Nyheder

Mange skoler tager mobilen fra eleverne, og det er en dårlig ide, mener ekspert

Undervisningministeren synes ikke, skolerne er for skrappe.

På næsten hver fjerde folkeskole, der i en stikprøveundersøgelse har svaret på spørgsmål om deres mobilpolitik, skal eleverne aflevere deres mobiltelefon om morgenen.

Først når skoledagen er slut, får de telefonen igen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.

På fri- og privatskolerne er andelen højere. Her er det næsten hver tredje skole, der fortæller, at eleverne skal aflevere telefonen.

På en af de folkeskoler, Halgård Skole i Holstebro, der har indført mobilfri skoledag, er skoleleder Peter Fogde Mikkelsen ikke i tvivl om, at mobilforbuddet har skabt en mere rolig skole.

Minister glæder sig over mobilpolitik

Undersøgelsen fra Undervisningsministeriet, som bygger på data fra VIA University College, viser også, at 86 procent ud af de 107 adspurgte folkeskoler i undersøgelsen har udarbejdet en politik for elevernes brug af mobiltelefon.

For fri- og privatskolerne drejer det sig om 95 procent. Undersøgelsen her bygger på svar givet fra 41 skoler.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er overrasket. Men hun glæder sig over, at så mange skoler har en mobilpolitik.

Hun synes ikke, at det er for skrapt, når mange af dem ligefrem indsamler elevernes mobiler.

- Det er ekstremt forstyrrende for eleverne, både i forhold til undervisningen og deres sociale liv, hvis de hele tiden skal være på mobiltelefonen. Så har man jo alle døgnets andre timer til at gå på Snapchat, hvis det er det, man har lyst til, siger Merete Riisager til avisen.

Lektor: Skolerne er gået for langt

Lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Jesper Tække mener derimod, at skolerne er gået alt for langt i deres forbudspolitik.

Han mener, at et forbud mod brugen af mobiltelefon i skolen kan medføre store problemer både fagligt og socialt.

- Vi skal lære at håndtere mobiltelefonerne på en god måde, men også beherske os selv i forhold til at bruge dem. Hvis man ikke lærer det henne i skolen, så er der ikke noget sted, hvor man lærer det, siger han til Ritzau.

I stedet bør skoler eksperimentere med brugen af mobiltelefoner i undervisningen, så børnene får nye og bedre normer for brugen af dem, mener lektoren.

Det er ikke kun skolebørn, der kan have svært ved at lægge telefonen fra sig. Også mange voksne kan have svært ved at undvære mobilen. Se i testen herunder, om du er afhængig af din telefon.