Er du afhængig? Danskerne gambler som aldrig før
Især brugen af onlinekasinoer er i vækst.
En ny bil, et nyt hus eller en rejse til Caribien. Drømmen om den helt store gevinst lever i bedste velgående. Og danskerne er med i front, når det kommer til spilleglæde.
Ifølge finans.dk, der sammen H2 Gambling Capital har regnet på tallene, så bruger danskerne tredjeflest penge på spil per indbygger, når man sammenligner med de andre europæiske lande. Kun italienerne og finnerne bruger flere penge på gambling.
I 2017 ramte det samlede spilmarked herhjemme ifølge Spillemyndigheden 9,2 milliarder kroner, og indtil videre slår årets første måneder alle rekorder.
Især onlinekasinoerne har held med at få folk til at tage deres pengepung frem og med hen til tastaturet. I de seneste fire år er der her sket en stigning på 106 procent.
- Muligheden for at spille kasinospil og live-bette på mobilen betyder, at markedet vokser markant lige nu. En af bannerførerne er Danmark, hvor markedet er stort, men ikke lige så modent som i for eksempel Storbritannien. Vi ser, at nye spiludbydere gør deres entré i Danmark og markedsfører sig intensivt, hvilket puster endnu mere til væksten, siger Danske Banks svenske analytiker af spilleindustrien Sharish Aziz til finans.dk.
- Du kan spille alt hele tiden
Udviklingen er dog bekymrende, lyder det fra Center for Ludomani. Antallet af spilleafhængige er nemlig også steget på landsplan.
- Når spillene er online, så er de lige ved hånden, og du kan spille på alt hele tiden. Og der er sket en forskydning inden for kort tid. Sidste år spillede 60 procent af vores klienter online, og den andel ser ud til at blive større, siger Michael Bay Jørsel fra Center for Ludomani.
Og når spillene foregår i onlinefora, så giver det også ludomanerne en anden mulighed for at tilfredsstille deres afhængighed.
- På onlinekasinoer kan man spille i det skjulte. Før i tiden var der måske nogle, der blev afholdt fra at gå ned til spillemaskinerne, fordi man kunne blive set af nogen, man kendte. Nu kan du spille uden risiko for at blive set, og du får resultat med det samme, siger Michael Bay Jørsel.
For at forhindre at flere af de mange nye spillere ender i en lignende afhængighed, så er regeringen sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i juni blevet enige om en række nye initiativer på området.
Helt konkret har partierne besluttet, at der fremover skal stilles krav til spiludbydernes reklamer. Ligesom der også skal være mere gennemsigtighed i de mange bonusser, både nye og eksisterende spillere bliver tilbudt.
Har man allerede udviklet en afhængighed, er der hjælp at hente hos Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitetshospital. De har blandt udviklet en screeningstest, som kan afsløre klare tegn på ludomani. Tag selv testen her: