Lippert

Dansk forlagsdirektør frygter amerikansk internetgigant

Internetgiganten Amazon kan være på vej ind på det danske marked, og det får konsekvenser. Også for bogbranchen, frygter Gyldendals direktør.

Rygterne florerer, og jævnligt dukker der historier op om, at den amerikanske handelsportal Amazon er på vej til Danmark. 

Forlaget Gyldendals administerende direktør, Morten Hesseldahl, er blandt de erhvervsfolk, der imødeser internetgigantens indtog til de danske forbrugere med frygt.

- Det er min store bekymring, at vi som forlag bliver spist op af nogle distributører, siger Morten Hesseldahl i talkshowet 'Lippert' på TV 2 NEWS. 

- De (Amazon, red.) er super effektive. En af verdens største virksomheder i dag, og de har det med at lægge sig mellem de gamle producenter og de forbrugere og læsere, der er derude.

Amazon får samme indflydelse som Netflix

Morten Hesseldahl, som begyndte som administrerende direktør for Gyldendal den 1. maj, forklarer, at store virksomheder som Amazon er bedre til at have kendskab til deres kunder. 

Han sammenligner Amazon med Netflix, og han frygter, at Amazon ligesom Netflix ikke kun distribuerer, men at de også begynder at udvikle eget produceret indhold målrettet danske forbrugeres vaner og behov. 

 - Pludselig havde Netflix en enorm kendskab til folk. Deres adfærd, deres præferencer og så begyndte de selv at lave serier, og i dag er det jo Netflix, der sidder på flæsket, siger Morten Hesseldahl.

Erhvervsredaktør på Berlingske Business, Peter Suppli Benson, har tidligere skrevet en blog med titlen 'Kun en tåbe frygter ikke Amazon'. Her underbygger han Gyldendal-direktørens frygt:

- Vi kender modellen. Lavere priser. Større udvalg. Gratis næste-dags-levering. Mit bud er, at danskerne for alvor vil vælte ind af Amazons døre, siger han. 

Markedsdrevet litteratur

Kommer det overhovedet til at få konsekvenser for forbrugerne, hvis Amazon kommer til Danmark?

 - Det kan godt være, det ikke er noget problem for dig som læser, medmindre man vil få en type litteratur, som er hundrede procent markedsdrevet. Det er det, der er forskellen på en gammel publicist som Gyldendal, og så dem der udelukkende orienterer sig mod at lave noget, som markedet efterspørger. En publicist har noget på hjerte, stiller sig solidarisk med forfatterne og deres budskaber, forklarer Morten Hesseldahl. 

Se 'Lippert' på TV 2 NEWS onsdag klokken 19.23 og på PLAY.