DB Cargo suspenderer medarbejder

Medarbejderen er indkaldt til tjenstlig samtale.

En stationsbetjent i transportvirksomheden DB Cargo er blevet sendt hjem.

Det bekræfter Jan Wildau, der er kommunikationsdirektør i DB Cargo over for TV2.

Han vil dog hverken be- eller afkræfte, at hjemsendelsen sker i forbindelse med ulykken på Storebælt.

- Jeg hverken kan eller vil udtale mig om verserende personalesager, siger han.

Ifølge Berlingske undersøges stationsbetjenten for efter ulykken i strid med reglerne at have overstreget afgørende oplysninger på en såkaldt vognliste. Vognlisten omhandlede godstoget, der var involveret i ulykken, hvor en vogn rev sig løs og væltede ind i et forbipasserende IC4-tog.

Ulykken fandt sted 2. januar i år. Otte mennesker mistede livet i ulykken, 16 blev kvæstet.

Tjenstlig samtale

Efter hjemsendelsen er medarbejderen indkaldt til en tjenstlig samtale med virksomheden, skriver Berlingske.

Over for TV 2 understreger Jan Wildau, at den hjemsendte medarbejder ikke har haft indflydelse på, at ulykken fandt sted.

- Jeg vil gerne slå fast, at der ikke er noget i baggrunden for den personalesag, der kan have haft indflydelse på, at ulykken skete. Jeg vil også slå fast, at vi fortsætter vores dedikerede samarbejde med myndighederne for at komme til bunds i, hvad der forårsagede ulykken på Storebæltsbroen. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan skabe en mere sikker jernbane i fremtiden, siger Jan Wildau.