Samfund

Blogger gør sit hjem til en privat babyluge: – Der sker jo ikke noget

Der bliver i gennemsnit efterladt ét spædbarn om året.

Mandag blev en få dage gammel baby fundet i en Netto-pose på en gade i Vanløse. Nyheden skar i hjertet på mor-bloggeren Julie-Elsebeth Crone Johannesen, og i et indlæg på sin blog skriver hun nu, at desperate mødre kan aflevere sit barn på hendes adresse i stedet for i det fri.

- Send mig en mail eller en sms, eller ring direkte på min dørtelefon og fortæl mig, at du vil aflevere dit barn. Så lukker jeg dig ind, og du kan aflevere det lille menneske foran min dør eller direkte i mine arme, skriver hun på sin blog.

I samme indlæg opfordrer hun sine læsere og 26.000 Instagram-følgere til at sende deres adresse, hvis de også vil fungere som privat babyluge. På under et døgn har hun modtaget cirka 500 adresser.

- Sidste år i januar græd jeg, da der blev fundet et barn. Alle begyndte at tale om babyluger og andre alternativer. Nu er der blevet fundet et spædbarn mere, og der er stadig ikke lavet nogle tiltag, der kunne have forhindret det, siger Julie-Elsebeth, der selv er mor til en datter på et år.

Ulykkelige mødre kan også sende en sms om, hvor de lægger deres barn, så det ikke når at fryse eller ligge alene længe, inden det bliver fundet, forklarer hun videre.

Vil ikke svømme i børn

Julie-Elsebeth er gået i gang med at lægge de mange adresser ud på sin blog, så der kan blive skabt et netværk af private, der uden fordømmelse eller spørgsmål vil tage imod babyer og overlevere dem til myndighederne.

På sin blog har hun lavet en lille guide til, hvordan man skal håndtere babyen. Man skal først og fremmest ringe 112 og sørge for, at barnet ikke er koldt.

Hun forventer ikke, at hun og hendes følgere ”vil svømme i børn”, men initiativet er bedre end alternativet lige nu; nemlig ingenting, lyder det fra bloggeren.

Hver gang der bliver efterladt et barn, blusser debatten om babyluger op, men indtil videre er der ingen anonyme tilbud, hvor man kan henvende sig, hvis man bærer et uønsket barn.

- Det er en reaktion på, at der ikke er sket noget. Ting tager tid i det offentlige, og det er selvfølgelig helt fint. Men nu har jeg fundet på noget, vi kan bruge i mellemtiden, siger hun.

Babyluger virker ikke, viser rapport

Spædbarnet, der blev fundet i Vanløse, blev hurtigt kørt til hospitalet, men der var ikke tegn på, at det havde taget skade. Der er allerede fundet en plejefamilie til den lille pige, der formentlig ikke har ligget på gaden i ret lang tid, før hun blev fundet.

I Europa findes der i dag babyluger i Tyskland, Belgien, Italien, Letland, Litauen, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn og Østrig.

Når der bliver lagt et barn, bliver sundhedspersonale alarmeret, og der vil hurtigt kunne blive taget hånd om babyens helbred.

Derudover har nogle lande andre tiltag som eksempelvis anonyme fødselsordninger.

Men ifølge en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) finder man spædbørn efterladt i det offentlige rum i alle lande – også i lande, som har babyluger eller andre tilbud om anonym overdragelse af børn – og der er ingen dokumenteret effekt af lugerne.

I stedet antyder udenlandske erfaringer, at anonyme tiltag kan skabe flere hittebørn, fordi babylugerne vil blive benyttet af mødre, som ellers havde valgt at få en abort, beholde barnet eller bortadoptere det gennem almindelige kanaler.

Ifølge rapporten er der siden 1997 og frem til i dag fundet cirka ét efterladt spædbarn i Danmark om året.

Velment, men uhensigtsmæssigt

I september sidste år bad sundhedsministeren Det Etiske Råd om at komme med anbefalinger på baggrund af VIVE-rapporten.

Det Etiske Råd diskuterede emnet, og i deres udtalelse lød det, at babyluger ikke kan anbefales. Kun et ud af rådets 17 medlemmer var fortaler for babyluger i Danmark.

Morten Bangsgaard, der er medlem af Det Etiske Råd, kalder bloggerens initiativ med private babyluger velment. Men det er ikke hensigtsmæssigt.

- Det kan have nogle negative konsekvenser og utilsigtede virkninger. Det kan anspore andre til at aflevere deres spædbørn i stedet for, at man selv beholder det eller bortadopterer det gennem de kanaler, der er, siger Morten Bangsgaard.

