Dronningen i problemer ved afsløring af ny statue

I samarbejde med TV 2 Lorry

For mærkelig og dårligt placeret. Sådan har kritikken lydt af en ny Christian 4.-statue, der fredag blev afsløret af dronningen.

En af Danmarks mest berømte konger fik fredag et nyt og meget synligt monument i København.

Det var dronningen, der havde fået til opgave at afsløre statuen, der forestiller kong Christian 4. Noget, der dog ikke forløb helt uden problemer.

For da dronning Margrethe ville trække klædet, der skjulte statuen, af, sad det fast.

Kom til undsætning med stige

Med hjælp kunne hun dog efter nogle lange minutter vise den seks meter høje statue bronze- og granitstatue af kong Christian 4. frem – næsten i hvert fald.

En del af det genstridige klæde havde sat sig fast om kongens hoved. Dermed måtte hovedet vente på sin afsløring, til en mand med en stige var kommet til undsætning.

Det resulterede i høj jubel og klapsalver fra de fremmødte, da dronningen endelig med lidt forsinkelse kunne fremvise hele den nye statue. Hun tacklede selv situationen med et smil.

Klædet var ikke sådan lige at trække af statuen, da den fredag skulle afsløres.
Klædet var ikke sådan lige at trække af statuen, da den fredag skulle afsløres. Foto: TV 2.
Dronning Margrethe kæmpede lidt med afsløringen af statuen 'Christian 4. som bygherre' foran Børsen i København.
Dronning Margrethe kæmpede lidt med afsløringen af statuen 'Christian 4. som bygherre' foran Børsen i København. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Han fortjener at blive mindet

Kong Christian 4. har fået plads foran Børsen, som han selv fik opført. Kongen står ligeledes bag nogle af Københavns andre imponerende bygninger, såsom Rundetaarn, Christians Havn og Rosenborg Slot.

Derfor har der også manglet en ny statue af kongen i det indre bybillede, mener folkene bag statuen.

- Han er den person, der har betydet mest for København, og derfor fortjener han at blive mindet som bygherre. Han er blevet placeret med Børsen i ryggen. Længere væk ligger flere af hans andre bygninger som for eksempel Christianshavn, Holmens Kirke og Nyboder, siger kammerherre Niels-Knud Liebgott til TV 2.

Her bliver kong Christians hoved befriet fra klædet. Det krævede hjælp fra en høj stige og en stang.
Her bliver kong Christians hoved befriet fra klædet. Det krævede hjælp fra en høj stige og en stang. Foto: TV 2.

Han er formand for Christian 4.-Komitéen, der står bag projektet.

Derfor vender bygningerne på hovedet

Den nyopførte statue er lavet af den færøske billedhugger Hans Pauli Olsen og forestiller Christian 4. placeret på et omvendt Rundetaarn.

På siden af tårnet hænger endnu to nedadvendte tårne fra henholdvis Børsen og Rosenborg Slot.

Kong Christian 4. var konge af Danmark fra 1588 til 1648. Han var bare 11 år, da hans far døde. Derfor blev der lavet en formynderregering, der ledte landet i de første år af hans regeringstid.
Kong Christian 4. var konge af Danmark fra 1588 til 1648. Han var bare 11 år, da hans far døde. Derfor blev der lavet en formynderregering, der ledte landet i de første år af hans regeringstid. Foto: Nf / Scanpix Danmark

Skulpturen skal forestille en konge, der spejler sig i sin by, forklarer kunstneren.

- Jeg ser det nærmest, som om byen spejler sig i vandet. Han står og viser sin by frem, forklarede Hans Pauli Olsen til TV 2 LORRY sidste år.

Hårdt kritik af statuen

Men statuen har været genstand for en del kritik, allerede inden den så dagens lys.

Både hos Indre By Lokaludvalg og Københavns Billedkunstudvalg har man været særdeles kritiske overfor opsætningen af statuen i sine høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget i København.

De seneste dage er statuen blev opsat foran Børsen. Den har været ti år undervejs.
De seneste dage er statuen blev opsat foran Børsen. Den har været ti år undervejs. Foto: Ulrik Hornemann / TV 2 Lorry

Her er man både utilfreds med form og placering på skulpturen.

- Vi synes ikke, man forstår konceptet med tårnene på hovedet. Den er for svær at afkode. Vi bryder os heller ikke om placeringen. Den skygger blandt andet for en sandstensskulptur på pladsen, fortæller Bent Lohmann, der er formand for Indre By Lokaludvalg til TV 2.

Det samme mener kunstneren Peter Holst Henckel, der var medlem af Københavns Billedkunstudvalg i 2014, hvor alle 23 medlemmer vendte tommelfingeren nedad til projektet.

- Jeg synes ikke, den er optimal i sit formsprog. Jeg synes, der er en dobbeltkonfekt i, at han er placeret foran Børsen med et omvendt Børsen i hænderne, siger han.

