Afviste sidder indespærret i Ellebæk i op til halvandet år: - Det her havde jeg aldrig troet om Danmark

Europarådets Torturkomité konkluderer 7. januar 2020, at udlændingecenter Ellebæk er et af de værste i EU og opfordrer Danmark til at rette op inden tre måneder. TV 2 besøgte Ellebæk i marts 2019. Læs reportagen her.

- I dette øjeblik er der en person, der har prøvet at tage livet af sig selv. Han har skåret sig med en kniv. Og nu er der kommet en sygeplejerske og vagter, som prøver at hjælpe ham. Han dør! Lige nu.

Hans stemme er desperat.

- Du må komme nu. Det sker lige nu, tilføjer han.

Tarik Taine fra Marokko har forladt rengøringstjansen i Udlændingecenter Ellebæk og er løbet hen til fængselsgangens betalingstelefon. Det er ikke første gang, der er en, der prøver at tage livet af sig selv, fortæller han.

Tarik Taine har siddet frihedsberøvet i Ellebæk i ni måneder. Men den unge marokkaner forstår ikke, hvorfor han skal sidde bag tremmer, når han ikke har gjort noget kriminelt.

Han er overbevist om, at det er en sammensværgelse:

- Jeg er kidnappet her. De torturerer folk her. Jeg siger dig; Danmark har det her fængsel for at torturere folk. Ligesom Guantanamo. Jeg vil gerne tale med dig for at fortælle, hvad det er, der foregår.

Frygt for flugt

Det er ikke første gang, jeg taler med Tarik Taine. Vi har været i telefonisk kontakt gennem mange måneder, ligesom jeg har besøgt flere af hans Ellebæk-fæller i de sikrede besøgsrum. Men i knap et år har Tarik Taine og de andre indsattes hverdag været lukket land for mig. Indtil nu.

TV 2 er som det første tv-hold blevet inviteret ind bag tremmerne på Udlændingecenter Ellebæk. Et sted, der huser afviste asylansøgere og andre udlændinge, som ikke har gjort noget kriminelt, men som myndighederne frygter går under jorden, inden de kan sendes ud.

Ellebæks fængselsbetjent og tillidsmand gennem 25 år, Gert Jensen, beskriver Ellebæk som et "glemt, lukket fængsel", og han mener ikke længere, at man kan byde nogen at bo der.

Dette er historien om en gruppe afviste mennesker, der nægter at rejse hjem, fordi de frygter at blive slået ihjel, forfulgt eller undertrykt i hjemlandet. Og om de dilemmaer, der følger med, når man som ansat skal frihedsberøve folk, som er villige til at smøre sig ind i afføring, sluge barberblade og skære i sig selv for at blive i Danmark.

**

Dette er de afvistes vidnesbyrd.

Deres oplevelse af Ellebæk.

***

Bortset fra lidt småsnak mellem de morgenfriske fængselsbetjente er der meget stille på gangene, da enhedschef Michael Kaj Pihl Jensen sætter nøglen i låsen og åbner en stor tremmedør ind til 18 Øst.

Det er en af centrets fire mandefløje.

Forinden har vi passeret et fire meter højt dobbelthegn toppet med pigtråd og kameraer.

Vi har været igennem en stor jernsluse, hvor porten bag os brummende gled i, før porten foran os åbnede, og vi har låst vores mobiltelefoner inde i små bokse.

Selv om enhedschefen nikker ja til, at Ellebæk udadtil ligner et lukket fængsel - og på mange måder også fungerer som ét - er det ikke det.

Det er et udlændingecenter for ikke-kriminelle, som bliver frihedsberøvet, så man ved, hvor man har dem, når de skal sendes hjem, understreger han.

Også selvom der på lønsedlerne står ”Fængslet Ellebæk”, og personalet under mine tidligere besøg har givet ordrer til hinanden om at hente ”fangen”.

Bag den næste tremmedør på en lang fordelingsgang bor nogle af stedets for tiden 109 afviste asylansøgere i små, slidte celler med tremmer for vinduerne. Og de har ventet os.

- Journalist? Journalist?

- Please! Kan jeg få lov til at tale med dig?

- Det her er et fængsel. Et fængsel!

- De behandler os som dyr.

Der går ikke mange sekunder, fra vi er inde, til gangens beboere er samlet på gangen.

Nogle kommer hen og siger direkte, hvad de mener om stedet, andre hvisker, at de gerne vil tale fortroligt, mens en enkelt - i forsøget på ikke at blive glemt i mængden - har skrevet en seddel:

Tarik Taine, som jeg talte i telefon med dagen i forvejen, er en af dem, der gerne vil tale. Han har ventet, siger han, og dirigerer mig ned mod hans værelse.

