Nyheder

USA's militær skal huse 12.000 migranter ved Mexicos grænse

Militæret er blevet bedt om at stille faciliteter til rådighed for 2000 migranter inden for 45 dage.

Ministeriet for indenlandsk sikkerhed har bedt det amerikanske militær om at huse 12.000 migranter ved faciliteter i stater, der grænser op til Mexico.

Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge nyhedsbureauet Reuters. 

Omfatter de illegale migranter

I en erklæring fremgår det, at militæret er blevet bedt om at stille faciliteter til rådighed for 2000 migranter inden for 45 dage.

Fælles for de 12.000 migranter, der nu skal genhuses af militæret, er, at de har krydset grænsen til USA illegalt.

Militærets faciliteter skal leve op til en lang række krav. Der skal blandt andet være aircondition, biblioteker og brusebade. Samtidig skal migranterne have stillet læge og tandlægehjælp til rådighed. Det skriver nyhedsbureauet AP. 

Militærbaser udset til at agere lejre

Forsvarsminister Jim Mattis sagde mandag, at to militærbaser foreløbig er blevet udset som mulige lejre for migranterne. Det drejer sig om Goodfellow Air Force Base i Texas og Fort Bliss - ligeledes i Texas.

De to baser består af et område på omkring 4000 kvadratkilometer.

Ikke finansieret endnu

Præsident Donald Trumps administration er i gang med at finde finansieringen til projektet. Det oplyser to embedsmænd fra Trump-administrationen ifølge AP.

Flere end 2300 børn er blevet adskilt fra deres familier ved grænsen i forbindelse med en ny "nultolerance"-politik af Trump-administrationen. 

Foreløbig er mindst 500 familier blevet genforenet.

I sidste uge underskrev præsidenten et dekret, der skulle sikre, at familierne forblev samlet, når de blev tilbageholdt efter at have krydset grænsen illegalt.

En dommer afgjorde tirsdag, at Trump-administrationen vil få 30 dage til at genforene de resterende familier.