Nyheder

Fragtfirma ændrer sikkerhedsproces efter togulykke

Det er for risikabelt kun at lade én person tjekke lasten, som DB Cargo gjorde før ulykken, mener tidligere sikkerhedsekspert.

Indtil i onsdags var der kun én medarbejder hos fragtfirmaet DB Cargo, der tjekkede, om de såkaldte lommevogne, der dagligt passerer Storebæltsbroen, var lastet korrekt.

Sådan en type godsvogn, som onsdag den 2. januar var involveret i den værste danske togulykke i 30 år.

Det oplyser en ansat hos DB Cargo til TV 2, og oplysningen bekræftes af DB Cargos kommunikationsdirektør, Jan Wildau:

- Det er rigtigt, at før onsdag var der én, der satte den på(lastvogntraileren, red.), og så var der én, der gik en runde om toget og tjekkede det, siger han.

Men i kølvandet på ulykken, der tog livet fra otte personer og sårede 16, har DB Cargo nu valgt at opprioritere sikkerheden, så der nu både er et "læsseteknisk eftersyn" og en ekstra kontrollant, lyder det:

- I dag er det sådan, at der er én, der sætter den på(lastbiltraileren, red.), der er én, der går en runde og tjekker, og så er der én, der går en ekstra runde, inden toget bliver sendt afsted, siger Jan Wildau.

Menneskeligt at fejle

Men det er stærkt kritisabelt, at det først sker nu.

Sådan lyder det fra en ekspert i jernbaner, Thomas Albøg Olsen, som også er tidligere sikkerhedschef hos DSB.

En af de allervigtigste ting at fokusere på, når man arbejder med sikkerhed, er, at mennesker laver fejl

Thomas Albøg Olsen, tidligere sikkerhedschef hos DSB

Han mener ikke, at det er nok kun at have én person til at tjekke, om den, der læsser et godstog, har gjort det forsvarligt:

- Set i forhold til den konsekvens som et svigt fra medarbejderens side kan give, virker det underdimensioneret rent sikkerhedsmæssigt, hvis der kun er én, der tjekker toget, siger han.

- En af de allervigtigste ting at fokusere på, når man arbejder med sikkerhed, er, at mennesker laver fejl, og det er man nødt til at forholde sig til, når man laver sikkerhedssysstemer.

Trafikstyrelsen advarer mod lommevogne

Det er endnu uvist, hvordan det kunne gå så galt på Storebæltsbroen. Havarikommissionen er således i fuld gang med at undersøge årsagen til ulykken.

Men selvom de endnu ikke har fundet en årsag, indikerer de foreløbige undersøgelser, at låsemekanismen i lommevognene "udgør en risiko".

I weekenden kom Trafikstyrelsen derfor med en advarsel mod brug af netop lommevogne, som er en særlig godsvogn, der kan transportere og holde en trailer på plads.

På traileren sidder en tap, der kaldes 'kongetappen', og som klikker sig fast på godsvognen. Men det er denne sikring, der nu får Trafikstyrelsen til at opfordre godsoperatører til at udføre ekstra kontrol i forbindelse med montering af sættevogne på godsvogne.

Det er bare 20 år for sent, mener Thomas Albøg Olsen, som har gjort opmærksom på problematikken i mange år:

- Når man tager i betragtning, at der i årtier har været anvendt lommevogne til transport af løse trailere, virker det noget sent at Trafik- og Byggestyrelsen først advarer mod disse vogne, efter at ulykken er sket. Risikoen har jo været kendt, ligeså længe lommevognene har eksisteret, siger han.

Ofre for togulykken

De omkomne er:

  • En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn
  • En 51-årig mand fra det nordlige Fyn
  • En 30-årig mand fra Aarhus
  • En 45-årig kvinde fra Odense
  • En 60-årig kvinde fra Odense
  • En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn
  • En 59-årig kvinde fra Storkøbenhavn
  • En 30-årig mand fra Nordjylland, som var bosat i Grønland

Kilde: Fyns Politi

Efterlyser en teknisk barriere

Den tidligere sikkerhedschef hos DSB forklarer, at det tidligere er set, at en trailer ikke fastholdes, og derfor under kørslen kan flytte sig.

Derfor er det vigtigt, at kontrollen er helt i top.

- Engang kørte man kun med 10 lommevogne, og der var risikoen minimal, men nu kører der ikke et godstog gennem Ringsted, uden at der er 10-15 trailere imellem det.

- Man overveje, om en menneskelig barriere er nok, eller om der også skal være en teknisk barriere, siger Thomas Albøg Olsen.

DB Cargo mener dog ikke, at de har gjort noget forkert.

- Vi har haft nogle ret præcise arbejdsbeskrivelser, og vi har jo altså kørt med lommevogne i mange årtier, og der er ikke noget, der har indikeret, at de skulle være specielt farligere end andre vogntyper. Vi har overholdt loven, fastholder kommunikationsdirektør Jan Wildau.

Kørslen er indstillet

Jan Wildau siger til TV 2, at han holder sig til, hvad myndighederne siger. Og derfor lytter han også til Trafikstyrelsen:

- Vi har modtaget advarslen fra Trafikstyrelsen, og vi agerer i overensstemmelse med det krav. Jeg kan garantere, at vi opererer på en sikker måde og lever op til alle krav i Danmark.

- Hvis det viser sig, at det ikke er nok, så er det en myndighedsvurdering, hvorvidt det, vi har gjort, har været tilstrækkeligt eller ej, siger kommunikationsdirektøren.

Kort efter ulykken valgte DB Cargo at indstille kørslen med de såkaldte øltog fra Carlsberg, der kører med tom emballage fra Høje Taastrup til Fredericia.

To uafhængige undersøgelser er nu i gang med at kortlægge, hvad der præcis skete, da ulykken indtraf.

Der kan dog gå op til et år, før konklusionerne er offentligt kendt. Derefter vil politiet tage stilling til, om ulykken kan få strafferetlige konsekvenser for de involverede parter.