Ud af Michèle Bellaiches sorg er der vokset en endnu stærkere livsglæde

Natten til den 5. marts 2018 skulle have været en ren filmfest.

Farverige billeder fra den 90. Oscar-uddeling blev transmitteret verden over. Men for tv-vært Michèle Bellaiche, der denne nat guidede danske tv-seere igennem begivenheden, sluttede showet med den måske sørgeligst tænkelige scene.

Kort efter prisuddelingen, i de tidlige morgentimer, modtog hun et opkald fra sin far.

I en alder af 77 år var hendes mor, Lissy Bellaiche, sovet ind. Formentlig midt under Oscar-uddelingens årlige mindeceremoni over filmfolk, der havde mistet livet samme år.

- Hun havde bedt mig om at fuldføre det 'Oscar Night'-job. For så følte hun selv, at hun var lidt tættere på det, hun havde brugt næsten hele sit liv på, fortæller Michèle Bellaiche om sin mor, der i 35 år arbejdede med at synliggøre dansk film i udlandet.

- Hun troede, det var fra Hollywood, vi sendte det. Jeg nænnede ikke at sige, at det altså bare var fra Københavns Hovedbanegård.

Tegn på demens

Nogle måneder forinden var Lissy Bellaiche blevet diagnosticeret med kræft. Da hun ikke kunne tåle kemoterapien, stoppede hun behandlingen i samråd med lægerne og familien.

I lang tid var det dog slet ikke til at mærke, at hun var syg.

- Min mor var meget, meget livsglad og optimistisk. Det gjorde faktisk også, at vi ikke nævnte døden med ét ord. Det ville hun ikke have. Selv til det sidste, siger Michèle Bellaiche.

I stedet besluttede Lissy Bellaiche, at hun ville leve resten af sit liv, som hun havde levet det indtil da: Til fulde. Også da der sideløbende med kræften begyndte at opstå tegn på endnu en frygtet sygdom, nemlig demens.

Pludselig kunne Michèle Bellaiche over eftermiddagskaffen tage sin mor i at gentage de nøjagtigt samme historier igen og igen.

Hun fik også sværere ved at huske aftaler og til at finde vej til den badmintonhal, hvor hun ellers ofte var kommet.

Selvom der var tale om typiske tegn på demens, nåede Lissy Bellaiche aldrig at få en egentlig diagnose. Noget, som hendes datter i dag faktisk er glad for:

- Det er hårdt at sige, men jeg er taknemmelig for, at hun døde af cancer og ikke af demens. For så havde det været en langsom, indre død.

En glasmur

Med udgangspunkt i sin mors historie opsøger Michèle Bellaiche i en ny dokumentar patienter og pårørende, der lider under den frygtede folkesygdom. Og tv-værten bliver selv testet, om hun viser tidlige tegn på demens.

Michèle Bellaiche har valgt at fortælle historien om sin egen mor under TV 2s temauge om demens. Den bærer overskriften ’Husk livet’ og er en påmindelse til os alle om, at vi skal tale med hinanden om sygdommen, men også om dem, vi mister, og det liv, de har levet.

Efter sine oplevelser med dokumentaren sammenligner Michèle Bellaiche tanken om at miste sindet med at være adskilt fra sine kære af en glasmur. Hvor man kan se sine nærmeste, men ikke nå dem.

- Jeg ser det næsten som en mere smertefuld følelse end med andre store sygdomme, fordi du mister nogle lige så stille, selv om de er lige foran dig, siger Michèle Bellaiche.

- Nu kan jeg stadig huske min mor som den livsglade, skøre, elskelige, varme kvinde, hun var.

Cannes tur-retur

For Michèle Bellaiche og hendes søster var Lissy Bellaiche mor med stort M.

I de første 10 år af Michèle Bellaiches liv gik hendes mor hjemme, og selv da Lissy Bellaiche senere fik job i filmbranchen og begyndte at rejse, var hun en fast del af sine døtres hverdag.

For hvad end Lissy Bellaiche var til filmfestival i Berlin, Japan eller på Filippinerne, holdt hun altid tæt telefonkontakt med familien derhjemme. Vel at mærke før mobiltelefoner blev allemandseje.

Fra 10-årsalderen blev Michèle Bellaiche slæbt med sin mor til talrige filmoplevelser, filmuger og filmfestivaler. Blandt andet til festivalen i Cannes, hvor hun siden er kommet hvert eneste år.

Faktisk lagde den franske filmby også kimen til Michèle Bellaiches tv-karriere. Nemlig da hun som 15-16-årig fik fritidsarbejde som receptionist i standen for skandinaviske film.

For selvom film var spændende, syntes Michèle Bellaiche, at det var endnu mere interessant, når der kom et tv-hold forbi.

- Jeg kan huske, jeg så Ulla Terkelsen komme med sådan en SNG-sendevogn og så bare rapportere. Der tænkte jeg: ”Årh! Det dér vil jeg også en dag”.

Nogle år senere stod Michèle Bellaiche på selvsamme sted som reporter for Nyhederne på TV 2.

Livet i øjenhøjde

At hun nåede dertil, tilskriver Michèle Bellaiche blandt andet lærdommen fra sin mor, der i knap 40 år var kendt som en optimistisk, utrættelig og åbensindet forkæmper for dansk film.

- Fra min mor lærte jeg, at der altid er en spændende historie i et hvilket som helst menneske. Hvis bare man kan finde ud af at spørge rigtigt ind til det, siger Michèle Bellaiche.

