Udland

Søskende kæmper for, at bror ikke skal blive valgt i USA: - Vores efternavn skal ikke misbruges

Et stort familiedrama udspiller sig midt i valgkampen, og hele USA følger med i spænding. TV 2 har mødt familien bag opsigtsvækkende reklame.

- Jeg har fået nok af Paul. Jeg er fuldstændig færdig med ham, og vil ikke se ham mere. 

Det er hårde ord, der kommer ud af munden på advokaten David Gosar, da TV 2s USA korrespondent Jesper Steinmetz møder ham i hans hjem i byen Gering i Wyoming. 

- Jeg vil bare slet ikke være i nærheden af Paul mere, fortsætter søsteren Joan Gosar, der er på besøg. 

Som TV 2 tidligere har kunnet fortælle, har de sammen med deres fire andre søskende offentliggjort en kampagnevideo, hvor de leverer et hårdt budskab, der ikke er til at misforstå: Stem ikke på vores bror. Stem på hans modstander. 

Republikaneren og kongresmedlemmet Paul Gosar, der lige nu kæmper om at beholde sin plads i Repræsentanternes Hus ved midtvejsvalget, er dermed under angreb fra en atypisk vælgergruppe, der kender ham aldeles godt, nemlig hans egen familie. 

- Vores bror er blevet racist

- Vi bliver simpelthen nødt til at passe på vores gode familienavn, fortæller en af brødrene David Gosar i kampagnevideoen.

- Jeg kunne ikke tie stille længere. Det kan ingen af os mere, konstaterer søsteren Grace Gosar.  

- Det er tid til at gribe ind, og det betyder, at I skal gå ned og stemme, men I skal ikke stemme på min bror, siger Tim Gosar 

Sådan lyder nogen af bemærkningerne i reklamen, der løber over millioner af tv-skærme i USA. 

Søskendeflokken har givet deres angrebsvideo titlen 'En familie forsvarer sin ære'.  

- Hvad skulle vi ellers gøre? Skal vi lade stå til, imens et medlem af vores familie dæmoniserer minoritetgrupper og sviner dem til i pressen? Han er blevet så radikal i sine holdninger, at vores bror er blevet en racist. Vores efternavn skal ikke bruges som blåstempel for den slags holdninger. 

Deres bror, Paul Gosar, er en af Trumps største støtter og har flere gange sagt, at han er tilhænger af at få bygget en mur langs grænsen til Mexico for at stoppe illegale immigranter for at komme ind i landet. Han har også åbenlyst støttet højreradikale aktivister både i USA og Storbritannien. 

Familien, der har fået nok, har derfor bevidst udgivet reklamen nu, hvor midtvejsvalget i USA er i fuld gang, og  6. november afgøres det, om Donald Trump mister det flertal, som han har haft i begge kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, siden han blev valgt som præsident i 2016.

De seks søskende i Gosar-familien håber nu, at deres kampganevideo kan være med til at sætte fokus på, at Trump-regeringen til tider fører en umenneskelig politik. 

- Vi ses hjemme hos mor og far

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra republikaneren Paul Gosar, men han ønsker ikke at udtale sig til nogen medier om sine søskendenes advarselsvideo imod ham. 

Han har dog kommenteret familiedramaet på det sociale medie Twitter.  

- Mine søskende, som har valgt at lave en reklamevideo imod mig, er liberale demokrater, som hader præsident Trump. Disse utilfredse Hillar-støtter er mit kød og blod, men de sætter politisk ideologi før familie. Stalin ville være stolt. 

I en lettere humoristisk tone tilføjer Gosar i et andet tweet, at kampagnevideoen skyldes, at hans søskende må være skøre. 

- Du kan ikke selv vælge din familie. Vi har alle skøre tanter og pårørende, og min familie er ikke anderledes. Jeg håber, at de finder fred i deres hjerter og slipper al deres had. Til de seks vrede Gosar-demokrater: Vi ses hjemme hos mor og far, skriver han.

Videoen er gået viralt over hele USA

Reklamen med de seks søskende har skabt røre på den politiske scene i USA og fået stor opmærksomhed på tværs af landet. Både på de sociale medier, i adskillige nyhedsudsendelser og i talkshows, der har vist reklamen.    

I talkshowet 'Jimmy Kimmel Live' fremhævede værten, at han aldrig havde oplevet noget lignende. 

- Videoen er den mest kreative video, jeg nogensinde har set i en valgkamp. Den er brutal, den er vild. Sikke et angreb. 

Værten Jimmy Fallon fremhævede også reklamen i sit program 'The Tonight Show'. 

- Det, jeg vil vise jer nu, er det vildeste angreb, jeg nogensinde har set. Av, av, av! 

Også den kendte skuespiller og komiker Woopie Goldberg sagde i talkshowet 'The View', at familien Gosars angreb overgår alt, hvad hun har set af kampagnevideoer i valgkampe. 

- Tænk, at de er så modige, at stå frem i offentligheden og fortælle, at man ikke skal stemme på deres bror, fordi han er for langt ude. Wauw.   

USA er blevet et splittet land 

Gosar familiens strid er langt fra et enestående tilfælde i USA lige nu. 

TV 2s USA korrespondent, Jesper Steinmetz, mener, at landet er mere splittet end nogensinde før. 

- Selvom Gosar-familien har drevet det til det yderste, er de alligevel et symptom på, hvor meget politik har inficeret og splittet det her land. Jeg kender mange, der mødes til Thanksgiving-middage, julemiddage eller andre familiesammenkomster, hvor de på forhånd aftaler, at de ikke taler om politik, for så ved de, at hyggen er spoleret, fortæller Jesper Steinmetz. 

- Den her familie er jo et noget ekstremt eksempel på, hvor splittet USA er. De er drevet af deres egen samvittighed og af behovet for at sige, "nu er det nok". Trump lever om nogen af splittelse. Han er en person, som alle har en følelsesmæssig holdning til. Enten elsker man ham, eller også kan man ikke udstå ham. Han alene som person har helt klart været med til at skærpe splittelsen i USA, konstaterer Steinmetz. 

Jesper Steinmetz mener ikke, at splittelsen, der lige nu mærkes og ses overalt i landet, har udsigt til forbedring. 

- Det her er ikke ovre i morgen. Måske varer det mange år, og vi skal muligvis igennem endnu værre begivenheder, inden det bliver godt. Måske kommer landet endda aldrig tilbage til, hvor det engang var, hvor rød talte med blå, hvor man på civiliseret vis godt kunne have en fornuftig debat og udveksle modstridende synspunkter. 

Hos familien Gosar tyder intet på, at familieidyllen bliver genoprettet lige foreløbig. 

- Vi håber da på, at vores bror taber midtvejsvalget i staten Arizona. Hvis vores kampagnevideo er skyld i, at han ikke får en plads i Kongressen, så bliver vi simpelthen så glade. Han skal stoppes, konstaterer David Gosar.