Op mod fem millioner træer er døde under sommerens tørke
Nyplantede træer har haft det svært denne sommer. Det har eksempelvis kostet millioner af kroner i Sorø.
Det er ikke kun grillglade danskere og dyr, som har lidt under sommerens tørke i Danmark.
Også træerne har haft det svært.
Dansk Skovforening skønner, at op imod fem millioner af de mindste træer, som blev plantet i foråret allerede er døde. De yngre træer mellem to til ti år kæmper også for at komme igennem tørken, vurderes det.
Anders Grube, der er skovfoged ved Stiftelsen Sorø Akademi, har til P4 og TV Øst udtalt sig om situationen i hans område.
- Det er rigtigt alvorligt, det nærmer sig en katastrofe, siger han til TV ØST.
Han vurderer, at over 250.000 træer i Sorø er døde i varmen. Det er et tab, der ifølge Anders Grube kommer til at koste i omegnen af 2,5 millioner kroner.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og jeg har været skovfoged i 34 år. Den smule regn, vi har fået, betyder ingenting for træerne, siger Grube.
100-års katastrofe
Dansk Skovforening skønner ifølge TV Øst, at halvdelen af alle nyplantede træer i hele Danmark er døde.
- Man taler om en 100-års katastrofe. Så langt nogen husker, er det aldrig sket før, at så mange træer er døde på grund af tørke, siger foreningens direktør, Jan Søndergaard, til mediet.
Seniorforsker Vivian Kvist Johannsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet har sammenlignet sommerens tørke med tidligere perioder med tørre somre.
Helt specifikt somrene 1975-1976, 1992 samt 1994-1996, hvor der mod slutningen på sommeren var omfattende skader og trædød.
- Træerne er mere udsatte for at få skader eller dø i år, end vi nogensinde har registreret før.
- Men hvor hårdt tørken har ramt, får vi nok tidligst at se til efteråret og måske først i de kommende år, hvis vi er inde i en ny stime af tørre somre, sagde hun i en pressemeddelelse i sidste uge.