Kemicocktail i mors blod hæmmer fostrets vækst

Miljø- og fødevareministeren, Jakob Ellemann-Jensen, vil have stofferne reguleret.

En cocktail af giftige fluorstoffer i gravides blod betyder, at deres børn ofte bliver mindre end normalt. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.

De såkaldte perfluorerede stoffer omgiver os over alt i dagligdagen og anses i forvejen for at have en lang række alvorlige sundhedseffekter.

Fluorstofferne bruges alle vegne i de fleste menneskers dagligdag som imprægnering og overfladebehandling af alt fra stegepander til regntøj, udesko, pizzabakker og popcornposer.

- Vi har som de første i verden med en ny metode isoleret blandingen eller cocktaileffekten af stofferne i gravides blod.

- Dermed kan vi se en effekt, hvor nyfødte bliver kortere og vejer mindre, siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen fra Aarhus Universitet.

Svært at undgå stofferne

Det er ifølge forskerne bekymrende og alarmerende. En række alvorlige sundhedsrisici forbindes med lav vækst hos børn såsom forringet immunforsvar og negativ påvirkning af nervesystemet.

Forskerne har undersøgt blodprøver fra 702 gravide danske kvinder i den hidtil mest grundige danske undersøgelse på området.

Tidligere forskning har sat fluorstofferne i forbindelse med blandt andet brystkræft, fertilitetsproblemer, adhd, astma, nedsat immunforsvar og nedsat effekt af vacciner.

- Det er meget bekymrende, at vi alle sammen siden 1950'erne er blevet eksponeret for en masse stoffer, som vi nu ved har så mange sundhedseffekter, og hvor den enkelte nærmest ikke selv kan gøre noget for at undgå dem, siger forskeren.

Andre studier fra blandt andre Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på Syddansk Universitet, supplerer undersøgelsen.

- Det er chokerende, at de fleste danskere har så meget af disse stoffer i blodet, at vaccine eksempelvis virker dårligere, end den skulle, og i nogle tilfælde slet ikke, siger Grandjean.

Miljø- og fødevareminister vil af med giftig mademballage

Jakob Ellemann-Jensen bebudede for nylig, at han vil undersøge muligheden for et nationalt forbud mod brugen af stofferne i fødevareemballager såsom pizzabakker.

- Organiske fluorerede stoffer, som skader mennesker og miljø, skal som udgangspunkt forbydes, siger Ellemann-Jensen i en skriftlig kommentar.

- Jeg kender ikke det nye studie i detaljer. Men som jeg forstår det, er det endnu et bevis på, hvor problematiske stofferne er, og dermed endnu en motivation for at fortsætte den danske kamp for at regulere stofferne, siger han.

EU's Fødevareagentur (Efsa) kom så sent som i december med en meget skærpet risikovurdering af de to mest udbredte fluorstoffer PFOS og PFOA.

Forskere ser stærkt frem til en skrappere kurs på området.

- Det er på høje tid, at man endelig går i gang med tiltrængte reguleringer i første omgang af mademballage, siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, der står bag det nye studie.

Hun mener dog, at en generel deklarering af stofferne i alle produkter er et helt nødvendigt næste skridt.