I den rungende gang står mænd i klipklapper og dunjakker og venter utålmodigt på, at det bliver deres tur. Nogen har været frihedsberøvet i få dage, andre i et halvt år og enkelte i længere tid.

Deres mening om Ellebæk er ikke til at tage fejl af, når man læser graffitien på murstensvæggene.

"Vi er ikke kriminelle". "Er det en forbrydelse at søge asyl?"

- Et sted for kidnappede

Tarik Taines værelse ligger for enden af gangen.

Der er koldt indenfor. Og selvom Tarik Taine har forsøgt at binde de lange, sorte gardiner fast ved siden af vinduet, er der stadig dunkelt. Han beder mig om at lukke døren:

**

- Det her sted er for kidnappede mennesker. Folk føler, de er kidnappede af den danske stat. Det er et fængsel, siger han lavmælt og slår ud med armene.

***

Marokkaneren er heldig at have fået et værelse med kun to senge, forklarer han. I øjeblikket har han det nemlig for sig selv. Men han ved ikke hvor længe. Når der er allermest run på, bor de fire sammen, og man ved aldrig, om man bliver vækket tidligt om morgenen af politiet, der vil sætte en på flyet hjem. Det er konstant stress, fortæller han.

- Ingen kan forklare mig, hvorfor jeg er her. Jeg burde ikke være her, men ingen lytter. Jeg er ikke kriminel – jeg er kidnappet af den danske stat, gentager han.

Tarik Taine fortæller, at han var på vej til Sverige, da han blev stoppet af dansk politi. Han bryder sig ikke om Ellebæk – men hellere det, end det der venter ham i Marokko, siger han.

Den tortur, Tarik Taine fortalte mig om i telefonen dagen forinden, skal ikke forstås som fysisk.

Den er psykisk, understreger han, og peger op mod loftet, hvor der i december er banket nye brædder op.

- Du kan se, at de har forsøgt at dække rørene her, fordi flere har forsøgt at hænge sig. Jeg har set så mange mennesker, der har forsøgt at tage livet af sig selv herinde, siger han.

Det er Ombudsmanden, der er skyld i, at de fritlagte rør på værelserne er blevet dækket til.

I juni kom Ombudsmanden med et påbud, fordi der de seneste fem år havde været i alt syv sager, hvor indsatte havde forsøgt at hænge sig i sengetøj, lagener og lagenstrimler fra varmerørene i lofterne.

De skrøbelige

Lidt længere nede ad gangen bor én af dem, der har forsøgt at begå selvmord.

24-årige Amine Chebane fra Algeriet.

Selv da han blev sat i isolation kun iført underbukser, prøvede han at hænge sig i dem, bekræfter en af Ellebæks to sygeplejersker:

- De er rigtig skrøbelige og i en meget stor krise, når de kommer herind. De kæmper for deres liv, siger hun.

Selvom flere på Ellebæk mistænkes for at ”spille syge” for at undgå en udsendelse, er der ifølge de ansatte mange, som slet ikke burde være på Ellebæk, men på et psykiatrisk hospital.

- Vi har mindst ét tilfælde - hvis ikke hver måned, så i hvert fald ofte, siger sygeplejersken.

Der er mørkt inde på den unge algeriers værelse. Han ønsker ikke at stå frem med ansigt, men fra sengekanten fortæller han, at han kom til Danmark for to år siden som politisk flygtning, fordi han kæmpede mod regeringen i Algeriet. Han ville ændre systemet. Flygtningenævnet har dog vurderet, at han ikke er i fare i sit hjemland, og derfor har han fået afslag på asyl.

Det stresser ham.

**

- Jeg kom for at være i sikkerhed og for at overleve. Ikke for at komme i fængsel og blive sendt tilbage. Det her er et sted for kriminelle. Ikke for mennesker, der ikke har papirer, eller som man ikke tror på.

***

Amine Chebane har nu boet i Ellebæk i fire måneder, men det går ikke godt. Han er overbevist om, at han kommer i fængsel, hvis han bliver sendt tilbage til Algeriet – og det er trods alt værre end Ellebæk, siger han.

Ligesom mange andre indsatte på Ellebæk får Amine Chebane sovemedicin for at stoppe tankemylderet om natten. Men presset og håbløsheden gør, at han er begyndt at skade sig selv, fortæller han:

- Kan jeg vise dig det, spørger han og trækker sin hættetrøje op, så brystkassen er blottet. Mange steder på overkroppen er der røde, overfladiske snitsår.

