Forskere afslører første billeder af et sort hul

Onsdag eftermiddag offentliggjorde forskere og astronomer de allerførste fotografier af et såkaldt sort hul i verdensrummet.

I videoen øverst kan du se afsløringen af det historiske billede.

TV 2 dækkede begivenheden i vores liveblog, som du kan genlæse herunder.

Pressemøde er slut

Pressemødet med den historiske afsløring er nu slut. Derfor lukker vi ned for vores liveblog og livesignal.

Tak fordi I fulgte med. 

Skæv cirkel viser rotation

En af de europæiske forskere forklarer, at noget af det første, forskerne lagde mærke til, var den 'skæve' cirkel omkring det sorte hul.

Ifølge forskerne vil denne form kun skabes, hvis noget i kernen roterer. Det kan være hullet selv, eller massen omkring det. Det står ikke klart.

Men på baggrund af billederne kan forskerne sige, at rotationen formentlig går med urets retning.

Her er det første billede af et sort hul nogensinde:

Fra scenen på de seks pressemøder har forskerne nu afsløret en sekvens, hvor der blev zoomet helt ind på det første billede af et sort hul nogensinde.

Billedet er taget i galaksen Messier 87, som befinder sig 55 millioner lysår fra Jorden.

En af de europæiske forskere forklarer netop nu vigtigheden af, at det nu er lykkedes at fange et billede af hullet, der ligner de grafiske modeller, man tidligere har lavet.

Billedet er et endegyldigt bevis for, at de sorte huller findes, og at Albert Einsteins havde ret i sine forudsigelser.

- Men en forudsigelse, som vi ikke har kunnet observere før nu, forklarer formanden for EHT Science Council, Heino Falcke fra Radboud Universitet i Holland.

Officielt: Første billeder af sort hul

På pressemødet bekræftes det, at det handler om de første billeder af et sort hul.

- Vi er ved at afsløre et stort gennembrud for menneskeheden. Hvis der er et stort øjeblik for os allesammen, er det i dag.  lyder det på pressemødet i Bruxelles.

Selve afsløringen afventer vi stadig, da det er timet, så billedet afsløres på samme tidspunkt på alle seks pressemøder verden rundt.

Hvad kan vi bruge det til?

For at forstå, hvorfor forskerne er så begejstrede for muligheden for at forstå de sorte huller, har TV 2 spurgt astrofysiker Tina Ibsen om, hvad vi kan bruge den nye viden til.

Hun forklarer, at rigtig meget astrofysik er grundforskning. Det vil sige forskning, som vi ikke ved, hvad vi kan bruge til lige nu.

Ifølge Tina Ibsen kan vi ved at studere sorte huller prøve at kvalificere den generelle relativitetsteori, der siger noget om tyngdekraften.

- Vi ved i dag, at vi i grundforskningen har et stort problem i forståelsen af universet. For når det kommer til sorte huller, kan vi ikke forene kvantemekanikken, der beskriver, hvad der sker inden for helt små afstande, og relativitetsteorien, der beskriver det store og tyngdekraften. Og det burde vi kunne gøre.

- Ved at undersøge sorte huller kan vi måske begynde at forene de to teorier.

Hvad skal vi forvente at se?

Når gas falder ind i sort hul, skal det af med noget energi, og det gør det ved at lyse.

Thomas R. Greve, seniorforsker ved DTU Space, forventer derfor, at vi ved billeder af et sort hul vil kunne se skyggen af det sorte hul og glødende gas, der falder ned i hullet.

- Det er vigtigt at bekræfte, at den teori, som vores verdensbillede i stor grad bygger på, holder stik, selv i de mest ekstreme tilfælde. Selvfølgelig er det endnu mere interessant, hvis den ikke holder stik, for så er der noget, vi ikke har forstået.

Ifølge forskeren ved vi i dag ikke, hvad der er inde i et sort hul, fordi vi kan ikke observere det på nogen mulig måde.

Forsker: Det er kæmpestort

Ifølge Marianne Vestergaard, der er lektor ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, er der god grund til at følge med.

- Det er kæmpestort. Vi ved ikke, hvad der er indeni de her galakser, vi kigger på, men vi kan se, at der er noget virkelig tungt. Indtil nu har vi ikke kunnet sige, om det er et sort hul, men den mulighed får vi nu, og det er et kæmpe skridt for videnskaben, siger hun.

Læs mere her

Hvordan fotograferer man et sort hul?

Der er masser af observationer, der beviser de sorte hullers eksistens. Blandt andet har man målt såkaldte tyngdebølger eller gravitationsbølger, men egentlige billeder har man altså ikke været i stand til at lave.

Man kan nemlig ikke fotografere et sort hul på normal vis, da alt lys som nævnt bliver opslugt.

Men forskerne har håbet at kunne fange den skygge, som strålingen omkring et sort hul afgiver.

I videoen herunder fortæller folkene bag Event Horizon Telescope, hvordan det er muligt at fange et billede af det sorte hul:

Hvad er et sort hul?

Sorte huller er et objekt i verdensrummet, hvor tyngdekraften er så stærk, at det trækker alting til sig, både planeter, stjerner og gasser.

For at undslippe skal man rejse hurtigere end lysets hastighed, og det er der intet, der kan - ikke engang lyset. Derfor kaldes det et sort hul, da der ikke er noget, der lyser derfra.

Hullerne blev oprindeligt forudsagt af Albert Einstein i hans generelle relativitetsteori.

Det har vist sig, at der i centrum af alle galakser er meget store sorte huller, altså også i vores.

Fokus på galaksens centrum

Event Horizon Telescope er et globalt netværk af radioteleskoper, som arbejder sammen som ét stort teleskop, blandt andet med henblik på at studere sorte huller.

De store rumteleskoper har i årevis haft fokus rettet mod hjertet af Mælkevejen i håb om at fange et billede af Sagittarius A*, et gigantisk sort hul i centrum af vores galakse.

Teleskoperne tager billeder så langt ude i atmosfæren, at det kan være svært at forstå. For at give en ide om det, ville man gennem et teleskop placeret på Rådhuspladsen i København kunne læse en avisside på Times Square i New York.

Teleskoperne samarbejder ved hjælp af meget præcise atomure, hvilket gør dem i stand til at time deres observationer. Dataene samles på nogle supercomputere, og på den måde kan der sammenstykkes et billede, som svarer til, at man havde et teleskop, der havde en diameter svarende til Jorden.

Velkommen til TV 2s liveopdatering

Klokken 15 dansk tid afholdes der simultant pressemøde i Bruxelles, Santiago, Shanghai, Tokyo, Taipei og Washington D.C., hvor forskere vil præsentere "et banebrydende resultat" fra Event Horizon Telescope.

Det er ikke bekræftet, hvad nyheden er, men forventningen er, at de første billeder af et sort hul vil blive præsenteret.

Sorte huller er aldrig blevet fotograferet før. Alle hidtidige billeder er lavet som grafik.

Frem mod pressemødet varmer vi op med optakt og danske eksperters forventninger.