Formand: Giv den lidt tid

Både Peter Holst Henckel og Bent Lohmann synes desuden, at en ny Christian 4.-statue i København er helt unødvendig. Der står nemlig allerede en statue af kongen i Nyboder cirka to kilometer Børsen.

Der findes allerede én statue af Christian 4. i København. Den står i Nyboder og er lavet af Herman Wilhelm Bissen. Men Komitéen bag den nye skulptur ved Børsen, mener ikke at Nyboder-statuens placering var centralt nok.
Der findes allerede én statue af Christian 4. i København. Den står i Nyboder og er lavet af Herman Wilhelm Bissen. Men Komitéen bag den nye skulptur ved Børsen, mener ikke at Nyboder-statuens placering var centralt nok. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Samtidig synes de, at hans mange bygninger taler for sig selv.

- Christian 4. har rejst en masse vanvittigt flotte kvalitative bygninger i sin tid. Jeg mener, de alle er et levende monument på hans virke som bygherre. Dem glædes vi over, hver gang vi færdes i byen, siger kunstneren Peter Holst Henckel.

Statuen har kostet 1,8 millioner kroner og er finansieret af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond samt Augustinus Fonden.

Afstemning

Formanden for Christian 4.-Komitéen, Niels-Knud Liebgott, mener, at kritikerne burde slå koldt vand i blodet og give statuen og dens placering en chance.

- Jeg tager mig ikke rigtig af kritikken. Jeg synes, det er rimeligt, at den står ved Børsen. Størrelsen kan man selvfølgelig diskutere. Men vent nu lige, til den står der, giv den lidt tid, og se hvordan den ser ud, siger han.

Ikke den bedste konge i sin egen tid

Christian 4. regerede Danmark i 60 år fra 1588 til 1648. Hans mange bygningsværker og lange regeringsperiode er især grunden til, at han er blandt de mest kendte konger i Danmark nogensinde. Det vurderer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

Samtidig er han berømt og berygtet for at sin deltagelse i Trediveårskrigen, hvor Tyskland endte med at invadere og udplyndre Jylland.

Og faktisk var han ikke nogen særlig god konge for sit folk i den sidste del af sin regeringsperiode, mener kongehuseksperten.

- Krigen gik hårdt ud over befolkningen, fordi han tabte en masse menneskeliv, og folk blev udplyndret og fattige. Så han var ikke nogen specielt god konge i anden halvdel af sin levetid, fordi han fik storhedsvanvid og kastede sig ud i krigen, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Tre af Christian 4.'s mest imponerende bygninger

Børsen

Børsen blev bygget fra 1619 til 1623. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark
Opførelse:
Christian 4. fik opført Børsen som en handelsbørs, hvor handlede kunne leje boder og sælge deres varer fra både stueetagen og førstesalen. 
 
Bygningen: 
Oprindeligt var bygningen udstyret med blytag, men blyet blev fjernet og brugt til støbning af kanonkugler under den svenske belejring i slutningen af 1650'erne. Derfor er taget senere blevet lavet i blik, tegl og i dag kobber. 
Dragespiret er bygningens vartegn og forestiller fire dragehaler, der snor sig om hinanden. 
 
Nu: 
I dag bliver Børsen brugt som kontorbygning og hovedkvarter for erhvervs- og arbejdsgiverorganisationerne og ejes af erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Rundetårn

Rundetaarn blev opført i 1637-1642. Foto: Brian Bergmann / Scanpix
Opførelse:
Rundetaarn blev opført sammen med Trinititaskirken, der blev brugt som kirke og bibliotek for professorer og studerende. Selve tårnet blev indrettet som astronomisk observatorium. Det er et af Europas ældst fungerende astronomiske observatorier. 
Bygningen: 
Rundetaarn er 41,55 meter højt. Øverst på facaden findes en forgyldt rebus, skitseret af Christian 4. 
I dag: 
Rundetaarn er i dag offentlig tilgængelig og besøges dagligt af massevis af turister.  Derudover bruges den også til udstillinger 

Rosenborg Slot

Rosenborg Slot blev opført i 1606-1634. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Opførelse: 
Kong Christian 4. byggede Rosenborg Slot som sit "lysthus" på landet lige uden for Københavns vold. 
Siden sin opførelse blev slottet benyttet som beboelse for regenten frem til 1720. 
Bygningen:
Rosenborg er opført i røde mursten. Det var oprindeligt en to-etagersbygning med et ottekantet trappetårn, men allerede få år efter opførelsen blev tårnet revet ned og bygning og tårn bygget om. 
I dag: 
I dag bliver Rosenborg brugt som kulturhistorisk museum. Her udstiller man blandt andet kronjuveler, der går tilbage til Christian 6. tid.