- Det er noget, jeg gør. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Det her sted leger med dit sind. Du er normal, når du kommer ind, men skør, når du kommer ud.

Han føler ikke noget, når han skærer sig, siger han. Der er kun ét spørgsmål, der melder sig:

- Hvorfor er jeg her? Det er det eneste spørgsmål, jeg stiller mig selv. Hvorfor er jeg anbragt her?

Konflikter sker hver dag

Dét er et spørgsmål, mange af de indsatte på Ellebæk har.

Men den seneste tid har personalet været så underbemandet, og udlændingecentret så belagt, at de ikke har haft tid til at besvare alle spørgsmål, siger fængselsbetjent Gert Jensen. Det har skabt frustrationer og næsten daglige konflikter, lyder det:

- Det er ren kaos.

En aktindsigt viser, at der sidste år var 107 isolationer af de indsatte, og 35 gange valgte indsatte frivilligt at bo i isolationsrummet. Simpelthen for at få ro, siger tillidsmanden.

Dertil kommer de fysiske forhold, som Gert Jensen kalder ”noget gammelt lort”.

Han peger blandt andet på, at nogle bor fire sammen på alt for lidt plads, at inventaret er nedslidt, at varmen svigter, og at der hænger stikkontakter ud af væggen.

- Jeg vil sige, at i dag er forholdene så ramponeret, så jeg synes heller ikke, at man kan tilbyde dem det. Det kan godt være, at de er frihedsberøvede, men de er jo ikke kriminelle.

Kriminalforsorgen genkender ikke det kaos, som Gert Jensen fortæller om, men de skriver i en mail til TV 2, at der er "et meget stort pres" på institutionen på grund af underbemanding.

Det har blandt andet betydet, at de har måttet stuve indsatte sammen i rum, "der ikke normalt benyttes til belæg", og som har medført "et utilstrækkeligt privatliv". Det har også været et problem at gennemføre vedligeholdelse i 2018, lyder det.

Rygepausen

På gangen i 18 Øst har mændene samlet sig foran udgangen til den aflukkede gård. Det er morgen og tid til den første rygepause. Dem er der tre af i løbet af dagen på Ellebæk - to af et kvarter og en af en halv time.

I gården blandes fængselsfløjene, og hurtigt stiller de indsatte sig i kø ved et hegn. Gennem hullerne i hegnet afleverer de en jeton, og i bytte får de en cigaret. Den skal de tænde i en cigarettænder, der sidder i muren.

Af sikkerhedshensyn må de ikke have lightere.

Imens de indsatte ryger, bliver de overvåget af betjente, der har taget opstilling på den anden side af hegnet. Nogle af dem joker venligt med de frihedsberøvede mænd, som, efter de har fået cigaretter, igen flokkes om os.

- De kalder det en ’closed camp’, men vi er i fængsel. Du kan se, hvordan det her sted er, siger Hassan Al Hamad, som har boet i Ellebæk i fem måneder.

For Hassan Al Hamads værelseskammerat, Rashed Alenezi, der bor på Ellebæk på 5. måned, er det en hård straf, at han ikke må ryge mere end tre gange om dagen, fortæller han. Det giver ham ”kuller”.

Men rygepauserne er det mindste problem. Ligesom flere andre mænd på Ellebæk er Rashed Alenezi blevet skilt fra sin familie.

Hans kone og seks børn i alderen 2-19 år bor cirka en kilometer derfra på Udrejsecenter Sjælsmark, og en til to gange om ugen besøger børnene deres far i Ellebæks besøgslokale.

Han har svært ved at tale om sine børn.

- Der er ingen tvivl om, at de savner mig. Når de kommer på besøg, græder de, og jeg savner også dem.

Skal motivere til udsendelse

Ifølge Rigspolitiet er det i visse tilfælde nødvendigt at frihedsberøve familier, som ikke medvirker til udsendelse. Ofte foregår det ved, at de sætter den ene forælder i Ellebæk for på den måde at motivere den samlede familie.

Det er også sket her.

Rashed Alenezi opgav et falskt fornavn, da han ankom til Danmark, og dermed fik politiet svært ved at finde ud af, hvor familien rent faktisk kom fra. Han gjorde det af frygt for at blive sendt tilbage til Kuwait, siger han i dag. Men han har aldrig løjet om familiens nationalitet, forklarer han. Uanset om han gav det rigtige navn eller ej, mener han, at det er umenneskeligt at skille familien ad.

Politiet kunne have fastlagt deres identitet, mens de var sammen på Sjælsmark, siger han:

- Vi er ikke forbrydere. De fører en psykisk krig mod os.

Rashed Alenezi forklarer, at familien er statsløse bedunere fra Kuwait. Altså en slags statsløse nomader uden ret mange rettigheder. Selvom hans fingeraftryk er fundet i Kuwait, nægter landet dog at tage imod familien.

Nu undersøger de danske myndigheder, om familien kan sendes til Irak.

- Vi er taget som gidsler, siger Rashed Alenezi.

Og han er ikke den eneste, der har den følelse:

Tarik Taine, Rashed Alenezi og alle de andre indsatte i Ellebæk har fået deres sag prøvet i Flygtningenævnet. Og i alle sager har nævnet besluttet, at der ikke er noget til hinder for, at de enten sendes hjem – eller sendes til det land, som de først søgte asyl i.

Flere af de indsatte føler sig dog ikke overbeviste.

Sidste år endte 834 af de i alt 953 udlændinge, som Nordsjællands Politi havde frihedsberøvet i Ellebæk, med at blive udsendt, viser tal fra Politiets Nationale Udlændingecenter. Altså 87 procent.

Anderledes ser det ud på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast, som - modsat Ellebæk - er en åben institution med meldepligt. Her er 328 ud af 447 tidligere beboere forsvundet, siden stedet blev etableret for tre år siden, skriver DR.

Og netop derfor er Ellebæk nødvendig, siger integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg.

Men det er faktisk ikke alle nationaliteter i Ellebæk, de danske myndigheder kan tvinge hjem.

Ali og vennerne

Det gælder blandt andre 24-årige Ali Nasser Kenani.

Han har været i Ellebæk i mere end otte måneder, og hans celle adskiller sig væsentligt fra de andre.

På gulvet er der lagt farvede tæpper ud, og på væggene hænger blyantstegninger af irakiske venner. Over Ali Nasser Kenanis seng hænger små lapper med navne på andre irakere, som er blevet løsladt fra Ellebæk.

De minder ham om, at han skal holde ud, siger han.

Ligesom eksempelvis Iran, nægter myndighederne i Irak at tage imod egne statsborgere, hvis de ikke har gyldigt pas og bliver hjemsendt mod deres vilje. Det har fået mange irakere i Ellebæk til at nægte at skrive under på at blive sendt ud frivilligt. Også Ali Nasser Kenani:

- De siger til mig, at jeg bliver fængslet, indtil jeg går med til at blive sendt tilbage til Irak. Men hvis jeg vender tilbage til Irak, bliver jeg dræbt.

Ali Nasser Kenani vipper lidt frem og tilbage, mens han fortæller, at hans mor er blevet dræbt, og at hans far er forsvundet i Irak. Selvom Flygtningenævnet har vurderet, at det ikke er farligt for ham at rejse tilbage, nægter han.

- Forstå mig ret; jeg nægter at blive dræbt. For hvis jeg kommer til irak, bliver jeg dræbt.

Men de danske myndigheder har jo vurderet, at det ikke er farligt for dig at rejse hjem?

- Lad mig fortælle dig sandheden om det; det er en politisk vurdering, der ligger til grund for min afgørelse. Man vil ikke have udlændinge i Danmark. Det er ikke, fordi der er sikkert i mit land - det kan du spørge en masse eksperter om. Det er farligt at være i Irak. Mit afslag er ren og skær politisk. Fordi man ikke vil have os her.

Køleskab i vinduet

Ali Nasser Kenani åbner vinduet og tager en agurk, som sammen med andre madvarer er stablet i mellemrummet mellem vinduet og de udvendige tremmer.

De tre irakere bryder sig ligesom mange andre indsatte ikke om maden i Ellebæk, der hovedsageligt består af brød, pasta og nogle mikroovnsretter, så derfor forsøger de at lave deres egen af indkøbte ingredienser fra Ellebæks kiosk.

Eneste udfordring er, at de hverken har kogeplader eller ovn.

'Ond' i hjemlandet

Ved siden af Tarik Taine – ham som ringede til mig for at fortælle om et selvmordsforsøg, som i øvrigt blev afværget – bor 26-årige Andrew Martins.

Han er fra Uganda og har boet på Ellebæk i snart fire måneder.

Han har fået afslag på asyl, fordi de danske myndigheder ikke mener, han er i fare i Uganda, selvom han hævder, at han er homoseksuel.

**

- Ugandere har den forestilling, at homoseksuelle er onde. Man kan sige, at det er gratis at overfalde dem.

***

Men Ellebæk er ikke meget bedre, siger han:

- Det er mere end mental tortur her. De ødelægger dig psykologisk. Man kunne forestille sig det i et andet land, men ikke i Danmark.

