ser, der bliver dræbt. Jeg kan kende hende, og jeg ved, at det er hende, siger Helle Jespersen, der ikke har set resten af videoen.
- Men på billedet i starten kan man se, at Louisa ligger dér, og man kan se alt blodet. Jeg havde ikke lyst til at kigge mere på det, fordi det er så forfærdeligt, men jeg kan bare se, at det er hende, lyder det fra moren.
Moren kunne se videoen på Facebook
Videoen blev i dagene efter drabene sendt til de to kvinders pårørende af ukendte Facebook-brugere. Også Helle Jespersen modtog flere gange videoen.
- Videoen har også ligget på min væg på Facebook. Og jeg har ikke selv kunnet vælge, om jeg ville åbne den - den er bare gået i gang, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg har ikke set andet end de korte glimt, fra den er gået i gang, og det vil jeg heller ikke.
Flere sigtet for deling af video
Videoen blev desuden delt på nettet og på de sociale medier blandt børn og unge.
Formanden for SSP-samrådet, der er en paraplyorganisation for SSP i Danmark, bekræftede i januar, at 10-15 kommuner over hele landet oplevede, at videoen blev delt.
- Det er vigtigt for os, at de ved, at det både er ulovligt at efterspørge og videregive denne her video, sagde formand Benny Husted.
Og Helle Jespersen har et klart budskab:
- Jeg opfordrer til, at folk ikke ser den, for det har de ikke ret til. Det er meget krænkende for os og gør ondt på os, der sidder med sorgen.
Flere danskere - både unge og ældre personer - blev efterfølgende sigtet for at have delt videoen.
Rigspolitiet har ikke ønsket at kommentere drabsvideoens indhold.
Torsdag fortsætter retssagen om dobbeltdrabet i Marokko, hvor i alt 24 mænd er tiltalt. De formodede gerningsmænd risikerer dødsstraf. Én af de tiltalte har erklæret sig skyldig i drab.
Du kan se 'Terrorister dræbte min datter' torsdag klokken 20.50 på TV 2, eller når det passer dig på TV 2 PLAY.