Kan du huske, hvem jeg er? Hvad du skal sige - og ikke sige - til en dement

Mennesker med demens har ofte svært ved at lære nyt, fordi hjernen ikke længere lagrer ny information. Til gengæld kan mange godt huske ting, der er blevet lagret i hukommelsen tidligere i livet.

Derfor kan det være nemmere at snakke om, hvad vedkommende syntes om at gå i skole som barn, fremfor hvad man oplevede sammen i går.

Du kan hjælpe med at få gang i sproget ved at stimulere personens øvrige sanser. Hvis personen for eksempel har arbejdet som tømrer, kan en sav, en håndfuld frisk savsmuld eller en værktøjskasse ofte hjælpe personen i gang med at tale om dette.

Det kan være en god idé ikke at sætte en person med demens i forlegenhed. I stedet for at sige, "jamen kan du ikke huske, hvem jeg er?", så sig hellere, "hej, sidst vi så hinanden, var til Jan og Tinas bryllup, jeg er jo deres søn" - eller hvad der nu passer på jeres situation.

Mange har sikkert oplevet, at deres pårørende med demens taler om eller leder efter for eksempel sin afdøde ægtefælle eller mor. Det kan skyldes, at personen med demens henter erindringer fra tidligere i livet. Ofte handler det om, at han eller hun søger tryghed, men det kan også være det modsatte, nemlig at personen er bange eller skælder ud med afsæt i tidligere erindringer.

Du skal anerkende personens oplevelser – også selvom det ikke passer med virkeligheden nu.

Du kan hjælpe ved at tage udgangspunkt i personens bagvedliggende følelser og behov. Spørg hellere: ”Var du meget glad for din mor?”, i stedet for at korrigere: ”Mor kommer ikke, for hun er død for mange år siden”. Det risikerer blot at give mere utryghed, hvis personen ikke har lagret morens død i hukommelsen.

Skab tryghed ved at hjælpe med at sætte ord på, og afled ved langsomt at dreje samtalen over på noget andet, for eksempel ved at spørge ind til søskende, kæledyr, barndomshjem eller andet, som personen holder af.

Sang og musik kan ofte være en genvej til gode fælles oplevelser, og selv personer, som er meget dårlige på grund af deres demenssygdom, kan finde stor glæde ved, at man synger eller danser sammen.

Musikterapi for demente har i mange tidligere tilfælde vist sig at være meget effektivt. Et eksempel på det er det virale klip, hvor demente Else Hansen "vågnede op", da der blev spillet musik for hende.

Ved demens i let grad har personen måske kun problemer med at finde enkelte ord. Ofte er det navneordene, som forsvinder først. Men derudover kan kommunikationen gå nogenlunde. Her kan du hjælpe ved at gentage beskeder, skrive vigtige ting ned i stikordsform og ved at bruge et konkret sprog uden ironi og metaforer.

Nogle har også brug for, at tempoet bliver sat ned, og at der er plads til pauser og stilhed.

Giv hellere to konkrete valgmuligheder fremfor frit valg på alle hylder. For eksempel ”vil du have kylling eller bøf?”, i stedet for ”hvad har du lyst til at spise til aftensmad?”

Remser du en liste af valgmuligheder op, vil personen ofte vælge det sidste, du nævner, fordi det er det, han eller hun kan huske.

Mange mennesker med demens glemmer med tiden, hvordan man gør helt almindelige hverdagsting, som for eksempel at børste tænder.

Du kan hjælpe ved at lade personen følge eller spejle dine bevægelser i stedet for bare at tage over.

Vis, hvordan tandbørsten skal rundt i munden, eller kammen føres igennem håret. Ofte kan personen selv fortsætte, når først han eller hun har fundet rytmen.

Efterhånden som sygdommen udvikler sig, kan det blive sværere for en person med demens at forstå det talte ord.

Ved demens i moderat grad er nogle mennesker måske kun i stand til at sige få sætninger eller ord og tager ofte ikke selv initiativ til at kommunikere.

Et menneske med demens i svær grad vil først og fremmest forstå det, der er helt konkret – det vil sige det, han eller hun kan se, høre og mærke. Her kan du hjælpe ved at bruge færre ord, understøttende tonefald og et tydeligt kropssprog, for evnen til at aflæse kropssprog bevares ofte meget længe.

Du kan også bruge berøring, billeder eller konkrete ting til at understøtte betydningen af det, du gerne vil sige.

Personer med demens kan have svært ved at forstå hurtige sceneskift i dialogen og har ofte brug for lidt længere tid til at ændre fokus.

Derfor er det en god idé at begynde dialogen med udgangspunkt i det, som personen er optaget af lige nu. For eksempel hvis personen leder efter noget i tasken, så hjælp vedkommende med dette, og afslut det, inden du bringer samtalen ind på det, du egentlig kom for at sige.

For mange personer med demens kan det være en hjælp at blive guidet. Du kan guide ved hjælp af ord, hvor du fortæller, hvad personen skal gøre. For eksempel "sæt fødderne på gulvet".

I takt med at sygdommen udvikler sig, kan du guide mere fysisk ved for eksempel at røre ved den arm, der skal ind i frakkeærmet.