Tyskland kendte til planer om skattesvindel i Danmark
De finansfolk, der har snydt Danmark for milliarder, blev forinden afsløret i Tyskland, rapporter medier.
12,7 milliarder kroner lykkedes det i løbet af tre år udenlandske svindlere at stjæle fra den danske statskasse.
Men svindlen kunne måske være forhindret.
Fortrolige dokumenter, som DR Nyheder og Politiken har gennemgået, viser nemlig, at tysk politi allerede i 2012 beslaglagde dokumenter, hvori Danmark sammen med en række andre lande blev nævnt som muligt mål for skattesvindel.
Samme år begyndte svindlere at lede penge ud af statskassen – en svindel, der fortsatte i de næste tre år.
- Hvis man ikke deler det her, svarer det jo langt hen ad vejen til, at man sidder i sin stue og drikker sin aftenkaffe og kan se at naboens hus brænder uden at kontakte brandvæsnet, siger Henning Fuglsang Sørensen, der forsker i international kriminalitet ved Syddansk Universitet, til DR.
Svindel for 410 milliarder
Et netværk af højtuddannede advokater og finansfolk styrede svindlen fra virksomheder i London og Frankfurt. Via en række af verdens største banker og finanshuse fik de fingrene i op mod 410 milliarder kroner fra fem forskellige lande.
En række af de centrale figurer i den danske sag om svindel med udbytteskat blev opdaget og bremset i formodet svindel af de tyske myndigheder, allerede før svindlen mod Danmark begyndte.
Det viser de fortrolige papirer, som de to danske medier sammen med 17 andre medier i Europa har gennemgået sammen.
Tyskland indledte efterforskning i 2011
Statsanklagere i flere tyske byer indledte i 2011 en omfattende efterforskning mod det, de beskriver som en "bande" af finansfolk, advokater og bankrådgivere.
Efterforskningen drejede sig blandt andet om firmaet Solo Capital, der ejes af den britiske finansmand Sanjay Shah.
Han er siden blevet sigtet for at stå bag en stor del af svindlen mod Danmark fra 2012 til 2015.
Alexander Badle fra statsanklageren i Frankfurt bekræfter i en mail til DR Nyheder, at de ikke delte de beslaglagte dokumenter fra 2012 med Danmark eller andre lande. Ifølge statsanklageren, fordi man ikke mente, at den spekulation, der fandt sted i Tyskland, kunne gennemføres der.