Togulykke Storebælt

Ulykke på Storebæltsbroen - lyntog ramt af gods fra tog

TV 2 følger situationen omkring ulykken på Storebæltsbroen.

Havarikommissionen giver opdatering på undersøgelse

På nuværende tidspunkt kan Havarikommissionen kun sige, at en trailer, som stod på en godsvogn, er faldet af på lavbroen og har ramt et modkørende tog, siger havariundersøger Bo Haaning til TV 2.

Ingen tog over Storebælt før i morgen formiddag

Tidligst torsdag formiddag klokken 10 vil der igen køre tog mellem Korsør og Nyborg efter togulykke, der kostede seks mennesker livet. Det oplyser DSB ifølge Ritzau.

Politi indkalder til nyt pressemøde

Fyns Politi vil torsdag morgen klokken otte holde et nyt pressemøde på Politgården i Odense for at give en status på situationen og efterforskningen i forbindelse med togulykken.

Sad i toget med sine børn: Vi græd og skreg

Inge Lennert og hendes 12-årige datter kom til skade ved ulykken.

- Da toget standsede, tænkte jeg: Nu er det slut. Vi græd og skreg, siger 42-årige Inge Lennert, der sammen med sine to børn var blandt passagererne på ulykkestoget. Hun og datteren blev begge ramt af glas fra de smadrede vinduer i togvognen.

Tog skal flyttes til et afskærmet område

Banedanmark og politiet arbejder lige nu på at bugsere passagerertog og godstog ind på et afskærmet område, hvor man kan gå i gang med efterforskningen. Godstoget flyttes først. Begge togsæt vil blive kørt til et afspærret og afskærmet område ved Nyborg. Det oplyser Fyns Politi.

Politi arbejder fortsat på at identificere ofre

Fyns Politi oplyser, at man fortsat arbejder på at identificere de seks ofre fra morgenens tragiske togulykke på Storebælt. Politiet forventes tidligst torsdag at kunne frigive oplysninger om de dræbte, lyder det i en pressemeddelelse.

Jean-Claude Juncker kondolerer

Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker sender sine kondolencer til ofrene for togulykken. Det skriver han i en besked til statsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Dykkere leder efter vragdele under broen

Politiet har i øjeblikket både og dykkere i vandet under Storebæltsbroen for at lede efter vragdele, som kan være faldet i havet i forbindelse med togulykken. Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Folk tager billeder af ulykkestedet og får bøder

Fyns Politi har i løbet af dagen udskrevet 40 bøder for at bruge mobiltelefon på Storebæltsbroen, fordi folk tager billeder af ulykkesstedet, når de kører forbi. Det skriver politiet på Twitter.

 

Storebæltsbroen åben - kan blive lukket igen ved kø

På storebæltsbroen er der ikke længere kødannelse i retning mod Fyn. Derfor er broen igen åben for trafik. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gør dog opmærksom på, at broen vil blive lukket i en halv time, hvis der opstår kø igen.

Storebæltsbroen forventes åbnet klokken 16.30

Storebæltsbroen forventer at åbne igen i retning mod Fyn klokken 16.30. Der er i øjeblikket lukket på grund af kødannelse. 

 

Broen lukker i vestgående retning

Storebæltsbroen er igen lukket i retning mod Fyn. Det skyldes kødannelse ved ulykkestedet. Der er ingen tidshorisont for, hvor længe det vil vare. 

Politi holder møde for passagerer og pårørende

Om cirka to uger vil Fyns Politi sammen med DSB, Beredskab Fyn og sundhedsberedskabet i Region Syddanmark indkalde passagerer fra togulykken og deres pårørende til et møde, hvor de, der måtte have nogle uafklarede spørgsmål, kan få lejlighed til at stille dem direkte til myndighederne.

Vindhastighed lige under 21 m/s på Storebæltsbroen

Op til togulykken lå middelvinden på mellem 20 og 21 meter i sekundet på Storebæltsbroen, oplyser teknisk chef i Sund og Bælt Kim Agersø-Nielsen til Ritzau. Ved en middelvind på 21 meter i sekundet skal godstog sænke hastigheden til 80 kilometer i timen.

Politi får henvendelser fra ambassader

Politiet har fået mange henvendelser fra borgere og ambassader, der spørger til nationaliteten på de omkomne, siger Lars Bræmhøj, chefpolitiinspektør ved Fyns Politi, på et pressemøde.

Ikke overblik over de omkomnes identitet

Politiet har endnu ikke det fuldstændige overblik over de seks omkomne, og kan derfor ikke oplyse om deres identitet, nationalitet eller alder, siger Lars Bræmhøj, chefpolitiinspektør ved Fyns Politi, på et pressemøde.

Dronningen kondolerer

- Denne morgens forfærdelige togulykke på Storebæltsbroen berører mig dybt. Mine tanker og min dybeste medfølelse går til såvel de efterladte og deres familier som til de tilskadekomne, skriver dronning Margrethe på kongehusets hjemmeside.

Pressemøde klokken 15.00

Øverst i artiklen kan du følge pressemødet fra Fyns Politi, der starter klokken 15.00.

Havarikommisionen arbejder på stedet

- Vi kigger på alt. Alt, hvad der kan have betydning for ulykken. Det kan være små ting. Det kan være store ting. Det er al informationen om vognene. Vi skal i gang med at indsamle materiale omkring regler og så videre. En lang rækker brikker til puslesplillet, siger havariundersøger Bo Haaning.

Hospital øger beredskab

- VI har øget vores beredskab internt på hospitalet. Og så er nogle af dem, der har været planlagt opereret i dag, blevet flyttet. Vi har desværre været nødt til at udskyde nogle planlagte operationer. Selvfølgelig ikke de livstruende, siger lægelig direktør på Odense Universitetshospital Michael Dall.