Så meget koster det at kompensere for din CO2-udledning - og er det en god idé?
Virksomheder tilbyder mod betaling at plante skov eller støtte andre klimavenlige projekter. Men se dig godt for, lyder advarslen til forbrugerne.
Hvis du har lidt dårlig samvittighed efter sommerferiens flyrejse, kan det måske lyde fristende at bruge dine sidste rejsepenge på at udligne dit CO2-regnskab.
Det kan du gøre hos en lang række virksomheder og foreninger, som tilbyder investeringer i CO2-nedsættende projekter såsom plantning af træer, der optager CO2 igennem fotosyntese - en form for kompensation for den CO2, du har udledt.
Men spørgsmålet er, om det er en god idé - kan alle bare betale sig fra de drivhusgasser, deres forbrug udleder?
TV 2 købte træer svarende til 10 ton CO2
I TV 2s nye dokumentar om klimaet og det usædvanligt varme sommervejr i Danmark rejser redaktionschef på TV 2 Vejret Peter Tanev ud til nogle af de områder i verden, der har været hårdest ramt af ekstremt vejr.
Han flyver blandt andet til Spanien og Grønland, og i den forbindelse har TV 2 som forsøg købt plantning af træer i udlandet.
For at dække CO2-udledningen fra flyrejserne var det ifølge virksomheden, som TV 2 købte træplantningen hos, mere end nok at købe træer svarende til en CO2-udledning på 10 ton.
Det kostede 100 dollars svarende til omtrent 640 danske kroner.
Hos klimatænketanken Concito er seniorkonsulent Henrik Gudmundsson i udgangspunktet positivt stemt overfor konceptet.
- Hvis man vil ud og opleve verden, er det en god ide at være med til at passe på den samtidig. Det er relativt nemt og billigt at købe hos mange af de her virksomheder, siger han.
Forening: Nærmest umuligt at sikre kvaliteten
I miljøorganisationen Greenpeace er den danske generalsekretær Mads Flarup Christensen mere skeptisk overfor CO2-kompensationer.
- Som udgangspunkt synes vi ikke, det er verdens bedste ide. Fokuser i stedet på, hvordan du kan ændre dit forbrug og dermed mindske CO2-udledningen. For eksempel ved at flyve mindre eller spise mindre kød, siger han.
Er der alligevel situationer, hvor man ikke kan lade være med at flyve, eller hvor man ikke kan sætte sit kødforbrug ned, så kan man begynde at tænke i for eksempel at støtte skovrejsning eller bæredygtig energi, mener Mads Flarup Christensen.
- Men det er en jungle, og det kan være svært at finde ud af, hvilke projekter, der er gode og dårlige, siger han.
Samme pointe har Naturfredningsforeningens klima- og energipolitiske rådgiver Lasse Jesper Pedersen.
- Kan vi være sikre på, at træerne også står der om 20, 30 eller 100 år? Det er vi nødt til at have en garanti for, og der kan det være et problem i lande, hvor situationen pludselig kan blive ustabil, siger han og tilføjer:
- I teorien er det en god idé, men i praksis er det formentlig tæt på umuligt at gøre det på en måde, så man sikrer kvaliteten.
- Gør du ikke noget, sker der ingenting
Selvom Henrik Gudmundsson fra Concito mener, at kompensationsprojekterne kan være gode, medgiver han, at det kan være svært at finde seriøse projekter.
- Man skal bruge sin sunde fornuft. Gå altid ind og læs om projekterne og tjek, om de er verificerede af en uafhængig kontrolinstans.
Han påpeger samtidig, at det ikke er holdbart, at alle kompensere al deres CO2-udledning med bæredygtige projekter:
- Man løber tør for steder, hvor vi kan kompensere. Derfor skal vi først og fremmest prøve at begrænse vores udledninger mest muligt.
Lasse Jesper Pedersen fra Danmarks Naturfredningsforening er enig:
- Hvis alle danskere skulle købe CO2-aflad igennem skovrejsning svarende til den mængde energi, vi bruger i dag, ville vi i grove træk skulle plante skov på et areal svarende til Danmarks.
- Hvis vi så også ønsker CO2-aflad for flyrejserne, kobøvserne, de varer vi køber i udlandet og så videre, så ser det endnu mere håbløst ud, siger Lasse Jesper Pedersen.
Men hvorfor ikke både skære ned på sit forbrug og samtidig købe kompensation, spørger Mads Flarup Christensen fra Greenpeace.
- Overvej grundigt, om du har brug for at flyve, og ved siden af kan du så bruge nogle penge hos et firma, der gør noget godt for jorden.
- Det eneste, du kan være helt sikker på, er, at hvis ikke du gør noget, sker der ingenting, siger han.