Hver fjerde uge kommer de indsatte i Ellebæk for en dommer, som skal beslutte, om frihedsberøvelsen skal fortsætte. Men ligesom mange af de andre, jeg møder i Ellebæk, mener Andrew Martins ikke, at det går retfærdigt til.

- Folk her bliver taget som gidsler. Du får ’ghost lawyers’ – altså advokater, der ikke møder op, når man kommer til retten. De besøger dig aldrig, så du får aldrig mulighed for at tale med dem, siger han.

Andrew Martins vil gerne have sin sag genoptaget, men han føler, han taler for døve ører.

- Politiadvokaten får tid til at tale, men den advokat, der skulle hjælpe mig, kender mig ikke og protesterer aldrig. De går bare med til det, dommeren beslutter. Så det bliver en slags rutine; at hver gang, vi kommer i retten, så får man fire uger og fire uger og fire uger. Og når der så er gået et år, så bliver du sendt hjem med magt.

Tid til arbejde

En dyb stemme skærer sig gennem luften på Ellebæks gange:

- Workshop!

Lederen af Ellebæks produktionsværksted er i gang med at samle arbejdskraft ind, og hurtigt samler Andrew Martins og flere andre indsatte sig ved tremmedøren.

For at få råd til madvarer i kiosken, cigaretter i gården og telefontid på gangen, kan de indsatte melde sig på et af Ellebæks arbejdshold. Det kan for eksempel være køkkenarbejde eller rengøring.

Det meste af det er der venteliste til, men Andrew Martins har fået job i Ellebæks værksted, hvor han laver simpelt pakkearbejde, og de næste fem timer skal de lægge små, orange plastikstrips sirligt i papkasser.

I et hjørne på værkstedet sidder en, som har haft arbejde der i månedsvis. Han ønsker at være anonym af frygt for, hvad hans kritik kan få af konsekvenser, men siger:

- Situationen her er dårlig. Den er rigtig dårlig. Nogle har været her i mere end et år, og de ved ikke, hvad der skal ske. De er flygtet fra krig og har brug for hjælp og et sikkert sted at være, men de bliver bare sendt hjem. Man overholder ikke menneskerettighederne her – du kan ikke få lov til at tale din sag, siger han.

Tarik og telefonen

Det er blevet eftermiddag, og Andrew Martins ven og nabo, marokkaneren Tarik Taine, har færdiggjort sin rengøringstjans.

På gangen i 18 Øst har han endnu engang indtaget sin faste position ved telefonen. Den er hans eneste kontakt med omverdenen, siger han. Håbet er, at nogen kan redde ham ud.

Han løfter røret og ringer til politiet. Nøjagtig som han har gjort, siden han blev sat i Ellebæk for ni måneder siden.

Den første, der svarer, er en medarbejder fra Udlændingecenter Nordsjælland. Hun kender godt Tarik Taine. De talte også sammen dagen forinden:

- Du er nødt til at tale med Alexandra, siger hun.

- Men Alexandra sagde, at politiet var nødt til at komme til mig.

- Du må ringe til hende og tale med hende.

- Men hun sagde, at…

- Farvel.

Hun lægger røret på.

Så prøver Tarik Taine at ringe til Alexandra, som ifølge politiet skulle være ansvarlig for hans sag.

Også hun smider røret på.

Tarik Taine sukker, venter nogle sekunder og ringer så tilbage til Udlændingecenter Nordsjælland:

- Hallo, jeg er Tarik Taine,. Jeg har lige forsøgt at tale med Alexandra, men hun lagde bare røret på. Hun ville ikke tale med mig.

- Nåh, okay...

- Jeg siger, at Alexandra ville ikke tale med mig, hun lagde bare røret på. Hun siger, at jeg skal ringe til politiet.

- (….)

Igen bliver samtalen afbrudt.

Tarik Taine står stadig med telefonrøret i hånden. Han kigger opgivende over på mig.

- Det er politiet. Politiet som bringer os her. Vi er kidnappet. De ved, at vi er kidnappede, siger han.

Marokkaneren lægger røret på og trasker tilbage mod sit værelse.

**

Det bliver heller ikke i dag, han slipper ud af Ellebæk.

***

Kort efter vores besøg på Ellebæk blev Andrew Martins sat i isolation i 15 dage, fordi der var fundet en mobiltelefon på hans værelse. Ligesom Rashed Alenezi, Ali Nasser Kenani og Tarik Taine sidder Andrew Martins i skrivende stund fortsat indespærret. Tarik Taine har også ringet igen. Han har planer om at sultestrejke, siger han.

Vi tester i øjeblikket et nyt format, og din mening er vigtig. Tryk og svar på tre spørgsmål om det, du lige har læst.