Han mener derfor, at det ville være bedre at overveje mulighederne for, at man anonymt kan blive tilset og få rådgivning af en jordemoder eller læge.

Samtidig vil man med initiativet fratage børn retten til at kende sit biologiske ophav, siger han.

Det argument kan ikke stoppe Julie-Elsebeth Crone Johannesen.

- At aflevere et barn er ikke en nem beslutning for nogen, og det må være nogle kvinder, der er i ulykkelige og desperate situationer. At tro, at der går inflation i det, og at det bliver almindeligt at aflevere sit barn, er jeg meget lidt nervøs for, siger hun.

Afstemning

Synes du, at der skal indføres babyluger i Danmark?

Ingen fordømmende kommentarer

Julie-Elsebeth Crone Johannesen anerkender Det Etiske Råds drøftelse og anbefaling, men hun peger på, at rådet samtidig i sin udtalelse anbefaler, at der ”bør sættes ind med andre tiltag, hvor kvinden får kontakt med sundhedspersoner.”

Det er hun enig i, men da der ikke er sket noget siden udtalelsen, følte hun et behov for at gøre noget selv.

- Hver gang der bliver diskuteret babyluger, bliver det sagt, at det er en dårlig idé. Jeg synes, at det er en rigtig god idé at kalde noget en dårlig idé, men man må også sige, hvad den gode idé så er, siger hun.

Hun havde slet ikke regnet med, at så mange ville tage positivt imod hendes initiativ. Hun ser det som et udtryk for, at der er mange, der gerne vil hjælpe de mødre, der af den ene eller anden grund er havnet i så desperat og ulykkelig situation, at de ikke ser anden udvej end at efterlade deres barn.

- Der har ikke været nogle dømmende kommentarer over for mødre, der efterlader deres barn, og det viser, at der er mange, der har ondt af de mennesker og kun vil dem noget godt, siger hun.

Mødrehjælpen jubler over initiativ

Hos Mødrehjælpen bakker man op om bloggeren. Her bifalder man, at der bliver sat fokus på problemet:

- Det rammer jo os alle lige i hjertet. Jeg har stor respekt for, at man som medborger og medmenneske vil være den private babyluge, siger direktør Ninna Thomsen til TV 2 Lorry.

Hun kalder initiativet et vink med en vognstang til politikerne om, at babyluger ikke længere bare kan blive ved snakken.

- Når danskerne tager sagen i egen hånd, så viser det den enorme opbakning til, at det her kan vi ikke se på. Og det kan brede sig, når der er mennesker, som siger: ”I er nødt til at finde nogle løsninger.” Det kan kun gå for langsomt med at få sat noget i værk fra Christiansborgs side, siger Ninna Thomsen.

Hun understreger, at babylugerne ikke kan stå alene som en løsning. Der er brug for rådgivning, information og anonyme hotlines.

Sundhedsfaglige som private luger

Næste skridt for bloggeren er at sortere i de mange henvendelser, for der er ikke behov for 500 privatadresser. Hun vil forsøge at identificere personer med sundheds- eller pædagogfaglig baggrund blandt henvendelserne, så barnet bliver afleveret i trygge rammer.

Hun hverken håber eller tror, at hendes liste med adresser vil blive brugt. Der er så få tilfælde, og hun aner ikke, om kvinderne har adgang til internet eller kan tale dansk, siger hun.

- Måske er der tale om personer, der ikke har gode erfaringer med offentlige myndigheder – måske stoler man ikke på hospitalerne – måske er man bange for at blive stillet til ansvar for sit valg og kender ikke til konsekvenserne – måske er man bange for, at myndighederne vil rette henvendelse til ens familie. Der kan være så mange grunde til, at løsningen i nogle få tilfælde bliver at efterlade sit barn i en park, container eller lignede. Og det kan sgu ikke være rigtigt, lyder det fra bloggeren.

Efterladte spædbørn i Danmark de seneste 16 år

    1. Lig af spædbarn fundet i Vanløse

      Liget af et spædbarn bliver fundet i et villakvarter i Vanløse  26. december 2003. Den døde pige blev fundet af en hundelufter. Hun var kun et døgn gammel, og politiet formoder, at hun er død af at blive slynget over hækken.

      august 1995 finder en roer en plasticpose med en død pige. Pigen har formentlig kun levet et par timer efter fødslen.

    2. Dreng fundet i sommerhus

      En lille dreng bliver fundet 25. november 2006 i indkørslen til et sommerhus i Liseleje den 25. november. Det var en beboer, der skulle ud efter mor­genbrød til familien, der fandt den lille dreng i sin indkørsel.

