Brexit

Sådan gik det, da briterne besluttede at udskyde Brexit

Hvad skete der? Et stort flertal i Underhuset stemte torsdag aften for at bede EU om at udskyde den nuværende dato for Brexit, 29. marts. Til gengæld blev flere ændringsforslag afvist.

Hvad er næste skridt? Theresa May vil i næste uge igen fremsætte sin Brexit-aftale til en tredje afstemning i parlamentet. Resultatet her vil afgøre, om hun vil anmode EU om en kortere eller længere udsættelse. 

Hvad betyder det? Bolden er nu hos de resterende 27 EU-medlemslande, der på et topmøde i næste uge enten skal afvise eller enstemmigt vedtage en udskydelse af Brexit.

TV 2 dækkede afstemningerne i vores liveblog. Herunder kan du genopleve forløbet:

Med det vil vi runde af for vores liveopdatering i aften her på tv2.dk. Men livedækningen fortsætter på TV 2 NEWS, hvor du kan få seneste nyt og analyser resten af aftenen.

Næste afgørende dato bliver tirsdag eller onsdag i næste uge, når Theresa May for tredje gang fremsætter sin skilsmisseaftale til afstemning i parlamentet, inden EU skal tage stilling til anmodningen om at udskyde Brexit.

Tak fordi I fulgte med.

Lyn-analyse

Og hvad betyder det så? Det betyder, at EU holder vejret - endnu engang. For nu skal May for tredje gang forsøge at få sin aftale igennem, og det er jo ikke sikkert, at tredje gang er lykkens gang. Derfor tør man ikke tro på det i Bruxelles endnu. Hvis hun kommer igennem med det, vil man drage et lettelsens suk, og så får hun den forlængelse, der skal til for at få lovgivningen på plads.

EU vil forsvare egne interesser

Det store spørgsmål er nu, om EU vil tillade briterne at udskyde Brexit. Det kræver enighed blandt alle 27 medlemslande.

EU's præsident, Donald Tusk, har i dag opfordret medlemslandene til at bakke op om en langvarig udsættelse af Brexit, hvis Theresa May finder det nødvendigt.

Efter aftenens afstemning i det britiske underhus har EU's chefforhandler for Brexit, Michel Barnier, udsendt en reaktion, hvor han siger, at EU skal agere "roligt og respektfuldt" over for, hvad der foregår i Storbritannien.

- Vi er i den her sammenhæng besluttet på at forsvare EU's interesser og bygge på et ambitiøst samarbejde mellem EU og Storbritannien fremover, lyder det.

Corbyn opfordrer til afstemning hos folket

Efter den afgørende afstemning i Underhuset tilskynder oppositionsleder og Labour-formand Jeremy Corbyn Theresa May til at arbejde for en bred opbakning til det videre Brexit-forløb.

- I aften gentager jeg vores overbevisning om, at der kan nås til enighed om en aftale baseret på vores alternative plan, der kan samle støtte på tværs i Parlamentet. Og jeg gentager også vores støtte til en afstemning hos befolkningen, ikke for at høste politiske point, men som en realistisk mulighed for at bryde dødvandet.

Lyn-analyse

Nu skal den britiske regering i gang med at få overtalt hardlinerne i det konservative parti og søsterpartiet DUP til støtte den her aftale. Måske skal de true sig til det, måske skal de trygle sig til det, måske en blanding af begge dele. Herovre taler man om, at noget af det, der kunne forsøde aftalen hos modstanderne, var, hvis May på de indre linjer kunne fortælle, at hun til gengæld lover at gå af tidligere end foreslået.

Kort eller lang udsættelse?

Theresa May har givet parlamentet to muligheder:

Enten bliver der tale om en kort udsættelse af Brexit, hvis de støtter hendes skilsmisseaftale ved en tredje afstemning tirsdag eller onsdag i næste uge.

Men hvis aftalen ikke godkendes, vil May i stedet søge EU om en lang udsættelse, som kan vare mere end et år.

Spørgsmålet skal afgøres inden EU-topmødet i næste uge, hvor de andre 27 medlemslande i EU skal tage stilling til briternes anmodning om at udskyde Brexit.

Underhuset vil bede om udsættelse af Brexit

Et flertal stemmer for, at Storbritannien skal bede EU om udsættelse af Brexit.

412 parlamentsmedlemmer stemte for forslaget, mens 202 var imod.

