Danske Bank-sagen | 500 eurosedlen forbudt | DF vil beholde sporten
Nyt håb til de uønsket hårløse.
Et syntetisk duftstof kan vise sig at være kuren mod hårtab. Men der kommer nok til at gå noget tid, før du får lov til at at afprøve mirakelmidlet.
Hvidvaskskandalen har fyldt en hel del i dag. Så her er lidt hjælp at hente, hvis du synes, det er blevet lidt uoverskueligt:
Danske Banks direktør forlader jobbet
De seneste fem år har Thomas F. Borgen været administrerende direktør for Danske Bank. Nu skal han lede efter nyt arbejde.
I dag har han "meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde sin stilling", som der står i den fondsbørsmeddelelse, banken har sendt ud. Hans fratrædelse sker som en konsekvens af de omfattende hvidvaskskandaler, der har hjemsøgt Danske Bank den seneste tid.
Det er en sag, som handler om gennemslusning af lyssky penge i et beløb, der nærmer sig en størrelsesorden på 1000 milliarder kroner, i Danske Banks estiske filial.
Men selvom Thomas F. Borgen nu må forlade koncernen, går han ikke tomhændet derfra. Med sig i kufferten får han nemlig sine aktier og 12 måneders løn, hvad der svarer til mindst 13,7 millioner kroner.
Intern undersøgelse peger skylden væk fra ledelsen
Hele formiddagen har Danske Bank holdt pressemøde om den interne undersøgelse af hvidvaskskandalen, som nu ligger færdig. Her er det kommet frem, at banken allerede i år 2007 blev advaret om mistænkelige kunder. Men banken reagerede ikke på advarslerne.
Otte personer er derfor blevet politianmeldt, men ingen af dem er på ledelsesposter i Danmark.
For selvom Danske Bank erkender, at der har været tale om ”helt uacceptable og kedelige forhold” i den estiske filial, så har den interne undersøgelse ikke fundet, at hverken administrerende direktør Thomas F. Borgen, bestyrelsesformand Ole Andersen eller resten af bestyrelsen har gjort noget ulovligt.
Den konklusion giver SF's finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, absolut ingenting for.
- Det er grotesk, at Danske Bank i sin egen rapport frikender sin ledelse fra juridisk ansvar, siger hun.
Bagmandspolitiet fortsætter undersøgelse
Det er da heller ikke helt sikkert, at Thomas F. Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen får lov til at gå fri. Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) fortæller, at Bagmandspolitiets undersøgelse vil fortsætte, selvom banken har frifundet sig selv.
- Det, at Danske Bank har lavet deres egen undersøgelse, betyder jo ikke, at Bagmandspolitiet ikke fortsætter deres, siger han.
Rasmus Jarlov og regeringen brugte også dagens anledning til at præsentere en ny aftale om strammere hvidvasklovgivning. Det betyder blandt andet, at den værdifulde 500 euroseddel nu bliver forbudt.
DF anklager DR for at bryde aftale
Støvet har endnu ikke lagt sig, efter gårsdagens tumulter i mediedanmark. Danmarks Radio skal spare 20 procent af budgettet inden år 2023, og det kommer altså til at koste både jobs, redaktioner og tv- og radiokanaler, ifølge de planer som direktionen præsenterede i går.
Men besparelserne er ikke gode nok, mener Dansk Folkeparti. De går nemlig ud over sportsnyhederne, og det betyder, at generaldirektør Maria Rørbye Rønn og direktionen i DR bryder den public service-aftale, som de har skrevet under på. Det siger medieordfører i DF, Morten Marinus.
Det er dog at rykke lige langt nok ind i redaktionslokalet, hvis politikerne skal bestemme de journalistiske prioriteringer, mener kulturminister Mette Bock (LA). Det synspunkt er de to andre regeringspartier, Venstre og Konservative, enige i.
Canadiske minearbejdere gør sensationelt fund
To nærmest perfekt bevarede fossiler af en ulveunge og en rensdyrkalv er blevet fundet i byen Dawson i Canada. Dyreungerne er ifølge forskeres analyse 50.000 år gamle og har takket være permafrost stadig hud, muskelvæv og pels (måske endnu en mulig løsning på uønsket hårtab?), hvilket er helt og aldeles usædvanligt hos fossile dyrefund.
Grant Zazula, en lokal palæontolog fra Yukon-området i Canada, arbejder tæt sammen med regeringen om at analysere de spektakulære dyremumier. Han siger, at "så vidt vi ved, er det her den eneste mumificerede ulv fra istiden".
De tudsegamle fossiler blev opdaget af minearbejdere i 2016, men de blev først offentliggjort ved en ceremoni i dag.