Maria og Bea må forlade 'X Factor' – her er deres bedste øjeblikke

En violin, en el-scooter og et twerkingshow. Maria og Bea overraskede i 'X Factor'.

Tragiske omstændigheder betyder, at Oh Lands gruppe må udgå af 'X Factor' før det femte liveshow.

Torsdag døde Bea Sarockaites far af en hjerneblødning, oplyste TV 2 fredag eftermiddag.

Seerne lærte de to sønderjyske rappere at kende, da de i januar tonede frem med sokker i sandalerne og med masser af ghettoattitude.

Siden da har de 18-årige rappere noteret sig for nogle af de mere spektakulære indslag i årets udgave af 'X Factor'.

- En form for vanvid

Da Maria og Bea til deres audition fortalte, at de hang ud i ghettoen i de sønderjyske byer, udbrød dommeren Thomas Blachman:

- Går I rundt og banker folk eller hvad?

- Nej, nej. Ikke den livsstil. Scooter nogle gange, men ikke det der kriminalitet, lød det fra Bea.

Selvtilliden fejler ikke noget hos Maria og Bea fra henholdsvis Haderslev og Sønderborg. Med den i hånden fik de to sønderjyske piger overbevist dommerne om, at de skulle videre fra første audition i årets X Factor. Video: Kasper Søby Jensen

De to veninder høstede blandede reaktioner for deres Gilli-sang, men der var noget ved gruppen, som alle tre dommere bemærkede.

- De er lavet af det, som vi leder lidt efter alle sammen. En eller anden form for vanvid, man kan holde ud at se og høre på, mente Thomas Blachman.

Havde aldrig sunget i mikrofon

Den af Maria og Beas optrædener, som har høstet mest opmærksomhed, foregik til 5 Chair Challenge.

Under udskillelsesdysten stod de to rappere på en scene for første gang, og det var også første gang, de sang i en mikrofon.

Det ændrede dog ikke på, at Maria og Beas version af Nicki Minajs 'Anaconda' høstede stående bifald fra publikum og dommere, da den blev afsluttet med en omgang twerking på scenen.

De to sønderjyske rappere optrådte til 5 Chair Challenge med sangen 'Anaconda'. Video: Christian Sejer Rasmussen

Deres optræden er siden blevet set flere millioner gange på youtube. Dengang afslørede rapperne, at de fremover altid ville forsøge at klemme en overraskelse ind i deres show.

Hev violinen frem

Bea ville egentlig ikke afsløre, at hun spillede violin. Og at hun har gjort det i 10 år. Men i det mest afgørende øjeblik, inden Oh Land skulle vælge sine tre live-deltagere, kom det alligevel frem.

- Jeg spiller violin. Jeg har skjult det, fordi det ikke passer med min personlighed. Men nu siger jeg det, lød det fra Bea.

Det havde ikke afgørende indflydelse, for dommeren har siden fortalt, at hun alligevel havde valgt, at rapperne skulle videre til sæsonens liveshows.

I årets første af slagsen sluttede Bea så af med at demonstrere sine evner. Duoen var i fuld gang med nummeret 'Bad girls' af M.I.A, da Bea Sarockaite fandt en violin og en neonfarvet violinbue frem fra scenekanten.

Hun afslørede det på bootcampen. Og nu fik alle så at se til 'X Factor' liveshowet, at Bea er ret ferm med en violin. Video: Kasper Søby Jensen

El-scootershow

I disen fra en røgkanon dukkede Maria og Bea op på 'X Factor'-scenen på en pink el-scooter. Deres optræden i det andet liveshow blev i den grad diskuteret blandt dommerne.

Aftenens tema var sange fra fødselsåret, og Maria og Bea rappede fra el-scooteren til Bomfunk MC's megahit 'Freestyler'.

- Det skal være mere end sjovt, sagde Ankerstjerne dengang, mens dommeren Oh Land slog sit hoved ned i dommerbordet.

- Der er noget, der er så fedt og anderledes her. Vi udfordrer virkelig formatet ved at tage de her sange i rigtig mange retninger. Det er så let at sige: "Hvornår kommer der noget nyt?", sagde hun.

Maria & Bea synger 'Freestyler' af Bomfunk MC's

Nej til negativ sniksnak

Videoer af Ankerstjerne og Blachman tårnede op på skærmene bag Maria og Bea i tredje liveshow.

Selv indtog rapduoen yoga-position, mens kritikken fra de to dommere forstummede og blev erstattet af fredfyldte toner. Herfra rappede de Cardi B's 'I Like It' iført crocs, klipklapper og med en række yoga-øvelser som en del af deres koreografi.

Maria og Bea synger ’I Like It’ af Cardi B feat. J. Balvin & Bad Bunny.

Efterfølgende forklarede de to rappere, at hele showet var et modsvar til den kritik, de har fået på deres vej gennem 'X Factor'.

- Du ved, måden vi lukker alt den der negative sniksnak, man ikke kan bruge til noget, ude på. Og bare leverer alligevel, lød det fra Maria Meldgaard Mortensen.

Fra rappere til sangere

De havde ikke prøvet at synge før, men til det fjerde liveshow udfordrede Maria og Bea sig selv til et filmhit af den amerikanske rapper Coolio.

Maria og Bea synger 'Gangsta's Paradise' af Coolio (feat. L.V.).

Til lyden af strygere, med store englevinger på og ved hjælp af en såkaldt vocoder, der forvrængede deres sangstemmer, gav Maria og Bea deres version af 'Gangsta's Paradise'.

Dog var der stadig masser af rap, som de høstede ros for af Ankerstjerne. Han sluttede af med at kalde duoen for "kæmpe stjerner".