Lyn-analyse

Vi er 15 dage fra skæringsdatoen, og man har forhandlet i to år. Så EU følger tæt med lige nu for at høre, om May kommer igennem med at få udskudt Brexit og få skilsmisseaftalen igennem ved en tredje afstemning i næste uge. Det er simpelthen så uforudsigeligt. 

Stemmer om at udskyde Brexit

Tre ændringsforslag er afvist og et fjerde trukket tilbage. Dermed er vi fremme ved hovedafstemningen om regeringens forslag.

Spørgsmålet lyder, om Storbritannien skal anmode EU om at udskyde den nuværende Brexit-dato 29. marts.

Bliver forslaget vedtaget, skal anmodningen om at udskyde Brexit godkendes enstemmigt af de resterende 27 EU-medlemslande i næste uge.

Ændringsforslag trukket tilbage

Labour-politikeren Chris Bryant trækker sit ændringsforslag J.

Bryant havde stillet forslag om, at Theresa May ikke skulle have mulighed for at fremlægge sin skilsmisseaftale til en tredje meningsfuld afstemning i parlamentet. Dette planlægger May ifølge britiske medier at gøre i næste uge.

Labours forslag afvist

Underhuset afviser ændringsforslaget fra Labour om at udskyde Brexit for at give parlamentet tid til at finde fælles fodslag om "en helt ny linje" i Brexit-processen.

302 stemte for forslaget, mens 318 parlamentsmedlemmer stemte nej.

Skal Brexit udskydes for at lægge ny linje?

Næste punkt på dagsordnenen er afstemningen om ændringsforslag E.

Forslaget er stillet af Labour og omhandler, hvorvidt Brexit skal udskydes med henblik på at give parlamentet tid til at finde "et flertal for en helt ny linje".

May to stemmer fra at miste ansvaret for Brexit

Et meget snævert flertal i Underhuset har afvist forslaget om at overtage Brexit-kontrollen fra Theresa Mays regering.

312 stemte for forslaget, mens 314 stemte imod.

Lyn-analyse

Parlamentsmedlemmerne har været tilbageholdende med at stemme for dette forslag, da det vil skabe en vanvittig præcedens. Det vil skabe en ny situation, hvor parlamentet går ind og tager over, hvis regeringen kludrer i det. Det vil være en vild beslutning at gå ind og tage rorpinden fra regeringen.

Skal regeringen fratages Brexit-kontrollen?

Næste afstemning er nu i gang. Det handler om ændringforslag I - altså om parlamentet fra på onsdag skal overtage kontrollen over Brexit-processen fra regeringen.

På forhånd har britiske medier spekuleret i, at der er størst sandsynlighed for at dette ændringsforslag kan gå igennem.

Afviser slutdato til ændringsforslag

Underhuset afviser ændringsforslaget om at indføre en slutdato på 30. juni til ændringsforslag I.

314 sagde nej til ændringsforslaget. 311 stemte ja.

Ny afstemning i gang

Der er kommet et ændringsforslag til ændringsforslag I, og det stemmer Underhusets medlemmer nu om.

Ændringsforslag I lægger op til, at parlamentet onsdag 20. marts skal overtage kontrollen over Brexit-processen fra regeringen.

Det nye ændringsforslag til ændringsforslag I vil tilføje en slutdato, så processen ikke kan vare længere end til 30. juni.

Parlamentet afviser ny folkeafstemning

Et stort flertal i Underhuset afviser forslaget om at udskyde Brexit for at gennemføre en ny folkeafstemning.

Blot 85 medlemmer støtter forslaget, mens 334 stemmer imod.

Første afstemning i gang

Underhuset stemmer nu om det første ændringsforslag, det såkaldte forslag H om at Brexit skal udskydes for at gennemføres en ny folkeafstemning.

Mange Labour-medlemmer har som varslet undladt at stemme, og forslaget ventes derfor ikke at hente nok opbakning.

EU følger afstemning tæt

Ender parlamentet med at stemme for at udskyde Brexit, skal resten af EU som nævnt godkende det. Derfor bliver aftenens afstemninger fulgt tæt rundt om i Europa.

Lyn-analyse

I EU breder der sig en fornemmelse af, at briterne skal have en forlængelse. Det vil være helt uproblematisk for EU, hvis det bliver en kort, teknisk forlængelse, som Theresa May ønsker, fordi man så senest på onsdag har stemt Brexit-aftalen igennem.

Hvis det er en lang forlængelse, bliver det mere problematisk. Der begynder dog at komme meldinger fra forskellige lande, der åbner for at give en længere forlængelse, selvom det ikke er noget, de ønsker.