Sveriges regeringskrise| Britta Nielsens døtre | Forbud mod lattergassalg

Vi er nået halvvejs gennem ugen, og her har du dagens historier.

Den svenske rigsdag stemmer nej til Kristersson

Nå, den gik heller ikke denne gang. Den borgerlige statsministerkandidat i Sverige, Ulf Kristersson, blev her til morgen nedstemt i Rigsdagen for sit andet forsøg på at lave en borgerlig regering.

Det var sådan set også forventet

Kristersson bejlede ved dagens afstemning til Kristendemokraterne, hvilket ville konstruere en mindretalsregering. Men sådan en ville blive for afhængig af Sverigedemokraterne, mente De Liberale og Centerpartiet, som brugte det argument til at stemme nej

I alt 195 stemte mod Ulf Kristersson, mens 154 stemte ja.

Selvom Kristersson mandag gav udtryk for, at et "nej" kunne lede til et nyt valg, har han i dag sagt, at han har mod på at give regeringsdannelsen et tredje forsøg, hvis han bliver bedt om det. 

Fange spadserede ud af Vestre Fængsel

Der var tale om en alvorlig brist i en sikkerhedsprocedure, da en fange i Vestre Fængsel i august formåede at flygte ved bare at gå sin vej ud af fængslet.

Det fremgår af en redegørelse, som Rigspolitiet har sendt til justitsminister Søren Pape Poulsen (K). 

1. august fik en fange, mistænkt for medvirken til terror, besøg af fem gæster. Men da gæsterne skulle til at gå, førte politiet en af dem ind i et visiationsrum, som egentlig var tiltænkt den indsatte. 

Gæsten blev undersøgt og efterfølgende ført ind i fængslet. Og imens kunne fangen uhindret spadsere ud af fængslet sammen med de øvrige gæster. 

Britta Nielsens døtre står frem på tv

Christian Bjerrehuus, der er forsvarsadvokat for den ene af den svindelmistænkte Britta Nielsens to døtre, bekræftede i dag over for TV 2, at navneforbuddet i sagen er ophævet. 

Døtrene er 31-årige Nadia Samina Hayat og 34-årige Karina Jamilla Hayat, som har valgt at stå frem på tv i et interview, der bliver vist onsdag aften på Kanal 5.

Døtrene har kørt rundt i dyre biler og handlet med raceheste for penge, der kom fra Britta Nielsen. Alligevel forklarer Christian Bjerrehuus, at hans klient "nægter at have vidst noget om, hvor pengene kom fra."

Den ene datter Karina Jamilla Hayat siger selv i interviewet: 

- Jeg kan godt forstå, at man tænker, det virker helt ekstremt. Hvorfor er der ikke nogen klokker, der har ringet? Men for os har det været sådan gennem hele vores liv. 

Flertal i Folketinget vil lovgive om salg af lattergas 

Lattergaspatroner, som egentlig er beregnet til at lave flødeskum i flødeskumssifoner, er blevet et udbredt som rusmiddel blandt unge, fordi de er nemme at skaffe. 

Men selvom de sølvgrå patroner kan købes i kiosker og hos isenkræmmere så let som ingenting, kan man risikere at blive afhængig og tage varig skade. Nu vil et flertal i Folketinget gøre det ulovligt at sælge lattergas til unge under 18 år. 

- Alt for mange unge bruger det bare for sjov. Derfor skal vi sende det klare signal, at det er skadeligt, og at der derfor skal være en aldersgrænse og begrænsning på, hvor meget man må købe, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Vægttab i nyt glutenstudie overrasker eksperter

Hvis der er noget, der kan sætte ild til en heftig diskussion, så er det gluten. Er der forskel på glutenallergi og glutenintolerance? Er det usundt at få for meget? Og kan man overhovedet undgå gluten?

52 danske og internationale forskere har efter seks års studier for første gang på verdensplan påvist, at spiser man mindre glutenholdig kost, kan det have flere positive effekter. Det skriver Politiken. 

Blandt andet et uforudset vægttab forårsaget af mindre brød, pasta og anden glutenholdig mad.  

- Vægttabet var helt, helt uventet for os, siger professor og forskningsleder Oluf Borbye Pedersen til avisen. Læs meget mere om studiet her

***

Tak for nu, og tak fordi du læser med.

Hvis du endnu ikke er helt nyhedsmæt, kan du læse lidt op på Brexit-dramaet her. Seneste udvikling er, at premierminister Theresa May her til aften har hentet opbakning fra sin regering til at gå videre med sit udkast til en Brexit-aftale.