Betjent anmeldt | Dyrere whiskey | Trusselsbreve udstillet

16x9

Ternerne har lagt æg, og det har gjort dem aggressive.

Derfor er det en rigtig god ide at tage en hvid spand på hovedet, inden man begiver sig ud på strandmolen på Handbjerg Marina i det vestjyske.

Men dagens overblik begynder længere østpå. Vi skal til Christiania.

Betjent skubbede kvinde omkuld

Det er ikke umiddelbart til at se, hvad en kvinde gør forkert i en video, der i dag har floreret på sociale medier. Men i hvert fald bliver kvinden skubbet hårdt i brystet af en politibetjent og falder bagover, så hun slår hovedet ned i brostene.

Videoen stammer fra torsdag eftermiddag, hvor en politiaktion på Christiania endte i voldsomme sammenstød, da betjente blev angrebet af 80-100 personer, som kastede med sten.

Episoden bliver nu efterforsket af Den Uafhængige Politianklagemyndighed, efter politiet har fået flere anmeldelser.

Betjent anmeldt for vold mod kvinde på Christiania Video: Rasmus Friis Jensen & Local Eyes

Og kvinden på videoen blev i dag anholdt og sigtet for vold mod politiet, som mener, at hun har kastet flere sten imod betjentene.

Ny told kan give dyrere tøj og whiskey

I dag var den første dag med amerikansk straftold på stål og aluminium fra EU-lande. Og det kan betyde, at det bliver dyrere for dig og mig at købe Levis-cowboybukser og Jack Daniels-whiskey.

EU er nemlig klar til at svare USA igen med told på en masse amerikanske varer, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, sagde i går.

Listen over de varer, EU vil sætte told på, rummer mere end 100 produkter, og TV 2 har samlet et udpluk af dem her. Samtidig melder TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede om skuffelse og anspændt stemning i Bruxelles.

Mulighed for nordlys i nat

Det bliver sandsynligvis en rigtig flot sommernat, og det betyder, at du kan få mulighed for at se to imponerende fænomener opstå på nattehimlen over Danmark.

Der kan både være nordlys og lysende natteskyer fra midnat og frem til en time før solopgang.

Nordlys i Nordvestsjælland natten til den 28. marts 2017.
Nordlys i Nordvestsjælland natten til den 28. marts 2017. Foto: Adrien Mauduit / Seerfoto

Nordlys på denne tid af året er ellers en sjældenhed og et fænomen, der kræver helt særlige vejrforhold. Men en geomagnetisk storm er lige nu ved at ramme jorden, og derfor kan du få mulighed for at se partiklerne danse, hvis du kigger godt mod nord.

Afslag på adoption fører til desperation

Selv om det har været lovligt for homoseksuelle par at adoptere siden 2010, er det i praksis ikke så lige til. Sydafrika er nemlig det eneste land, der vil sende adoptivbørn til danske par af samme køn.

Samtidig viser statistikken, at en langt større andel af dem, der søger om at blive godkendt til adoption, både hetero- og homoseksuelle, får afslag i forhold til for 10 år siden.

Det kan få barnløse til at overveje selv at tage til udlandet og købe en baby. Og det kan en psykolog, der har stor erfaring med barnløse og deres frustrationer, godt forstå. For ens grænser for, hvad man synes er i orden, kan blive flyttet enormt meget, siger Katrine Spiegelhauer.

Men adoption uden om systemet kan foregå på en mere kynisk måde, end man lige havde forestillet sig. Det har det danske par Anders Lauenborg og Kasper Hjorth i hvert fald erkendt, efter TV 2-journalister er gået undercover for at undersøge et illegalt marked i Polen, hvor børn bliver handlet mellem fattige forældre og desperate barnløse par.

Kasper Hjorth Jørgensen og Anders Lauenborg ønsker sig brændende et barn.
Kasper Hjorth Jørgensen og Anders Lauenborg ønsker sig brændende et barn. Foto: Jens Otto Frederiksen / Jens Otto Frederiksen, TV 2

De er nu ikke længere så sikre på, at de vil gå den vej.

Kærlig hilsen bankrøveren

"Jeg kræver at få udleveret: 2 millioner kr." og "P.S. det er forbudt at skrige", skrev en person på en seddel og afleverede den i banken. Sedlen var underskrevet "Kærlig hilsen bankrøveren" og indeholdt også en trussel om, hvad der ville ske, hvis ikke ønsket blev opfyldt.

Det er et af de mange trussels- og afpresningsbreve, som Rigspolitiet og Rigsarkivet gennem årene har samlet og gemt væk i et hemmeligt arkiv.

Men nu bliver de mellem 2000 og 3000 breve fra perioden 1980-2018 for første gang vist frem for offentligheden, når en ny udstilling åbner på Politimuseet. TV 2 har samlet otte eksempler fra udstillingen.

En seddel afleveret under et røveri.
En seddel afleveret under et røveri. Foto: Politimuseet