Dagens overblik

To anholdt for terror | selvmordslæger dømt | afgørelse i ubådssagen

Det har været en onsdag, hvor den ene kriminalsag har overtaget den anden.

Så derfor er dagens overblik fuld af krimistof. Til gengæld har jeg lagt en lille kuriøs godbid fra Odense Zoo til dig i bunden - hvis du holder ud. 

11 anholdt i bandekonflikten

Københavns Politi har haft en travl nat. Efter et skyderi på Nørrebro tirsdag aften, hvor en 27-årig blev ramt, har politiet siden foretaget 11 anholdelser i et sommerhus. De anholdte menes at have forbindelser til den verserende bandekrig, som er blusset op igen.

I løbet af formiddagen har repræsentanter fra regeringen, politiet og øvrige partier fra sidste års aftale om bandepakken været samlet i Justitsministeriet for at blive orienteret. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) siger, at politiet har de værktøjer, de skal bruge til at bekæmpe banderne

- Det, de (politiet, red.) manglede sidste år, har vi givet dem, fastslår han. De 11 anholdte skulle efter planen fremstilles i grundlovsforhør i løbet af i dag. 

To personer anholdt i terrorsag

Udover de 11 banderelaterede anholdelser er der yderligere blevet foretaget to af Københavns Politi. De er dog ikke bande-, men terrorrelaterede

I et tæt samarbejde med PET har politiet gennemført en aktion med en række ransagninger i Storkøbenhavn, skriver politiet i en pressemeddelse. De to anholdelser er sket på baggrund af en mistanke om, at de pågældende er en del af et netværk, som har sendt blandt andet droner til Islamisk Stat. 

Den ene af de anholdte er lærer på skolen CPH Business, bekræfter skolen over for flere kilder. De anholdte er nu i politiets varetægt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen formiddag.

Fange befriet fra Nykøbing Falster Sygehus

Længere sydpå i landet har der været fangeflugt. En indsat, som var indlagt på Nykøbing Falster Sygehus, blev klokken 10.50 befriet af nogle bevæbnede gerningsmænd, som stak af i en grå Mercedes. 

Den 32-årige mand, som vi ikke kender navnet på, er nu efterlyst med et billede

Flugten påvirkede motorvejstrafikken omkring gerningsstedet i timevis, da politiet efterforskede området. De har anholdt en mand, som mistænkes for at have været med til befrielsesaktionen. 

Ifølge Fængselsforbundet er det en stigende tendens, at de skal håndtere kriminelle fra "internationale netværk, som ikke skyr nogen midler," skriver de i en pressemeddelse.

Læger dømt for medvirken til selvmord

Det var en meget principiel dom, der i dag blev afsagt i retten i Svendborg, over de to pensionerede læger og ambassadører for aktiv dødshjælp, Svend Lings og Frits Schjøtt. 

De er begge fundet skyldige i medvirken til selvmord og skal henholdsvis 40 og 14 dage i fængsel for blandt andet at have udskrevet sovemedicin til en mand, som ønskede at dø.

Frits Schjøtt siger, at han er "evigt taknemmelig for," at han takket være en dygtig advokat er endt i den milde ende af strafferammen. Svend Lings havde derimod på forhånd gjort klart, at han ville appellere dommen, hvis han blev fundet skyldig. 

Anklagerne mod de to læger er de første af slagsen i dansk retshistorie, forklarer advokaten Henrik Stagetorn til TV 2.

Landsretten stadfæster Peter Madsen-dom

Livstid. Igen. Landsretten har i dag gjort sig enige med byretten, som den 25. april idømte Peter Madsen den strengeste straf i bogen, da han blev kendt skyldig i mishandling og drab på den svenske journalist Kim Wall.

De tre juridiske dommere og de to tilbageværende domsmænd var enige om afgørelsen, siger retsformanden.

Madsens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, havde ellers bedt om, at retssagen skulle gå om på grund af de dramatiske begivenheder på tredje retsdag, da en domsmand kollapsede. Det var der imidlertid ikke stemning for

Østre Landsret har yderligere bestemt, at Peter Madsen skal betale erstatning til både Kim Walls kæreste og hendes forældre.

***

Det var alligevel en hel del krimistof.

Men du skal selvfølgelig ikke snydes for denne sag om et homoseksuelt pingvinpar fra Odense zoo, som bare ville være forældre. Også selvom de skulle hugge ungen fra et andet par.

Tak fordi du læste med.