      Drengen var efterladt i en lift svøbt i håndklæder. Men han var uvasket og nav­lestrengen var ikke klippet over. Derfor stod det klart, at drengen ikke var blevet født på et hospital.

      Læs mere her

    3. Lig af baby findes i Odense

      12. juni 2007 findes liget af en baby i en hvid plasticpose i Odense Å. Ved drengen er der fundet en granitsten med en indmej­slet indskrift:

      "Undskyld. Hvil i fred. Mor og far el­sker dig, min lille dreng".

      Læs mere her

    1. Nyfødt fundet svøbt i håndklæde

      Liget af et nyfødt barn bliver fundet svøbt i et håndklæde og stoppet ned i en plastikpose i en skov nær Horsens 5. juli 2008.

      Læs mere her

    2. Fire drenge redder babys liv

      Fire lokale drenge redder et liv, da de finder en stærkt afkølet nyfødt dreng i et buskads i buskads ved Hee Skole i Vestjylland.  Der var ingen spor af, hverken drengens mor eller hvem, der har anbragt ham i buskadset, men politiet formoder, at der er tale om en hjemmefødsel, da navlestrengen ikke var klippet ordentligt over. Drengen blev fundet 8. august 2009.

      Læs mere her

    3. Lig af ungt spædbarn findes i Søndersø

      I december 2011 finder en ung pige liget af et spædbarn i Søndersø ved Viborg. Liget ligger flere meter ude i vandet og har stadig navlestrengen. Politiet ved ikke, hvad dødsårsagen er.

      Læs mere her

    4. Afkølet spædbarn bliver fundet i Maribo

      Et nyfødt spædbarn, som er levende men meget afkølet, bliver fundet efterladt i en pose i Maribo 16. december 2011. Barnet bliver fundet af en hundelufter. Spædbarnet er en dreng, der på findetidspunktet var cirka en time gammel.

      Læs mere her

    5. Spædbarn på en uge findes i sportstaske

      Et spædbarn - som er cirka en uge gammel – bliver fundet i en sportstaske i Rektorparken i København SV 31. januar 2013. . Hun er stærkt afkølet efter flere timer i kulden og bliver overført til Rigshospitalets Traumecenter. Politiet mener, at moderen muligvis er en østeuropæisk prostitueret.

      Læs mere her

    6. Afkølet pige findes i plasticpose

      En nyfødt pige bliver fundet 9. maj 2013 af en forbipasserende. Pigen er svøbt i et lyseblåt håndklæde og lagt i en hvid og orange Sportigan plasticpose. Pigen er afkølet og bliver overført til Rigshospitalet.

      Læs mere her

    7. Spædbarn efterladt ved sygehus

      Et spædbarn bliver fundet i et buskads i nærheden af indgangen til lungemedicinsk afdeling på Aarhus Sygehus. Pigen er forsvarligt påklædt og indsvøbt i et tæppe og viser sig at være mellem 6 og 10 måneder. Moderen - en tysk kvinde - henvender sig senere til skadestuen.

      Læs mere her.

    8. Pige fundet mellem containere

      Et spædbarn bliver fundet i en pose mellem to containere i Grantofteparken i Ballerup. Det drejer sig om en nyfødt pige, som efter omstændighederne har det godt.

      Læs mere her.

    9. Spædbarn fundet i affaldsskakt

      En nyfødt pige bliver fundet i en affaldsskakt i Værebroparken i Bagsværd. Spædbarnet har det efter omstændighederne godt. Spædbarnet er sandsynligvis kastet ned i affaldsskakten via et indvendigt system med luge i trappeopgangen.

      Læs mere her.

       

    10. Lig af spædbarn fundet nedgravet i Glostrup

      Liget af spædbarn bliver fundet nedgrabet på et græsareal ved Brinken i Glostrup. Politiets fandt senere frem til barnets mor, en 22-årig rumænsk kvinde, som i august 2018 blev dømt i sagen.

      Læs mere her.

    11. Pige fundet i Valbyparken

      Et spædbarn bliver om morgenen fundet på Hammelstrupvej ved Valbyparken af en ansat ved Københavns Kommune. Pigen bliver fundet indsvøbt i et gråt fleecetæppe fra Ikea og har det efter omstændighederne godt.

      Læs mere her.

    12. Spædbarn fundet i Vanløse

      En nyfødt pige bliver sent mandag aften fundet efterladt ved Grøndals Parkvej nær Grøndalsparken. Barnet er i god behold.