Svindelmistænkte Britta Nielsen er ankommet til Vestre Fængsel
Britta Nielsen bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag klokken 10 i Retten på Frederiksberg. Den sigtede mand i sagen nægter sig skyldig.
Britta Nielsen har igen dansk grund under fødderne.
Det meddeler Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) på Twitter.
- Den 64-årige hovedmistænkte er landet i Danmark og er i vores varetægt, skriver anklagemyndigheden.
Fredag eftermiddag var Britta Nielsen til afhøring hos politiet, og derfra blev hun kørt til Vestre Fængsel, hvor hun skal overnatte inden hun lørdag klokken 10 bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.
TV 2 talte med hendes forsvarer Nima Nabipour efter afhøringen hos politiet. Han fortæller, at Britta Nielsen nu er blevet præsenteret for svindelsigtelsen.
Men på råd fra forsvareren har Britta Nielsen valgt, at hun foreløbig ikke vil tale med politiet om sigtelsen - hun har hverken nægtet eller erkendt sig skyldig.
- Formelt kalder man det en afhøring, i det øjeblik man bliver sigtet, men på nuværende tidspunkt har hun valgt, efter råd fra mig, ikke at udtale sig. Det skyldes, at jeg meget sent har fået adgang til at gennemgå sagsakterne med min klient. Det vil ikke være forsvarligt, synes jeg, at råde min klient til hverken det eller det andet, siger Nima Nabipour.
Han siger, at Britta Nielsen "efter omstændighederne" har det godt.
- Jeg synes, hun virker meget glad for at være tilbage. Hun er selvfølgelig træt efter et lang flyvetur, siger Nima Nabipour.
Politiets sag præsenteret for Britta Nielsen
Thomas Anderskov Riis, politiinspektør hos SØIK, bekræfter overfor TV 2, at Britta Nielsen nu er blevet præsenteret for politiets sag mod hende.
- Vi har haft lejlighed til at præsentere de forhold, som vi har samlet sammen indtil videre, over for den mistænkte, siger Thomas Anderskov Riis.
Han siger, at efterforskningen i sagen fortsætter.
- I forhold til efterforskningen kan jeg sige, at den fortsætter. Der er stadig sigtede i sagen, det er klart, at de spor kører stadig, og selv om vi har haft en anholdelse af den hovedmistænkte, fortsætter vi efterforskningen, indtil vi mener, der er grundlag for at træffe en afgørelse, om der skal rejses tiltale, siger Thomas Anderskov Riis.
Til Ritzau oplyser Thomas Anderskov Riis desuden, at anklagemyndigheden formentlig vil kræve retsmødet afholdt for lukkede døre, når Britta Nielsen og en mand, der også er sigtet i sagen, lørdag bliver fremstillet i grundlovsforhør.
Britta Nielsen, der er sigtet for svindel med Socialstyrelsens midler for mindst 111 millioner kroner, landede fredag kort før klokken 13 i Københavns Lufthavn.
Hun ankom ifølge Ekstra Bladet med et fly fra Qatar Airways. Da flyet var landet ved C-gaten, blev Britta Nielsen straks anholdt og fulgt ind i selve lufthavnen af politiet.
Grundlovsforhør lørdag
Hun skal efter dansk lovgivning stilles for en dommer i et grundlovsforhør inden for 24 timer.
Det kommer til at finde sted lørdag klokken 10 i Retten på Frederiksberg, skriver SØIK på Twitter.
I retten vil det blive afsløret, hvad den konkrete sigtelse fra anklagemyndigheden mod Britta Nielsen handler om, og hvordan hun stiller sig til anklagerne imod hende.
Mand nægter sig skyldig
I sagen om millionsvindel fra Socialstyrelsen er en dansk mand også indblandet.
Han mistænkes for hæleri af særlig grov beskaffenhed. Han menes at have modtaget mindst 3,6 millioner kroner, som Britta Nielsen mistænkes for at have ført ud af Socialstyrelsen.
Manden er nu i politiets varetægt, siger hans forsvarsadvokat Henrik Dupont til TV 2.
- Jeg har drøftet sagen med min klient, og han er formelt sigtet her i Danmark, men han nægter sig skyldig.
Fået taget dna og fingeraftryk
Hos politiet har han fredag blandt andet fået taget dna, fingeraftryk og foto og er blevet afhørt.
Forsvarsadvokaten bekræfter, at han fredag har modtaget en specificeret sigtelse mod manden. Men Henrik Dupont ønsker ikke at fortælle, hvad den indeholder.
- Jeg går ud fra, at anklageren vil præsentere sigtelsen ved grundlovsforhøret i morgen (lørdag red.), siger Henrik Dupont til TV 2, der oplyser, at manden har det godt og er afklaret med situationen.
Han siger desuden, at der ikke er nogen kontakt mellem den hælerisigtede mand og Britta Nielsen.
Manden blev anholdt i Johannesburg International Airport i Sydafrika 30. oktober.
Der er nedlagt navneforbud i forhold til manden i sagen.
Frarøvet midler fra samfundets svageste
Britta Nielsen er mistænkt for at have svindlet Socialstyrelsen for 111 millioner kroner via midler fra de såkaldte satspuljer. Penge, der er beregnet at komme samfundets svageste grupper til gode.
Svindlen skal være foregået i Socialstyrelsens tilskudsadministration i perioden fra 2002 til 2018.
Britta Nielsen har været internationalt efterlyst siden 9. oktober, hvor sagen blev kendt i offentligheden.