Nyheder

Ældgammelt fossil bliver opkaldt efter Obamas ører

Med navngivningen vil forskerne gerne vise, at de var mere tilfredse med Obamas forskningspolitik end den nuværende præsidents.

Hvad har et 550 millioner år gammelt fossil og en tidligere amerikansk præsidents ører med hinanden at gøre?

Meget, åbenbart.

I hvert fald har forskere netop opkaldt en nyfunden fossilart efter USA's foregående præsident Barack Obamas ører.

Obamus coronatus er navnet, arten har fået, skriver Washington Post.

Fossilet af det skiveformede dyr er fundet i det sydlige Australien og måler mellem en halv og to centimeter i bredden.

Det var et bløddyr, der levede i havet for mere end 550 millioner år siden.

Kendt for sine store ører

Dyret er cirkelformet, og med lidt god vilje ligner det formen på et øre.

Det har angiveligt fået forskerne til at tænke på Barack Obama, hvis ører er et af hans mest berømte karaktertræk.

Ved flere lejligheder har han selv gjort grin med sine store ører, ligesom han har fortalt, at det er noget, den tidligere førstedame Michelle Obama også tit pointerer.

Karikaturtegnere har også haft en forkærlighed for hans ører, og i 2013 jokede han selv med, at de havde givet inspiration til tegnefilmstrolden Shrek.  

Vil ære Obama

Om den nyfundne orm lige nøjagtigt ligner Barack Obamas ører, det er svært at sige, men forskerne bag har også en anden bevæggrund for at navngive bløddyret, som de har gjort.

En af forskerne er Mary Droser, der er professor i geologi på University of California.

Hun fortæller til Washington Post, at de gerne ville ære Barack Obama og den støtte, han har givet til forskningen og videnskaben.

Dermed kommer hun med en slet skjult hentydning til den nuværende præsident, Donald Trump, der har trukket i en del af støtten til eksempelvis forskning i klimaforandringer.

- Man kan ikke lade være med at føle, at videnskaben ikke bliver værdsat, siger hun om Trumps politik og understreger, at ingen af hendes fund kommer til at blive opkaldt efter Trump.

Trump lægger navn til to arter

Der er dog andre, der har valgt at give den nuværende præsident den ære. I skrivende stund har han to arter opkaldt efter sig.

Den ene er et søpindsvin, og den anden er en mininatsværmer, der har fået navnet Neopalpa donaldtrumpi, fordi en række lyse skel på dets hoved ligner præsidentens særprægede hårpragt.

Donald Trump har dog et stykke vej igen, før han kommer op på siden af sin forgænger, når det kommer til at få opkaldt nulevende og geologiske fund efter sig.

Med det nye fossil lægger Obama nu navn til hele 13 arter, og han er dermed den amerikanske præsident, der har fået flest opkaldt efter sig.

Hans arter tæller blandt andet en edderkop, en fugl, en parasit og en farverig fisk.