Nyheder

Minister afviser tal i eget udspil - vil ikke bruge færre penge på at stoppe svindlere

Skatteminister Karsten Lauritzen mener, at kritikere tolker finanslovsudspillet forkert.

Det danske skattevæsen får i regeringens udspil til den kommende finanslov færre penge til at bekæmpe international skatteunddragelse og økonomisk kriminalitet. 

Næsten 56 millioner kroner mindre bliver der i forslaget afsat til området fra 2018 og frem til 2022.

Det møder kritik fra flere kanter. Især set i lyset af de seneste afsløringerne af systematiske svindel mod Skat. I årene 2012-2015 lykkedes det et internationalt netværk at hive 12,7 milliarder kroner ud af den danske statskasse i udbytteskat.

Hertil kommer skandalesagerne om hvidvask gennem store banker som Danske Bank og Nordea.

Forening: - Vi har gjort os dyre erfaringer

FSR Danske Revisorer frygter, at en besparelse på området vil føre til mere skattesnyd.

- Vi har gjort os utrolig mange dårlige, dumme og dyre erfaringer med at skære i skattevæsenet de tidligere år, og der er ingen grund til at flirte med flere eksperimenter af den karakter. Og særligt ikke på det internationale område, hvor vi har været under angreb i de senere år. Vi vil hellere have, at man går i retning af at investere i bedre skattekontrol, siger Tom Vile Jensen, der er erhvervspolitisk chef i foreningen.  

Fra politisk hold møder forslaget også modstand. Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, mener ligeledes, at området burde styrkes.

- Alle i de her dage må kunne se, hvor forkert det er at gå den her vej og slække på indsatsen over for de mennesker, der forsøger at snyde den danske statskasse, siger han.

Skatteministeren: Man kan ikke bruge tal i udspil

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har selv en anden udlægning af finanslovudspillet. Han mener, at kritikerne læser tallene fuldstændig forkert.

- Dem, der læser finansloven og tolker den sådan her, læser den, som en vis person læser biblen, siger han og uddyber, at de tal, der optræder i udspillet, ikke er endelige:

- Hvis vi ikke bevilger flere penge, så vil der ske et fald. Men det tror jeg roligt, man kan regne med, at vi vil gøre på det område. Så faldet, man kan se i finanslovsudspillet, kommer reelt set ikke til at finde sted, forklarer han til TV 2.

Ministern mener ikke, at man kan konkludere ud fra budgettet på området, førend finansloven er færdigforhandlet. 

Politisk redaktør: - Ministeren må føle sig sikker

Når skatteministeren stiller sig op og lover flere penge til kontrolområdet, må forventningen også klart være, at regeringen leverer. Sådan lyder vurderingen fra Thomas Funding, der er politisk redaktør på avisen Danmark.

- Det vil være ualmindeligt dumt af skatteministeren at sige, at sådan bliver det, hvis ikke han føler sig sikker. Hvis pengene ikke kommer, kommer både Karsten Lauritzen og regeringen til at virke utroværdige, og de vil helt sikkert også placere sig forkert i forhold til befolkningen, lyder vurderingen.

Thomas Funding understreger samtidig, at vi endnu har til gode at se, hvor meget regeringen konkret ønsker at prioritere området.

Folketinget vedtager den endelige finanslov i december måned.