Station 2

Misbruger hører en stemme, der siger han skal sparke til små piger - nu behandles han for dobbeltdiagnose

Nervemedicin i sutteflasken blev starten på et liv med misbrug og psykisk sygdom. Nu får han for første gang den samlede behandling, han har brug for.

Henrik Jørgensen falder i staver foran en børnetøjsforretning på Østerbro i København.

- Hvis bare man kunne starte forfra igen, siger han til sig selv, mens han kigger misundeligt på det fine børnetøj og de glade børnemodeller i vinduet.

Men han vil egentlig ikke være barn igen. Han vil bare gerne have haft en anden barndom, forklarer han til Station 2 TÆT PÅ.

51-årige Henrik Jørgensen har været stofmisbruger så længe, han kan huske. En barndom fuld af stof- og alkoholmisbrug hos begge forældre har sat sine spor. Henrik Jørgensen har nu igennem noget tid været plaget af stemmer. Stemmer ingen andre kan høre, men som råber i Henrik Jørgensens ører og prøver at få ham til at gøre forfærdelige ting.

- Han kan komme sådan her, fortæller Henrik om stemmen og knipser med fingrene.

- Han råber og skriger. Det er ofte, når jeg kører på knallert, så beder han mig om at køre op på fortovet, og det er som regel en lille pige, jeg skal sparke til. Selvfølgelig kunne jeg ikke finde på at sparke til en lille pige. Og logikken i mig siger, at selvfølgelig sidder der ikke en mand oppe i hovedet på mig – altså han kan jo ikke være der, vel?

Stemmerne Henrik Jørgensen kan høre råber at han skal gøre forfærdelige ting.

En samlet hjælp

Henrik Jørgensen er en af de patienter, der nu får hjælp af Specialambulatoriet. Her kan han nemlig både blive behandlet for sine psykiske problemer og få hjælp til at komme ud af sit misbrug.

Specialambulatoriet hører under Psykiatrisk Center Skt. Hans, og det ligger på Østerbro i København. Ambulatoriet hjælper dem, der risikerer at blive tabt mellem to behandlingstilbud. Som det eneste sted i landet behandler de patienter, der har en dobbeltdiagnose – mennesker, der kæmper både med psykisk sygdom og svært stofmisbrug.

To diagnoser – én behandling

Specialambulatoriet har eksisteret siden 1995 og er en del af Region Hovedstadens Psykiatrisk Center Sct. Hans. Det ligger på Østerbro i København og har plads til cirka 80 patienter.

Normalt er psykiatrisk behandling og behandling af stofmisbrug adskilt og varetages af hver sin institution – regionen og kommunerne. Specialambulatoriet er det eneste sted, der behandler for begge dele.

Nogle af de sværeste patienter med dobbeltdiagnoser behandles her. 

Behandlingen består, udover medicin og lægesamtaler, også af støttende samtaler med kontaktperson, social adfærdstræning og psykoterapi.

Station 2 TÆT PÅ har fulgt Specialambulatoriets arbejde - programmet bliver vist torsdag aften på TV 2 klokken 21.35 - Se udsendelsen på PLAY her

- Når patienterne kommer her, har de en bunke af dårlige erfaringer med fra det offentlige. Derfor er det første vigtige skridt at opnå deres tillid. Vi accepterer patienternes stofmisbrug. Det bliver vi nødt til for at kunne hjælpe dem. Og så giver vi aldrig op, uanset hvor langt ude vores patienter er, fortæller Specialambulatoriets afdelingssygeplejerske, Mette Videbech.

Behandlingen på Specialambulatoriet består hovedsageligt af hjemmebesøg hos patienterne. Anne Semberlund er sygeplejerske og kontaktperson for Henrik Jørgensen. Hun er som minimum på besøg hos ham en gang om ugen - og i nogle perioder oftere.

En trist barndom

Da Henrik Jørgensen var helt lille, opdagede en nabo, at han tit sad og hang med hovedet, og at han virkede døsig. Kvinden kontaktede ifølge Henrik Jørgensen myndighederne, og de hentede ham og fik ham undersøgt. En blodprøve viste, at Henrik havde stesolid, en form for nervemedicin, i blodet. Ifølge Henrik Jørgensen har hans mor givet ham det i hans sutteflaske.

Da Henrik var syv år gammel, tog hans mor sit eget liv, og Henrik Jørgensen følte som den ældste i en søskendeflok på tre, at han måtte tage det store ansvar for familien, der var tilbage.

- Når man er den ældste, vil man jo gerne passe på sine søskende. Lige pludselig var det mig, der skulle sørge for mine to yngre søskende, få dem op om morgenen, smøre madpakker til dem og sådan noget, og der var jeg jo ikke selv særligt gammel, siger Henrik Jørgensen.

Når sygeplejerske Anne Semberlund besøger Henrik Jørgensen, er det derfor ikke kun hans behandling af stofmisbrug, hun fokuserer på. Hun er samtidig en forstående hjælp, der lytter til historier fra en barndom med en alkoholiseret far og en mor, der var narkoman.

Vi hjælper dem, du undgår

Anne Semberlund gør dog mere end at være et lyttende øre og sørge for, at Henrik tager sin medicin. Hun hjælper også Henrik med hans økonomi og kontakten til det offentlige.

Patienterne har en fast kontaktperson, så de altid møder den eller de samme medarbejdere. Det er vigtigt for at etablere den bedst mulige kontakt, forklarer Anne Semberlund.

- Men jeg sørger jo også for, at han kommer videre til den rette behandling, både for det med at han hører stemmer og med alt det andet, han også fejler.

Medarbejderne på Specialambulatoriet består af læger, sygeplejersker, ergoterapeuter og en psykolog. Langt det meste af behandlingen foregår i patientens eget hjem, men patienterne kan også møde op i lokalerne på Østerbro. Her kommer patienterne for at få udleveret medicin, men også for at øve sig i at være sociale og mødes med ligesindede.

- Man kan vel også tale om, at vi laver en form for barmhjertighedsopgave. De her mennesker er blevet skubbet væk utallige gange, også af systemet, og når du møder dem på gaden, har du måske lyst til at undgå dem. Det gør vi ikke, og vi drager omsorg for dem, uanset om de overholder aftaler eller ej, fastslår Mette Videbech.

Henriks nye tænder

Sygeplejerske Anne Semberlunds opgaver spænder vidt. På grund af sit stofmisbrug har Henrik Jørgensen tabt alle sine tænder. Han har levet det seneste år helt uden en tandprotese, fordi han mistede den. Nu har sygeplejerske Anne Semberlund fundet frem til den tandlæge, der havde et ekstra sæt af Henriks tidligere tandprotese.

Sygeplejersken har sørget for at bestille tid ved tandlægen, og hun sørger også for, at Henrik Jørgensen bliver transporteret derhen. Det er naturligt for Specialambulatoriets medarbejdere at skulle sørge for deres patienter på den måde. Og for Anne Semberlund har det en kæmpe betydning, når hun ser et smil hos sine patienter. Med de nye tænder i munden får hun et stort smil af sin patient Henrik Jørgensen.

- Det har generet ham rigtig meget, så det med at han får tænderne tilbage, og han ligesom føler, han bliver sig selv igen, så bliver jeg jo også glad for, at jeg kan være med til, at han får tænder i munden. Det gør også mig glad, smiler Anne Semberlund.

Station 2 TÆT PÅ har fulgt Specialambulatoriets arbejde - programmet bliver vist torsdag aften på TV 2 klokken 21.35