Nyheder

Canada vil revurdere våbenlov efter dødeligt Toronto-skyderi

Der er ingen i Toronto, der har brug for en pistol, siger byens borgmester efter et dødeligt skyderi søndag.

Efter et skyderi i den canadiske storby Toronto søndag aften, der kostede en pige og en kvinde livet, vil regeringen se nærmere på en ændring af våbenlovgivningen i landet.

Det oplyser sikkerhedsminister Ralph Goodale, efter at byrådet i Toronto tirsdag aften med et overvældende flertal stemte for at opfordre til et forbud mod salg af håndvåben i byen.

- Ingen har brug for våben

- Hvorfor har nogen i denne by overhovedet brug for en pistol, spørger borgmester John Tory efter ti timers debat i byrådet.

Ifølge sikkerhedsministeren overvejede regeringen allerede inden søndagens skyderi at stramme våbenlovgivningen.

Mistænkt identificeret

Politiet har identificeret den mistænkte bag skyderiet, der kostede to mennesker livet og sårede 13 andre, som den 29-årige Faisal Hussain, der ifølge hans familie var psykisk syg.

Det er dog fortsat uklart for politiet, hvor den mistænkte havde fået sin pistol fra, og hvad motivet til angrebet var.

Afskaffelse af våben er ikke nok

Byrådsmedlem Joe Cressy, der står bag opfordringen om at forbyde håndvåben, erkender, at et forbud ikke er det eneste, der skal hjælpe med at bekæmpe den stigende vold i Toronto.

Der er også brug for forebyggelsesprogrammer, hjælp til de, der bliver løsladt fra fængslet, samt jobordninger, mener han.

I år er 26 personer døde i skudepisoder i Canadas største by. Det er en stigning på 53 procent sammenlignet med den samme periode sidste år