Nyheder

Sådan husker vi Ole Stephensen

"Walter og Carlo" og "Eleva2ren" er bare noget af det, Ole Stephensen vil huskes for.

Journalist, tv-vært, lokalpolitiker og skuespiller. Det er de færreste, der efterlader sig en så omfattende karriere, som Ole Stephensen.  

I store dele af sit 63-årige liv kom han i flere omgange helt ud i stuerne til folk - i roller, som han den dag i dag huskes for.

Hans karriere startede dog et lidt andet sted.

Som nyuddannet journalist fik Ole Stephensen i 1978 job på dagbladet Aktuelt, hvor han i et par år arbejdede som kriminalreporter.

Men første gang den mere brede befolkning fik mulighed for at stifte bekendtskab med ham var dog, da han i 1980 skiftede arbejdsgiver og blev ansat i Danmarks Radio.

Her slog han pjalterne sammen med Jarl Friis-Mikkelsen. Et partnerskab, der skulle fortsætte i adskillige år fremover.

I 1982 gik de to ifølge Danske Film første gang på tv-scenen til DR’s nytårsshow med deres selvopfundne karakterer – brødrene Øbberbøv – eller Øb og Bøv.

Walter og Carlo

Ole Stephensen og Jarl Friis-Mikkelsen fortsatte i underholdningssporet sammen, og i 1985 rykkede de ind på filmlærredet sammen som Walter og Carlo i "Op på fars hat".

Ole Stephensen spillede rollen som stewarden Walter. Sammen med Jarl Friis-Mikkelsens karakter – den mere rapkæftede Carlo - følger filmen deres oplevelser på Costa del Sol i Spanien.

Ole Stephensens hans karriere som skuespiller blev skudt i gang i 1985 i rollen som den godmodige Walter i de tre 'Walter og Carlo'-film med Jarl Friis-Mikkelsen.

Filmen giver sig ud for at være optaget som hjemmevideo af Carlos kone Elly, som seerne aldrig ser på skærmen.

Ikke alle anmeldere var begejstrede, men det var publikum. Omkring én million mennesker så ifølge Dansk Filminstitut filmen.

Duoen fortsatte i deres roller i endnu to film: "Walter og Carlo - Yes det er far" og "Walter og Carlo i Amerika".

Men selvom Ole Stephensen nød stor succes som skuespiller, så havde han ikke helt sluppet journalistikken endnu.

Eleva2ren og Go' morgen Danmark

I 1991 fik han mulighed for at kombinere journalistik og underholdning i endnu en af hans mindeværdige roller – som fast vært på Eleva2ren.

Fredagsprogrammet, der var baseret på en blanding af gæster og musik, havde i alt 114 programmer med Ole Stephensen som vært.

Frem til 1995 bemandede han med flere skiftende kvindelige medværter, som Suzanne Bjerrehuus og Thera Hoeymans, programmet. Og han blev den vært, der i længst tid var i front for programmet.

Eleva2ren kunne fredag efter fredag fastholde et millionseertal og er en af TV 2s største succeser.

Karen Thisted og Ole Stephensen arbejdede sammen i mange år i tv-branchen og var nære venner.

Tv-værten fortsatte efterfølgende i den journalistisk underholdningsgenre, da han i 2000 for første gang optrådte på skærmen i programmet Go’morgen Danmark. Her fungerede han også som producent og redaktør.

Ole Stephensen var vært på Go' Morgen Danmark på TV 2 fra 2001 og frem til 2008.

I otte år frem var han en af de faste frontfigurer på programmet, indtil han måtte sige farvel til værtsrollen.

Ida Wohlert husker tilbage på tiden med Ole Stephensen, hvor de var værter på Go' Morgen Danmark.

Undervejs nåede han også her at danne flere forskellige tv-makkerpar. Blandt andet havde han i en årrække selskab af blandt andet Henriette Honoré, Anette Kokholm og Line Baun Danielsen. 

- Ole havde med sin uhøjtidelige tilgang til tv-mediet stor betydning for skabelsen af det folkelige TV 2. Med lune, humor og passion leverede han mange timer og gode tv-øjeblikke med sin mangeårige indsats som vært i 'Go' Morgen Danmark' og som underholdningsvært på 'Eleva2ren'. Det siger TV 2s programdirektør Anne Engdal Stig Christensen.

Siden blev Ole Stephensen også aktiv i politik. Han meldte sig ind i det Konservative Folkeparti i 2016, og han blev i 2017 valgt ind i kommunalbestyrelsen i Gentofte. Han blev også valgt som folketingskandidat for partiet.

Ole Stephensen afgik ved døden onsdag aften i sit hjem i Gentofte uden foregående sygdom. Han blev 63 år gammel.