- Det var lige meget, om hun mødte runnerne på Zentropa eller de øverste filminstruktører og direktører, så mødte hun folk i øjenhøjde. Det har jeg suget til mig. Måske bevidst, men sikkert også ubevidst.

For begge Michèle Bellaiches forældre var der ikke rigtig forskel på folk. De snakkede med alle, og i parcelhuset i Taastrup på den københavnske vestegn myldrede det ind og ud med skuespillere, filminstruktører og naboer.

- Der var på en eller anden måde altid liv, hvor min mor var. Derfor er det også så mærkeligt, at hun ikke er her mere. Der er på mange måder noget liv, der er slukket, siger Michèle Bellaiche.

Livsgnist og vinterbad

Måske derfor var det også ekstra svært for Michèle Bellaiches mor at se døden i øjnene. Med sin datters ord var Lissy Bellaiche så glad for livet, at hun ligefrem lukkede øjnene for døden.

Selv når hun lå allersygest i sengen, kunne det irritere hende, hvorfor hun ikke bare kunne få lov til at komme ud og vinterbade med veninderne i vinterbadeklubben. Eller med dem ud og spille badminton.

- Der kunne man tænke, ”prøv lige at se dig selv,” siger Michèle Bellaiche, der i dag griner af sin mors ukuelige livsgnist.

- Jeg tror faktisk, det blev en måde for min mor at overleve rigtig længe på. At være rask, selvom hun egentlig var syg.

Lige nu og her

Siden sin mors død har Michèle Bellaiche reflekteret over sin mors tilgang til livet. Og hun føler, at hun i endnu højere grad end før selv har taget levemåden til sig.

Ikke det med at være blind overfor døden. Men derimod så gerne at ville livet.

Næsten en måned efter sin mors død skrev Michèle Bellaiche et opslag på Instagram om nogle af de tanker, hun havde gjort sig siden. Og om et nyfundet møde med livet:

Foruden et sporskifte i karrieren, der i dag også tæller titlen som kreativ direktør i foredragsvirksomheden Livepeople, lægger Michèle Bellaiche nu ekstra meget mærke til hyggelige stunder med venner og familie. Registrerer de små glimt, som man let tager for givet.

Som for eksempel da hun og tv-værten Hans Pilgaard, en af Michèle Bellaiches allernærmeste venner, for nylig deltog i Copenhagen Pride.

- Der fik jeg det igen. Jeg ville altid have syntes, det var fantastisk – men jeg tager fat om Hans og kigger ham direkte ind i øjnene og siger: ”Hans, prøv at høre, vi står lige her, lige nu, og der er så meget livsglæde i hele København, og vi er en del af det. Vi skal mærke det – lige nu”, fortæller Michèle Bellaiche og tilføjer med et grin:

- Hans er heldigvis meget god til at være med på den slags. Men sådan noget er jeg begyndt at sige højt og lægge mere mærke til end før.

Lige om lidt

Netop derfor skræmmer demens Michèle Bellaiche mere end cancer og andre store sygdomme.

Efter sine møder med dokumentarens deltagere har hun set, hvor hurtigt man kan gå fra drømme om fremtiden til pludselig ikke længere at kunne leve sit eget liv. Eller at man sågar kan blive en helt anden person.

- Vi ved sjældent, hvem af os der bliver ramt, og demens er den nye folkesygdom. Der er heldigvis meget, vi kan gøre selv, men først og fremmest kan vi blive bedre til at nyde det, vi har her og nu. Det synes jeg, der er for mange, der er for dårlige til, siger hun.

- Ikke fordi jeg er imod, at man sparer op til pensionen. Nogle gange er det bare, som om man tror, det hele først begynder lige om lidt. Men det er altså her og nu, vi kan kende hinanden. Har hinanden og oplever sjove ting sammen.

Skinner igennem

Selvom Lissy Bellaiche var syg, kom det bag på familien, da hun døde under Oscar-natten. Alligevel kunne afskeden ikke have været mere perfekt, fortæller Michèle Bellaiche i dag:

- Det kan lyde lidt for kækt, men selvfølgelig skulle hun dø den nat - foran filmfesten og den Oscar-ceremoni, hun selv havde været med til tre gange. Det kunne ikke være mere timet, hvis man kan sige det sådan.

Udover sin egen forstærkede livsglæde mærker hun stadig sin mors betydning, både for sig selv og resten af familien.

Som når de i sorgens stund rykker endnu tættere sammen i Solrød Strand, hvor tre generationer af familien Bellaiche i dag bor blot få minutter fra hinanden.

Hvor Michèle Bellaiche, hendes far, søster, svoger, nevøer, børn og hund i førstnævntes dagligstue mødes for at græde og grine over minderne om moren.

Og hvor Michèle Bellaiche i sin datter, der netop er blevet optaget på en filmskole for børn og unge under 18 år, atter ser sin egen mors ubetingede glæde for film skinne igennem.

- Min datter siger ikke ”hvis”, men ”når” hun vinder en Oscar, så skal den selvfølgelig dedikeres til mormor, siger Michèle Bellaiche.

- Og det, jeg håber at kunne give videre til mine børn, er nok også det her med at se lyst på tingene. At kaste sig ud i ting og ikke være så bekymret. For jeg tror også, at min mor ville have haft et lige så spændende liv i et hvilket som helst andet job. Fordi hun altid bare brændte for livet.

Se Michèle Bellaiches dokumentar om sin mor og demens på TV 2 onsdag den 5. september klokken 20.50 samt på TV 2 PLAY.