Dyrecenter gav kunde forkert fugl med hjem - den rigtige var død under negleklipning

16x9
Det var første gang, at Stritter skulle have klippet sine kløer. Foto: Privatfoto

Direktøren for Bonnie Dyrecenter Danmark kalder sagen ulykkelig.

Mandag afleverede Anette Kjellegaard sin nymfeparakit Stritter i Bonnie Dyrecenter i Slagelse for at få klippet neglene på den.

Da hun hentede den igen og kom hjem, opdagede hun, at hun sad med en fremmed fugl. 

Stritter var død under negleklipningen. Men det havde personalet ifølge Anette Kjellegaard ikke oplyst hende om.

De havde heller ikke fortalt, at de havde puttet en lignende fugl i den skotøjsæske, som de gav hende med hjem.

- Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, at min fugl dør ved at få klippet negle. Men det er den måde, de vælger at tackle tingene på bagefter, der gør mig vred, siger Anette Kjellegaard, der fik udleveret den fremmede fugl uden at blive oplyst om Stritters skæbne.

- Det er ikke særligt voksent. Det er uprofessionelt. Det er forkasteligt, at man kan tænke sådan, fortæller Annette Kjellegaard.

Begravet i haven

Tirsdag formiddag blev Anette inviteret ned i butikken, hvor hun modtog en undskyldning samt sin døde fugl. Dødsårsagen er ukendt, men den var ikke beskadiget eller blodig, da Anette Kjellegaard fik den tilbage.

- Den lignede sig selv. Om de har klemt den for hårdt, eller den er død af stress eller chok, ved man ikke, siger hun og tilføjer:

- Nu er den begravet ude i haven. Der ligger den, og det har jeg det egentlig fint med.

48-årige Anette Kjellegaard takkede nej til obduktion, da hun ikke mistænker, at personalet har været onde mod fuglen.
48-årige Anette Kjellegaard takkede nej til obduktion, da hun ikke mistænker, at personalet har været onde mod fuglen. Foto: Privatfoto

Dumhed, kådhed, panik

Bonnie Dyrecenter Danmark er en kæde bestående af 41 dyrehandlere fordelt over hele landet.

Indehaveren af butikken på Kinavej i Slagelse er ikke vendt tilbage på tv2.dk’s henvendelser, men til BT siger Jeanette Siering:

- Personalet er kede af det, og vi er alle kede af det. Kunne vi skrue tiden tilbage, så ville vi gøre det. Men det kan vi ikke.

Direktøren for Bonnie Dyrecenter Danmark, Torben Aksel Kjærbo Ibsen, har hørt om sagen, som han kalder ”ulykkelig.” I første omgang er det uheldigt, at dyret dør i butikkens varetægt, mener han.

- Det er heldigvis ikke ret tit, det sker, men det er et levende væsen, vi har med at gøre. Den er oppe i alderen, så det er, hvad der kan ske, siger direktøren og fortsætter:

- At man så forsøger at bytte den til en anden, kan jeg kun tilegne, at det simpelthen må være nogle mennesker, der i dumhed, kådhed eller panik har tænkt: ”Puha, hvad gør vi ved det her?” For selvfølgelig kan kunden kende sit eget dyr, og det er ikke sådan, man i Bonnie Dyrecenter eller andre butikker skal gøre. Selvfølgelig skal man ikke det, siger Torben Aksel Kjærbo Ibsen, der understreger, at han har hørt om sagen i medierne og ikke selv været i kontakt med hverken butiksindehaveren eller de involverede ansatte.

- Der er to sider af det, og det er ganske enkelt ulykkeligt, og jeg er sikker på, at den ansatte har været helt forfærdet. Det har været hårdt både for ejeren og bestemt også for dem, der har stået med en kundes dyr, der lige pludselig dør, siger han.

Alle 41 Bonnie Dyrecenter-butikker er selvstændige butikker med selvstændige ejere, og direktøren understreger, at hverken han eller bestyrelsen har magt til at bestemme, hvilke konsekvenser sagen skal have.

- Men det er klart, at vi i bestyrelsen vil tage en snak om det her blandt vores butikker og sige, at det her på ingen måde er genstand for det gode eksempel, siger Torben Aksel Kjærbo Ibsen, der også er medlem af bestyrelsen i Bonnie Dyrecenter Danmark.

Mener du, at det burde få konsekvenser for den konkrete butik?

- Det skal jeg ikke kunne sige. Jeg er sikker på, at de håndterer det internt, som det skal håndteres og får belyst, om det er en bevidst handling eller en stakkels medarbejder i panik, siger Torben Aksel Kjærbo Ibsen.

Anette Kjellegaard har efter episoden fået mange henvendelser, og flere opfordrer hende til at sagsøge butikken. Men for Anette Kjellegaard slutter sagen her.