Nu udbetaler Socialstyrelsen igen penge til satspuljer
Der er godt nyt til tilskudmodtagerne. Socialstyrelsen genoptager udbetalingerne af de forsinkede midler til foreninger og kommuner.
Satspuljemidlerne har været et hyppigt samtaleemne den seneste uge, efter det kom frem, at den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen er sigtet for at have svindlet sig til 111 millioner kroner af midlerne.
Grundet sagen om underslæb valgte Socialstyrelsen at lukke den administrative enhed ned og dermed stoppe alle udbetalinger.
- Sagen om underslæb i Socialstyrelsen er så alvorlig, at styrelsen har set sig nødsaget til at lukke for udbetaling af tilskud i en periode. Det sker for at sikre, at pengene går til de foreninger og organisationer, som er blevet dem tildelt, lød det mandag fra Børne- og socialminister Mai Mercado (K).
Men onsdag melder styrelsen på sin hjemmeside, at den igen har åbnet op for udbetalinger af tilskudsmidler til foreninger og kommuner.
Glæde hos forening
Beslutningen er taget i samråd med eksterne eksperter, oplyser Socialstyrelsen på hjemmesiden.
Afgørelsen vækker glæde hos foreningen Ventilen, der har fokus på at nedbringe ensomhed blandt unge.
- Jeg synes, det er dejligt. Hvis pengene kommer i løbet af næste uge, så betyder det, at vi ikke står og mangler ressourcer, som vi ellers ville have gjort, siger Rillo Snerup Rud, sekretariatsleder i Ventilen.
Det ville ellers have store konsekvenser for organisationen, hvis der gik for lang tid mellem udbetalingerne.
- Hvis midlerne ikke blev udbetalt i et halvt år, ville jeg mangle penge til løn, og så ville der være færre på vores sekretariat, som vores frivillige kunne ringe til og få sparring. Det ville i sidste ende gå ud over de unge, fortæller Rillo Snerup Rud.
Kritik af ordning
Flere politikere og eksperter har efter offentliggørelsen af svindelsagen kritiseret den nuværende puljeordning. Både hvad angår finansieringen af puljemidlerne og administrationen af dem.
- Vi har været modstandere af satspuljekonstruktionen helt tilbage fra, da den startede, har fungerende socialordfører hos Enhedslisten, Rasmus Vestergaard, sagt til TV 2.
Hos Dansk Folkeparti ønsker man også at ændre konstruktionen af ordningen.
- Vi ønsker, at vi får en anden finansiering, og at folke- og førtidspensionister bliver taget ud af ligningen. De finansierer faktisk halvdelen af satspuljen i dag. Derfor vil en del af det arbejde komme over på finansloven, har det lydt fra René Christensen, finansordfører hos Dansk Folkeparti.
Socialstyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview.