Kæde gør udskældt drik forbudt for børn
Eksperter har længe advaret mod den sukker- og koffeinholdige drik til børn. Nu tager dagligvarekæde konsekvensen.
Til efteråret vil det ikke længere være muligt for børn og unge under 16 at købe energidrikke i dagligvarekæden Lidl.
Beslutningen er truffet på baggrund af eksperters stigende bekymring på området og gælder i alle kædens 112 butikker placeret over hele landet.
- Vi har igennem et stykke tid oplevet en stigning i forbruget af energidrikke i vores butikker, og som dagligvarekæde påtager vi os et samfundsansvar, siger Dirk Fust, direktør for Lidl, i en pressemeddelelse.
Kæmpe problem
Ændringen betyder, at dagligvarekædens kunder fremover skal kunne fremvise et gyldigt billed-id ved køb af de sukker- og koffeinholdige drikke.
Og det glæder søvnvejleder Michael Rasmussen, der før har advaret om energidrikkes konsekvenser for aldersgruppen.
- Det er et kæmpe problem, fordi det påvirker både deres koncentration og indlæringsevne. Så jeg synes, det er et fantastisk tiltag, siger han til TV 2.
Ubehagelige bivirkninger
Over de seneste mange år har flere eksperter gentagne gange advaret mod energidrikke til børn og unge.
Blandt andre har seniorrådgiver i DTU Fødevareinstituttet Jeppe Mathiasen kaldt det bekymrende, at flere forældre sidestiller energidrikke med sodavand.
- Lige som forældre bør tale med børn og unge om alkohol, bør de også tale med dem om energidrikke. Man bør tage det seriøst og fortælle, at energidrikke ikke er sodavand, og de kan have nogle ubehagelige bivirkninger, har han tidligere udtalt.
I 2014 advarede også WHO om risikoen for et folkesundhedsproblem og opfordrede allerede dengang til et forbud på linje med aldersgrænserne for salg af alkohol.
Biograf indfører forbud
Det er ikke kun Lidl, der har besluttet sig for at følge anbefalingerne og forbyde den koffeinholdige drik for børn og unge under 16 år.
Allerede den 10. juni tog man hos de 22 Nordisk Film Biografer i Danmark konsekvensen af advarslerne. Det skriver DR.
Aldersbegrænsningen træder i kraft fra 30. september i år i alle danske Lidl-butikker, der indtil videre også er den første dagligvarekæde til at indføre forbuddet.