X Factor

Dommere og 'X Factor'-deltagere mærket af dødsfald: - Det efterlader en kæmpe tomhed

Det var svært at gå på scenen, men deltagerne gjorde det for Maria og Bea. Rapperne ønskede, at deres farvel gik så lidt ud over showet som muligt.

Det femte liveshow i 'X Factor' blev langt fra som planlagt. For det blev uden rapduoen Maria og Bea, der måtte udgå efter et pludseligt dødsfald i Bea Sarockaites nærmeste familie.

Og det var et mærket 'X Factor'-hold, der gik live fredag aften. Et hold, der manglede dem.

- Der har været stille i dag. Det var så mærkeligt, lige pludselig var der bare to deltagere mindre, lød det fra Live Køhn Vogel efter showet.

Gruppens dommer Nanna Øland Fabricius, kendt som Oh Land, beskrev også følelsen af tomrum.

- Det, at de ikke er med i programmet mere, efterlader en kæmpe tomhed, fordi de netop er så karismatiske, som de er. De byder så meget på sig selv og udfylder så stort et rum, så når man tager dem ud, er der også et vakuum, og det kan jeg også godt mærke. Det sidder i mig, sagde hun.

Dommeren understregede dog, at det var Maria og Beas ønske, at deres farvel gik så lidt ud over showet som muligt.

Maria og Bea har gjort sig bemærket med nogle af de mere spektakulære indslag i årets udgave af 'X Factor'. I tredje liveshow blandede de eksempelvis rap med yoga.

Sang for Bea

Alle deltagere gik da også på scenen med både en fællessang og deres individuelle optrædener. Men det var en speciel oplevelse, fortæller de.

- Selvfølgelig er man chokeret over alt det, der er sket, og det kan føles rigtig svært at skulle ud og stå på scenen og levere, når man har fået sådan en nyhed. Men jeg tror, vi har reageret ved at tage alle følelserne med, lød det fra Emma Funding fra Echo, og Live Køhn Vogel var enig.

Det er enormt ærgerligt for programmet, for de var så vilde og finale-værdige

Blachman om Maria og Bea

- Vi gav den gas og har ligesom gjort det her for Maria og Bea, når nu de ikke selv kunne være her.

Også Benjamin Rosenbohm var enig i, at der trods alt var en positiv ting ved at gå på scenen, selvom hele showet havde fået et trist fortegn.

- En lidt mere positiv tanke var, at vi lige pludselig havde en form for kærlighed at give, et mål at sigte efter. Bea, et menneske, vi kunne dedikere vores sange til, kærlighed til.

Svært at lave fjernsyn

Lars Ankerstjerne, som er dommer i 'X Factor' for første gang, lagde heller ikke skjul på, at han havde det mærkeligt med at sætte sig ved dommerbordet. Han beskriver det som en "hård og sær aften".

Alle tilbageværende deltagere sang fællessang på scenen. - Vi gav den gas og har ligesom gjort det her for Maria og Bea, forklarer Live Køhn Vogel.

- Vi har alle sammen været mærkede og berørte af det. Man bliver rystet, og så skal vi lave et fjernsynsprogram. Det, synes jeg sgu, var lidt svært, sagde han og fortsatte:

- Det er barskt, enormt synd for hende og familien og på eller anden måde, i allersidste række, for programmet. De var en kæmpe gave, til det vi laver.

Det var Thomas Blachman enig i.

- Det her program overrasker altid, fordi livet bliver hevet inden for dørene og smitter af på alting. Det er enormt ærgerligt for programmet, for de var så vilde og finale-værdige, sagde han.

Der var også plads til smil og opbakning ved dommerbordet.

På grund af Maria og Beas exit blev der ikke nogen farezone i fredagens program. Alle de fire tilbageværende – Live, Benjamin, Kristian og Echo – gik derfor direkte videre til semifinalen.

- Det er mega vildt, men det er også en lidt unfair måde at komme i semifinalen på, lød det fra Live Køhn Vogel.