GO'

Zenia Stampes nyfødte søn og afdøde datter hånet på Facebook

Den radikale ordfører har lukket sig mere om sig selv efter grove beskeder på sociale medier.

Hun bliver ofte kaldt for landsforræder, og nogle gange får hun også dødstrusler.

For den radikale folketingspolitiker Zenia Stampe følger der mange grimme kommentarer med, hver gang hun laver et opslag på Facebook.

“Jeg er SÅ træt af offerkulturen i indvandrerkredse”, skriver Inger Støjberg i en kommentar til den verserende...

Posted by Zenia Stampe on Thursday, September 27, 2018

Når hun skriver om udlændinge, retspolitik, EU og menneskerettigheder, så vækker det mange følelser hos modtagerne.

- Jeg har vænnet mig til de kommentarer. De glider af, og jeg tager dem ikke personligt. Jeg prøver at ignorere dem, siger Zenia Stampe i Go' aften Danmark.

Der er dog nogle beskeder som ikke bare preller af på politikeren og kan viftes væk. Beskeder som betyder mere end eksempelvis dødstrusler.

Er det min skyld?

For en måned siden oplevede Zenia Stampe den glæde at blive mor til en dreng for anden gang. Hun har dog også oplevet ulykkelighed i forbindelse med en graviditet, da hun i 2014 mistede datteren Olga, der blev født allerede i uge 24.

Dengang valgte Zenia Stampe at fortælle meget åbent om tabet af sin datter.

- Det fyldte alt i mit hoved, så derfor blev jeg nødt til at fortælle om det. Jeg kunne ikke bare parkere min sorg derhjemme, mens jeg gik på arbejde. Jeg kunne heller ikke bare sidde derhjemme bag nedrullede gardiner og vente på, at sorgen gik væk. Jeg ville jo gerne tilbage til livet og mit arbejde, men jeg blev nødt til at tage min sorg med, siger hun.

For enden af regnbuen ligger Hartvig 🌈 Han er to dage gammel og tog os på sengen halvanden måned før tid. Men alt er godt, og vi er lettede og lykkelige ❤️

Posted by Zenia Stampe on Tuesday, August 28, 2018

For en uge siden fik Zenia Stampe så en af den slags beskeder, hun ikke bare kan ignorere. En Facebook-besked, der blandede tabet af datteren Olga sammen med fødslen af hendes kun en måned gamle søn.

- Har du fået tjekket dit nye yngels hjerne, den virker vidst ikke så godt, som den første, der valgte at dø, da hun så, hvem der skulle være hendes mor, lød det blandet andet fra en bruger med navnet Viggo Jensen.

Den fulde besked som Zenia Stampe fik tilsendt af brugeren Viggo Jensen.

Der gik alle mulige tanker igennem Zenia Stampes hoved, da hun læste beskeden. Hun blev meget ked af det, og hun bliver også tydeligt rørt, da hun fortæller om det i Go' aften Danmark.

- For mig er det en besudling af mindet om min datter. Jeg bliver ked af det på hendes vegne, og jeg føler skyld, fordi jeg ikke har kunne beskytte hende mod sådanne kommentarer. I virkeligheden er det måske mig, der har udsat hende for dem, fordi jeg har fortalt om hende og delt min sorg, siger Zenia Stampe næsten med tårer i øjnene.

Bag navnet Viggo Jensen gemmer sig en falsk Facebook-profil, så Zenia Stampe ved ikke, hvem afsenderen af beskeden er.

Mere privatliv

Nogle vil måske mene, at den type beskeder skal ties ihjel, men folketingspolitikeren valgte i stedet at dele et billede af den på sin Facebook-profil.

- Jeg vil vise folk, hvad der sker på nettet, så vi kan hjælpe hinanden med at sætte grænser. Ellers normaliserer vi det bare. Jeg forstår godt dem, der siger: "Du skal bare ignorere det". Men man kan ikke sidde for sig selv dag ud og dag ind og lukke det ude. Man har brug for andre til at holde ud og sige fra, siger Zenia Stampe.

Afstemning

Synes du, at debattonen er for hård på Facebook?

De hårde kommentarer og beskeder har betydet, at hun beskytter sig selv mere og har ændret sin måde at agere på for eksempel sociale medier. Hun deler ikke bare automatisk ud af privatlivet.

- Min mand og jeg har en aftale om, at jeg ikke lægger billeder op af børnene og slet ikke de store børn. Jeg holder kortene tættere ind til kroppen. For selvom jeg er et menneske lige som alle andre, så er der nogen, der ikke kan skelne mellem det personlige og det politiske. De tror, det er i orden at ramme mig på det personlige, fordi de er uenige med mig politisk. Det betyder, at man bliver mere lukket, siger Zenia Stampe.

Dømt for trusler

Den åbenhed, Zenia Stampe udviste i forbindelse med datteren Olgas død, blev udnyttet i vrede kommentarer og henvendelser, hvilket hun blandt andet har fortalt om i tv-programmet 'Ti stille, kvinde'

Afstemning

Har du personligt modtaget trusler på Facebook?

To gange i 2017 blev personer dømt for at fremsætte trusler mod Zenia Stampe.

Først en 30-årig mand, der blev dømt 60 dages betinget fængsel for offentligt at have tilskyndet til at begå en forbrydelse mod den radikale folketingspolitiker.

Opfordringen skrev manden på Berlingskes Facebook-side.

Senere var det en 62-årig kvinde, som fik samme dom for at have fremsat trusler i den højreorienterede Facebookgruppe 'Det nationale Danmark'.

Her havde kvinden skrevet, at Zenia Stampe skulle aflives.